Analyse: Putin har sikret valget mellem Islamisk Stat og Assad

Rusland begynder en gradvis tilbagetrækning af tropper fra Syrien, da målet om at forhindre præsident Bashar al-Assads regime i at blive løbet over ende, er nået.

På mindre end et halvt år har Ruslands præsident Putins militære indsats i Syrien reddet den syriske præsident Bashar al-Assads regime. Billedet er fra oktober 2015, da Assad (tv.) og Putin mødtes i Moskva. Arkivfoto: Alexei Druzhinin/Reuters Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

JERUSALEM: Det er en meget dyr krig, og målet er stort set allerede nået.

Det er hovedårsagerne til, at Rusland allerede tirsdag begynder en gradvis tilbagetrækning af sine soldater fra Syrien.

På mindre end et halvt år har den russiske indsats i Syrien på regimets side reddet præsident Bashar al-Assad fra en udvikling, der bevægede sig mod et næsten sikkert nederlag.

Med russisk hjælp har regimet generobret strategiske områder, og forhindret oppositionens fremgang mod regimets højborge i Damaskus og Latakia.

I samarbejde med de kurdiske styrker i de nordlige dele af landet har Rusland smadret de forsyningsruter, de islamistiske oppositionsgrupper har brugt til at drive krig mod regimet.

Og hermed har Rusland værnet om sine egne interesser i landet, der giver den russiske flåde adgang til Middelhavet med den store russiske militærbase i byen Tartous.

Rusland har også undgået at blive fanget i den syriske sump, som mange eksperter forudså ville ske. Man gik hurtigt og massivt ind, brugte enorme summer på en massiv offensiv.

Den varede i seks måneder, og man havde en exit-plan fra starten, hvilket betyder, at man ikke bliver ved med at kaste milliarder ned i et hul, der bliver både dybere og sortere.

Krigen er langt fra færdig, og hele forklaringen om at bekæmpe Islamisk Stat, som Rusland brugte til at gå aktivt ind i krigen, står stadig tilbage som en uløst opgave.

Rusland har næsten ikke angrebet Islamisk Stat i løbet af de seneste seks måneder, og størstedelen af den militære indsats har været vendt mod de »grønne områder« i det centrale, nordlige og sydlige Syrien. De områder, hvor de såkaldte moderate oprørsgrupper kæmper mod regimet.

Årsagen til, at Rusland har koncentreret sig om alle andre islamister end Islamisk Stat er, at de såkaldte moderate grupper i det lange løb er langt farligere end Islamisk Stat.

Farligere, fordi de har tyrkernes støtte, saudiernes støtte, en vis støtte fra vestlige lande og potentielt også evnen til at blive et redskab i et aktivt amerikansk forsøg på at vælte Bashar al-Assads regime.

Rusland gik ind i krigen vel vidende, at der er global konsensus om ikke at lade Islamisk Stat besejre det syriske regime. I sådan et tilfælde ville man se en terrorstat forsøge at brede sig ind over grænserne til Jordan, Israel, Libanon og Saudi-Arabien inden for kort tid.

Men Rusland stolede fra starten ikke på Tyrkiet, Saudi-Arabien og USA, når det kom til spørgsmålet om de andre islamistiske oprørsgrupper. Rusland frygtede, at hvis man ikke gjorde noget aktivt, ville krigen ende med, at Vesten bragte al-Qaeda til magten i form at Jabhat al-Nusra på Assads og russernes egen bekostning.

Hernæst ville man have en situation, hvor valget stod mellem al-Qaeda og Islamisk Stat. Mellem terroristerne, som er til at handle med, og dem man slet ikke kan handle med.

USA vil benægte den teori, men Rusland så præcist det scenarie forude. Og derfor handlede de.

I dag er slutspillet i Syrien ikke et valg mellem al-Qaeda og Islamisk Stat. Det er i høj grad et valg mellem Bashar al-Assads regime og Islamisk Stat.

Rusland gratulerer sig selv for at have skabt den situation, og vover selvsikkert at påbegynde en gradvis tilbagetrækning.

De russiske kampfly vil stadig stå til rådighed, hvis magtforholdet skulle ændre sig igen, men indtil videre stoler man på, at Assad og Ruslands egne interesser i Syrien er reddet.

Og man stoler også på, at både USA og EU er »kommet til fornuft« og har opgivet kravet om, at Assad er nødt til at gå, og den visionsløse fantasi om at hjælpe »moderate oprørere« til at tage magten.