Analyse: Man har en våbenhvile, til man får en ny

Amerikanerne havde ikke høje forventninger til den våbenhvile for Syrien, som USA og Rusland indgik 9. september. Både Det Hvide Hus og Pentagon gjorde det klart, at de denne gang ville se det, før de troede det: De hidtidige våbenhviler med russerne i Syrien er endt i fiasko.

Foto: ABDALRHMAN ISMAIL

Men at det skulle gå så grueligt galt havde næppe nogen forestillet sig.

Det hasteindkaldte møde søndag aften i FNs Sikkerhedsråd blev i hvert fald et af de mest dramatiske i rådets historie. Her skulle man på initiativ af USA, Frankrig og Storbritannien diskutere den desperate situation i Aleppo, hvor hundredtusinder af civile er fanget i bomberegnen fra syriske og russiske fly.

USAs FN-ambassadør, Samantha Power, droppede de diplomatiske omsvøb. Hun stemplede Ruslands optræden som »barbari«. Og hun belagde sine ord med en flere minutter lang, følelsesladet beretning om en femårig syrisk pige, der fredag blev reddet ud af ruindyngerne i det østlige Aleppo.

Men havde Power håbet på, at Ruslands FN-ambassadør, Vitalij Tjurkin, ville få en klump i halsen, håbede hun forgæves.

For han var udvandret forinden. Lige som hun heller ikke var til stede under hans tale. Kort sagt: Ingen kan være i tvivl om, at USA og Rusland har fået nok af hinanden.

For Vesten står det nu som en gåde, at russerne brugte måneder på at overtale amerikanerne til en våbenhvile, når de alligevel ikke havde tænkt sig at holde den.

Amerikanerne var i lang tid afvisende: De vidste, at våbenhvilen skulle bruges til at bevise for verden, at russerne og amerikanerne er ligeværdige stormagter, og de vidste, at russerne sandsynligvis ville bruge våbenhvilen til at ruste sig til fornyet kamp. Til sidst gav de efter for russisk pres, for når Rusland så gerne ville, så måtte man da forsøge det igen.

Så hvad var formålet med at give den som fredsdue, når man alligevel få uger efter forvandlede sig til høg?

Ja, hvorfor bombede Rusland nødhjælpskonvojen fra FN og syrisk Røde Kors, der skulle bringe forsyninger frem til de sultende og belejrede indbyggere i Aleppo? I henhold til våbenhvilen havde både Rusland og Syrien accepteret konvojen, der fulgte den angivne rute minutiøst.

Russerne benægter selvfølgelig, at de bombede den. Ligesom de benægter, at de bomber civile i Aleppo og sværger, at det kun går ud over Islamisk Stat og andre terrorister. Luftfotos viser imidlertid noget andet:

De viser ifølge det britiske dagblad The Guardian, at to russiske Sukhoi SU-24-fly befandt sig over konvojen på det tidspunkt, hvor den blev ramt. Og fotos viser, at hele beboelseskvarterer i Aleppo er blevet omdannet til rygende ruindynger. Flere hundrede civile skal være omkommet, herunder snesevis af børn.

På radiostationen Ekko Moskva opregnede den systemkritiske kommentator Julia Latynina i lørdags mulige årsager til den russiske fremfærd.

En mulighed er, at Rusland bombede konvojen som hævn for, at USA og dets allierede ugen forinden havde bombet Assads regeringsstyrker. Ganske vist erkendte USA sin brøde og undskyldte sig med, at man havde troet, at det var styrker fra Islamisk Stat. Ifølge Latynina er det dog meget sandsynligt, at Rusland simpelthen holder det for umuligt, at der var tale om en fejl og ikke en bevidst ydmygelse af Rusland. Derfor besluttede Rusland sig for at gøre gengæld. En anden mulighed er, skriver hun, at bombningen af konvojen skete ved en fejltagelse; fuldstændig som i amerikanernes tilfælde. Men i så fald ville russerne stå sig ved at indrømme det ligesom amerikanerne, i stedet for at forsøge at lyve sig fra det. Det får kun Vesten til at tro, at det var med vilje. En tredje mulighed er, at Assad og hans kumpaner simpelthen bestak nogen i det russiske luftvåben til at bombe konvojen; eftersom Assad overhovedet ikke har interesse i en våbenhvile, som kun udskyder hans befæstelse af magten. Heller ikke dette kan udelukkes.

Tilbage står, at uanset om russerne gerne havde set, at våbenhvilen holdt lidt længere eller ej, så var den dømt til at falde. For Rusland ønsker kontrol med Aleppo for at sikre Assad et sammenhængende rige, der kan forsvares militært. Og russerne har aldrig været tættere på målet end nu, hvor de har taget Erdogan til nåde og brudt forsyningslinjerne mellem Tyrkiet og oprørerne i Aleppo.

Tilbage står også, at russerne ved, at de nok skal få amerikanerne med på en våbenhvile igen. For halvdøde børn i ruiner på vestlige TV-skærme bliver vestlige statsledere nødt til at handle på.

Dygtigt sørger Rusland desuden for altid at give Vesten et alibi for et nyt forsøg på våbenhvile. Som nu i går, da det ifølge Reuters for første gang i seks måneder pludselig lod sig gøre for Røde Kors at levere nødhjælp til 60.000 mennesker i fire belejrede byer i Syrien: de oprørskontrollerede byer Madaya og Zabadani ved Damaskus og de regeringskontrollerede byer Foah og Kefraya i Idlib-provinsen. Ikke til Aleppo, men alligevel. Det kan man roligt betragte som Ruslands forsøg på at komme tilbage i det gode internationale selskab.