Analyse: Obama tog fredsbudskabet med til Jerusalem

USAs præsident havde kun ønsker og forhåbninger med til Mellemøsten. De var til gengæld af den helt store slags, som de blev præsenteret i en tale torsdag og bragte mindelser om Obama-euforien for fire år siden.

Barack Obama besøgte fredag Yad Vashem Holocaust Memorial i Jerusalem. Her ses han i Hall of Names sammen med bl.a. Israels præsident, Shimon Peres, længst tv., og premierminister Benjamin Nethanyahu, nummer to fra venstre. Fold sammen
Læs mere
Foto: Uriel Sinai

JERUSALEM: Så har Barack Obama endelig besøgt Det Hellige Land som USAs præsident. Her til eftermiddag tog han afsked med sine israelske værter og videre til Jordan, hvorefter den politiske infight i Washington D.C. igen tager over.

Aftrykket, han satte, er først ved at sætte sig. For det var et forsøg på det helt store. Obamas besøg, der af - mange - kritikere er blevet kaldt "tomhændet" og "en amerikansk præsidents første turistbesøg i Jerusalem", fik sit ultimative klimaks torsdag eftermiddag, da Obama talte til et lille publikum af nogle få hundreder særligt inviterede studerende.

Men beskeden fra talerstolen var i den grad til det helt store publikum. Det var den fremragende retoriker Obama, der forsøgte at genopfinde sig selv som "verdens håb", og det var en inderlig appel til israelerne – samt palæstinenserne og den arabiske verden – om at se på konflikten med nye øjne og finde ind til medmenneskelighed og gensidig tro på fred som et gode for alle.

"For fire år siden, stod jeg i Cairo foran et publikum af unge mennesker. Politisk, religiøst, må de virke som en fra en anden verden. Men i de ting, de ønskede, er de ikke så forskellige fra jer. Evnen til at tage deres egne beslutninger, at få en uddannelse og et godt job, at prise deres Gud på deres egen måde, at blive gift og få en en familie. Det samme gælder de unge palæstinensere, som jeg mødte i Ramallah her til morgen, og for de unge palæstinensere, der længes inderligt efter et bedre liv i Gaza," sagde Obama i talen.

For israelerne var det en tale, der gav dem næsten alt det, de higer efter fra en amerikansk præsident, men kernen var, at de må se ind i sig selv og beslutte, om de er ved at skabe den rette fremtid for dem selv og deres børn med en fortsat konflikt med palæstinenserne så langt, som man overhovedet kan skue ud i horisonten.

Balance i Israels favør

Der var opsigtsvækkende ting, som Obama ikke gjorde under sit besøg. I Ramallah torsdag lagde han ikke en krans ved den afdøde Yassir Arafats grav. Til gengæld besøgte han graven til Theodor Herzl, den moderne zionismes fader.

Han lagde en krans ved den myrdede premierminister Yitzhak Rabin, der, efter i et epokegørende skridt for at indlede en fredsproces med palæstinenserne, blev skudt af en ekstremistisk, jødisk nationalist.

Obama mødtes også med den 89-årige israelske præsident, Shimon Peres, som han både her i Jerusalem og tidligere i Washington D.C. har udtrykt stor respekt og beundring for. De to israelere underskrev Oslo-aftalen i 1993 sammen med Arafat i overværelse af Obamas forgænger og politiske fælle Bill Clinton, der var en mester i at demonstrere et personligt engagement i Mellemøst-konflikten.

Arafat, Rabin og Peres modtog i treenighed Nobels Fredspris, men Obama gjorde forskel på dem under sit besøg. Det blev allerede i forvejen noteret af Mustafa Barghouthi fra PLOs centrale råd, der som medievant og veltalende oppositionspolitiker var sendt ud for at mødes med den internationale presse før besøget. Formodentlig fordi han kunne levere en skarp palæstinensisk kritik af det amerikanske præsidentbesøg uden at forårsage en diplomatisk krise:

"Uanset om han er enig eller uenig med præsident Arafat, er præsident Arafat et symbol for det palæstinensisk folk. Vi synes ikke, at det er en god gestus."

Intet, som Obama gjorde og ikke gjorde under sit 50 timer lange besøg i Israel, Jerusalem og på Vestbredden, var tilfældigt. Alt var tilrettelagt, vendt og drejet både for symbolik og reel politisk indhold.

Derfor blev der også i høj grad lagt mærke til, at Obama ikke som tidligere krævede et israelsk stop for "aktivitet i bosættelser". Det blev straks udlagt som det endegyldige farvel til det byggestop, der med Obamas administration blev præsenteret som en hjørnesten i dens fredsbestræbelser. Selvstyrepræsident Mahmoud Abbas har selv sagt, at han var nødsaget til at følge trop, fordi han ikke kan stille lavere krav til Israel end USAs præsident, men at Obama siden har forladt ham fastlåst i den position, som USA aldrig førte helt igennem.

Der var ingen tvivl om, at Det Hvide Hus ønskede, at balancen skulle være i israelsk favør. Før og under besøget blev det udlagt som, at "Obama forsøger at genskabe forbindelsen til den israelske befolkning". En forbindelse, der ifølge kommentatorerne blev mistet eller alvorligt skadet allerede i begyndelsen af hans første præsidentperiode med "Cairo-talen", der dengang rakte ud til verdens muslimske befolkninger, som talen torsdag rakte ud direkte til den israelske, jødiske befolkning. Skepsisen blandt israelerne blev øget, da Obama i fire år bevidst synes at have undgået at skulle aflægge besøg i Israel.

Retfærdighed og red

Det var den ene side af besøget. Torsdag eftermiddag viste Obama den anden side af sit besøg. Efter at han havde omsluttet israelerne med grænseløs kærlighed og forsikret om USAs urokkelige og evige støtte. Efter at have ladet israelerne demonstrere deres nye militære stolthed, det dyre raketforsvar "Jernkuplen" – i høj grad betalt af amerikanske skatteydere via USAs donationer og efter at have udtrykt sin store beundring for israelsk kultur, videnskabelige landvindinger og levedygtigheden af et demokrati under pres fra overhængende trusler af næsten enhver art.

Da det var gjort, havde Obama torsdag budskabet til de israelske studenter på tilhørerpladserne, men tiltænkt hele den israelske befolkning - måske også indflydelsesrige jødiske grupper uden for Israel og især unge med evne til at se ud over fortidens konflikter, at han som deres "bedste ven" ville tale alvor med dem.

"Fred er mulig", undertrykkelse af palæstinenserne er ikke "fair", og et palæstinensisk barn har lige så stor "ret" til sin egen stat, som israelernes egne børn har det. Det var et forsøg på at skære gennem alle argumenterne og modargumenterne og tale om fred som et spørgsmål om moral, retfærdighed og menneskelig samvittighed.

I den forstand er det ligegyldigt om en tostats-løsning med palæstinenserne er "forbundet" med regionens øvrige konflikter og vil hjælpe til med at løse dem eller ej. Det handler heller ikke om at lede efter modpartens fejl og mangler og bore i en enhver uvilje til at give indrømmelser. Det handler heller ikke om at "vinde" den diplomatiske og sikkerhedsmæssige kamp og lade "taberne" føle nederlagets bitterhed.

Obamas kernebudskab var, at det ikke drejer sig om strategiske kalkuler om, hvorvidt fred er nødvendig, og om det i størst mulig grad vil sikre de politiske mål. Det handler om sikkerhed, javist, sikkerhed for ens fortsatte eksistens, og Obama understregede igen og igen sin forståelse for det spørgsmåls enorme betydning grundfæstet i den israelske og jødiske historie. Men han sagde også, at fred er den bedste garanti for sikkerhed og fred.

"… Og med teknologiens fremmarch går den eneste sikre vej for at beskytte det israelske folk gennem fraværet af krig – fordi ingen mur er høj nok, og ingen Jernkuppel er stærk nok til at forhindre enhver fjende fra at gøre en fortræd," sagde Obama i talen torsdag.

Israel som regional drivkraft

Men først og fremmest handler Obamas budskab om, at fred er det rigtige. At ville freden og friheden.

Han fremhævede, at han selv har rødder i en befolkning, der oplevede slaveri og ufrihed, og han henviste til, at det jødiske folk har deres tragiske historie at forholde sig til. Han erklærede sin tro på, at fred og frihed er det ønske, der samler menneskene på tværs af deres forskelle, og han opfordrede både israelere, palæstinensere og arabere i øvrigt til at se på mulighederne og ud over de historiske modsætninger og deres egne lederes politiske manøvrer.

"Noget af det mest ironiske ved, hvad der sker i regionen som sådan, er, at meget af det, som folk længes så inderligt efter – uddannelse og foretagsomhed, muligheden for at kunne opbygge en forretning uden at betale bestikkelse, at kunne skabe forbindelse til verdensøkonomien – kan findes i Israel. Det burde være et centrum for blomstrende regional handel og en motor for muligheder. Og det er allerede et center for nyskabelser, der hjælper til med at styrke verdensøkonomien. Jeg tror på, at al det potentiale for fremgang og velstand kan forstærkes sammen med større sikkerhed og en vedvarende fred," sagde Obama til israelerne.

Det var en tilføjelse til talen med den konkrete værdi at forbinde Obamas ønsker til det ønske og håb om en bedre tilværelse for sig selv og sine, der først og fremmest driver politik, politikere og befolkninger. Resten var et rent fredsbudskab fremsat med så storladne vendinger, at det næsten gør det symbolsk, at Obama i går afsluttede sit besøg i Fødselskirken i Betlehem.

"Når man gør det op, var det den stærkeste tale, som en amerikansk præsident nogensinde har leveret i Israel omkring fredsprocessen, den mest personlige erklæring om engagement i den," konstaterede CNNs analytiker David Rothkopf.

Samtidig konstaterede han også, ligesom en række andre kommentatorer, at man tidligere har set Obama som den retoriske mester i de helt store linjer, som man ikke mindst oplevede det med Cairo-talen. I Prag talte han derefter om visionen om en atomvåbenfri verden, mens "Obama-effekten" fortsat summede overalt, og Obama fik Nobels Fredspris på ren forventning om, hvad han kunne gøre. Siden er det blevet hverdag, og Obama har i manges øjne vist sig som en "almindelig" politiker med begrænsninger og tomme eller uopfyldte løfter. Torsdag i Jerusalem var det Obama med det store budskab om "forandring", der var tilbage på verdensscenen. Men udgangspunktet er et andet, og nu skal han først overbevise om, at han virkelig er en bannerfører for "ønsket om en bedre verden", som Rothkopf udtrykte det med et ordspil, der gør sig bedst på engelsk:

"It is, after all, easier to be a speechmaker than a peacemaker".