Verden har ikke brug for et valgkaos i Tyskland på nuværende tidspunkt.

Udsigten til langvarige regeringsforhandlinger efter det katastrofale valg søndag kan give ubehagelige efterdønninger i Europa og resten af verden på et tidspunkt, hvor alt er oppe at vende, både med de kommende klimaforhandlinger, der begynder 1. november  Glasgow, usikkerheden i Europa med den fransk-amerikanske strid og spørgsmålet om Kina.

Det mest optimistiske, man kan sige i den forbindelse, er, at den nuværende tyske kansler, Angela Merkel, stadig sidder på sit kontor i Berlin.

I den sammenhæng kan verden måske godt vente på, om det bliver en socialdemokratisk kansler eller en kansler fra CDU/CSU.

Men den usikkerhed, der er forbundet med, om det bliver socialdemokraterne, SPDs, Olaf Scholz eller det kristeligt-konservative CDU/CSUs Armin Laschet, der bliver afløser, er ikke helt ligegyldigt, hverken set fra EU eller fra Washington. Der er ikke den helt store forskel mellem de to kandidater på afgørende punkter, og så dog alligevel.

Scholz vil måske være den franske præsident, Emmanuel Macrons, favoritkandidat, fordi Paris kommer til at spille en mere tydelig rolle i EU, når Merkel er væk.

Merkel var – som de fleste tyske kanslere siden kul- og stålunionen blev dannet i 1951 – den førende skikkelse i det europæiske samarbejde, ofte hånd i hånd med Frankrig, men også ofte uden at Frankrig på den lange bane har kunnet kalde sig ledende i EU.

Derfor er det også vigtigt for Macron at vide, hvem der bliver kansler. For Scholz har faktisk i sin tid som finansminister på det monetære og økonomiske område ligget tættere på Macron, som ønsker et tættere samarbejde i EU, også på det økonomiske område, og styrke institutionerne.

Scholz er europæer

Der har den socialdemokratiske partiformand fremhævet sig selv ved at være den, der har opfundet den fond, der skal hjælpe Europa ud af de finansielle problemer, coronaepidemien har skabt. Han har vist sig mere end villig til at udvikle et langt mere snævert samarbejde sammen med Macron, når det kommer til forsvars- og sikkerhedspolitik og klima- og industripolitik.

Armin Laschet har også været i Paris under valgkampen, og eftersom han kommer fra byen Aachen,  behøver han ikke at præsentere sig i Paris. Folk fra Aachen er mere til camembert og rødvin end til sauerkraut og øl.

De anses for at være de frankofile tyskere, så han vil også kunne gå an. Men Laschet er ikke så tydeligt markeret som Scholz, af den simple grund, at han aldrig markerede sig på afgørende spørgsmål, da han fra 1999-2005 sad i Europa-Parlamentet.

Rent ud sagt er der mere usikkerhed om ham end om Scholz. Laschet har været det, vi i Danmark ville kalde for »uld i mund«, når det kommer til afgørende spørgsmål i den europæiske union.

Tyskland og især Merkel har været meget integrationsvenlig i forhold til EU, og denne kurs regner man med fortsætter under en ny ledelse. Men det er klart, at usikkerheden efter Merkel er stor i andre dele af verden. For hvor langt vil tyskerne gå f.eks. i forhold til sikkerhedspolitikken, i forhold til Kina og Rusland og i relation til USA.

Merkel har haft et betydeligt mere positivt forhold til både Kina og Rusland, end USA har brudt sig om, ikke mindst af hensyn til økonomien.

På grund af fortiden – Anden Verdenskrig – har Tyskland heller ikke markeret sig som den mest effektive militære magt i Europa. Den rolle har været overladt til Frankrig.

Og spørgsmålet, alle stiller sig, er, om usikkerheden efter Merkels stabile styre – på trods af ovenstående problemer – kommer til at skade landets position som EUs stærkeste magt, eller om Frankrig kommer til at overtage den rolle. Den situation vil også bringe usikkerhed ind i den kommende tid.

Kristian Mouritzen er Berlingskes sikkerhedspolitiske korrespondent