Analyse: Pakistan med forøget fart mod afgrunden

Med attentatet på Pakistans symbol på modernisering, Benazir Bhutto, har det atombevæbnede, muslimske land, taget endnu et faretruende skridt i retning af diktatur, enten med militæret eller islamisterne i spidsen.

Pakistans præsident på godt og ondt – eks-general Pervez Musharraf – har efter gårsdagens attentat mod Benazir Bhutto ikke ret mange kort på hånden. Og de få han har, er alle sammen dårlige. Præsident Musharraf kan erklære undtagelsestilstand.

Han kan udskyde det parlamentsvalg, som er planlagt til afholdelse den 8. januar. Og endelig kan han kaste håndklædet i ringen i erkendelse af, at det altså nærmest er umuligt at indføre demokratiske tilstande i det befolkningsrige, muslimske land, som – siden det i 1947 blev skabt i et kaotisk blodbad – aldrig for alvor har ladet sig regere.

Den sidstnævnte mulighed vælger han formentlig ikke. Det ligger ikke til manden, der, siden han kuppede sig til magten i Pakistan i 1999, har trodset flere attentat-forsøg i arbejdet med at modernisere og på pakistansk vis demokratisere det for verdens gang så afgørende sydasiatiske land.

Vælger han derimod at erklære undtagelsestilstand – hvilket objektivt set ville være logisk i lyset af situationen i Pakistan – risikerer Pervez Musharraf endnu mere uro og endnu mere blod i gaderne. Hans mange politiske fjender vil se undtagelsestilstanden som et bevis på, at al hans snak om demokrati kun er mundsvejr til ære for de vestlige regeringer – ikke mindst USA, der er præsidenten hovedsponsor af såvel økonomisk som politisk støtte.

VÆLGER MUSHARRAF AT udskyde det forestående valg om kun 12 dage, ser hans fjender det som et tegn på, at det i virkeligheden er Pakistans magtfulde militær – ikke landets militante islamister – der i går tog livet af Benazir Bhutto. Hun var jo leder af Pakistans største parti, der stod til en valgsejr, og dermed en trussel mod det parti, der er loyalt over for Pervez Musharraf.

Selv om denne konspirationsteori synes at være for langt ude på overdrevet, er den en kontant del af den pakistanske virkelighed, og det er den, som præsidenten i første omgang må forholde sig til.

MEN UANSET præsidentens næste skaktræk giver det kuldegysninger at tænke på, hvor Pakistan i de senere år har været på vej hen: Nemlig mod et blodigt kaos, hvor der er risiko for en islamistisk magtovertagelse. En sådan vil for alvor gøre verden til et – endnu mere – usikkert sted at opholde sig. For det første fordi Pakistan har atomvåben, som islamisterne i givet fald vil få råderet over. For det andet fordi Pakistan allerede i dag, hvor landet dog ledes af en præsident, der har erklæret sin støtte i kampen mod terrorisme og islamisk radikalisering, har udviklet sig til en vigtig eksportør af islamisme og terror.

De dele af Pakistan, der mere og mere egenrådigt kontrolleres af landets islamistiske stammer, lægger således ikke kun jord til træningslejre for nationale og internationale terrorister. Stammeområderne tilbyder også frit lejde for Taleban-krigerne fra nabolandet Afghanistan og – ifølge den amerikanske regering – for al-Qaeda og terrornetværkets øverste boss, Osama bin Laden.

Skrækscenariet for de vestlige regeringer er, at præsident Musharraf efter attentatet mod Benazir Bhutto beslutter at neddrosle kampen i Pakistan mod landets islamister og lader dem i fred i stammeområderne i håb om, at de så lader resten af landet i fred. En sådan beslutning kan Musharraf drage af egen drift eller tvunget af landets militær, der er den reelle magtfaktor i Pakistan – og som synes at have stadig flere kvaler ved at lige i åben krig med den del af landets borgere, der er mere muslimske end flertallet.