Analyse: Opskrift på en ny verdensorden

Præsident Obama har nu præsenteret muslimerne – og resten af klodens befolkning – for ingredienserne til en mere fredelig verden. Men hvad nu, hvis der ikke er vilje til at bruge opskriften?

Man kan ikke være venner med alle, hed det slogan, som den hedengangne avis, Det Fri Aktuelt, benyttede sig af. Men man kan da forsøge, sådan som præsident Barack Obamas gjorde det i sin 47 minutter lange og længe ventede tale i går i Cairo.

Ikke at den amerikanske præsident strøg alle med hårene. I jagten på de militante ekstremister og især terrornetværket al-Qaeda vil Obama være lige så nådeløs som sin forgænger. Men ellers forsøgte Obama det meste af tiden af dele sol og vind lige. Eksempelvis er det ikke kun muslimerne, der har et medansvar for den uorden, der ofte kaldes civilisations-sammenstødet mellem den vestlige og den muslimske verden.

Der er også folk i Vesten, der har et medansvar. Nemlig de, der automatisk sætter lighedstegn mellem muslimske kvinder i tørklæde og undertrykkelse. »Liberalisme er ikke en undskyldning for religiøs intolerance,« fastslår Obama, der også erklærede sig som indædt modstander af de kræfter, der tegner et ensidigt billede af islam.

Det er en tankevækkende bemærkning fra præsidenten i verdens mest magtfulde demokrati oven på hele diskussionen i forbindelse med FNs konference, Durban 2 om ytringsfrihed contra religionsbeskyttelse. Her stod de vestlige regeringer nemlig hårdnakket fast på, at det er religiøse individer – ikke religionerne – der skal beskyttes.

Også i forhold til konflikten mellem Israel og palæstinenserne søgte Obama en balancegang. Palæstinenserne skal opgive volden, og Israel skal standse bosættelserne og acceptere en to-statsløsning. Hvad USAs præsident har tænkt sig at gøre, hvis de stridende parter ikke lytter til hans råd, afslørede han ikke, ligesom Obama heller ikke sagde noget om konsekvenserne, hvis iranerne fortsætter med deres omstridte atomprogram. Præsidenten erklærede sig i den forbindelse enig i, at atomvåben naturligvis ikke er forbeholdt bestemte lande, og at han vil arbejde for en verden uden atomvåben. Det lyder visionært, men næppe realistisk nok til, at det kan få præstestyret i Iran på andre tanker.

I iran og andre lande med lidet demokratiske regimer lyttes der nok mere velvilligt til den del af talen, der handlede om demokrati-eksport. For Obama skar det ud i pap, at han ikke vil pådutte andre lande demokratiet med tvang og militære magtmidler. Faktisk må verdens lande selv finde ud, hvilken styreform der passer dem, så længe menneskerettighederne respekteres, og regeringerne tjener folkets – ikke egne – interesser.

Det er et klart opgør med forgængerens, George W. Bushs doktrin. Samme Bush, som også slog fast, at USAs flirten med regimerne i Mellemøsten for stabilitetens skyld havde været fejlslagen. Nu skulle der andre boller på suppen. Demokratiet skulle fremmes. Det blev bare aldrig til noget. Alene af den grund, at Bush på mange områder – ikke mindst i krigen mod terror – var afhængig af de regimer, han samtidig ville demokratisere. Den samme dilemma står Barack Obama – ligesom alle andre vestlige regeringer – i.