Man anede vel et lettelsens suk blandt EUs regeringschefer og diplomater, da det midt i december stod klart, at Boris Johnson sejrede ved valget i Storbritannien og som premierminister samlede det fornødne flertal til at trumfe sine Brexit-planer igennem.
Nok eliminerede valgets resultat den sidste mikroskopiske chance for, at en ny afstemning om Brexit ville blive afholdt. Nok betød valgsejren, at der var solid opbakning til den konfrontatoriske kurs, som har været modus operandi under Boris Johnson, men trætheden havde sat ind i Bruxelles: Der var brug for en afslutning på det politiske mareridt, Brexit havde udgjort i tre et halvt år.