Analyse: Löfven snublede i indvandring og egne fejl

Valget den 22. marts bliver et valg for eller imod Sverigedemokraterna, som står som den eneste vinder, efter at statsminister Stefan Löfven onsdag kastede håndklædet i ringen. En kommende regering har to muligheder. Enten et brud med blokpolitikken eller et samarbejde med dem, som ingen vil lege med. Begge dele vil være historisk.

Foto: PONTUS LUNDAHL
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Stefan Löfven kan blive den kortest siddende statsminister i svensk historie.

Hans projekt så parlamentarisk næsten håbløst ud fra begyndelsen, og han har ikke selv i de to måneder, der er gået, gjort noget for at fjerne de mange snubletråde, der var spændt ud foran ham.

Set fra en dansk synsvinkel er det svært at forstå, at Stefan Löfven ikke forsøgte at inddrage Sverigedemokraterna bare en smule i forhandlingerne om finansloven.

At man ikke kunne have afmonteret truslen og hegnet nogle områder ind, hvor partiets medvirken var acceptabel og samtidig sørget for, at de ikke kunne dyrke deres martyrium som pariaer i svensk politik.

Men det var tilsyneladende umuligt efter en valgkamp, hvor syv partier gjorde en dyd ud af at holde SD-leder Jimmie Åkesson ud i strakt arm og forklare vælgerne, hvor racistisk og ubehageligt et parti Sverigedemokraterna er.

Efter valget og SDs fremgang er den svenske debat om muligt blevet endnu mere polariseret, så der i dag stort set ikke findes holdninger mellem fri indvandring og Sverigedemokraterna.

Alle, der vover sig ind på en mellemposition, får hurtigt et stempel som racist hæftet på sig. Efter Sverigedemokraternas valgsejr udkom Expressen med en forside i sort og Aftonbladet skrev, at 87 procent jo ikke havde stemt på partiet.

Uanset hvad der kommer ud af det valg, som skal afholdes den 22. marts, så har Sverigedemokraterna vundet.

Ledelsen i partiet meddelte tirsdag, at man vil vælte enhver svensk regering, som ikke gennemfører en mere restriktiv indvandrerpolitik.

Et nyvalg vil efter alt at dømme ikke ændre meget i forhold til mandatfordelingen i Riksdagen og Sverigedemokraternas rolle som tungen på vægtskålen. Det vil i givet fald kræve, at syv procent af vælgerne skifter blok, og det ser man sjældent i en valgkamp.

Daværende statsminister Fredrik Reinfeldt holdt i valgkampens begyndelse sin berømte vi-skal-åbne-vore-hjerter tale, og Löfven lagde sig med stor patos tæt op ad Vänstrepartiet og Miljöpartiet i sin afvisning af, at der var behov for stramninger af udlændingepolitikken.

Havde de spurgt den tidligere danske statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S), om man får noget ud af at stemple andre partier som »ikke stuerene« kunne han måske have fortalt dem, at det er den ultimative opskrift på at skabe en stærk indigneret modstander med folkelig opbakning.

I dag står Sverigedemokraterna som martyrer, som ingen vil lege med trods udefra set overskuelige ønsker om at sætte en bremse på en stærkt stigende indvandring af asylsøgere til Sverige.

For knap en måned siden opgraderede det svenske Migrationsverket skønnet over, hvor mange flygtninge der kommer til Sverige i 2015. Antallet hæves fra mellem 64.000 og 94.000 til mellem 80.000 og 105.000.

I forvejen belaster de mange asylsøgere de offentlige budgetter i Sverige voldsomt. Alene de direkte udgifter til modtagelse af asylansøgerne vil udgøre 48 milliarder svenske kroner over de næste fire år. Med den nye skøn skal der lægges yderligere milliarder til.

En række kommuner er i oprør og meddeler, at de er ved at segne under presset fra asylsøgere.

Den store majoritet i Sveriges Riksdag svarer igen på to måder.

Den ene er den humanistiske: Sverige kan ikke lukke døren for den største flygtningestrøm siden Anden Verdenskrig.

Den anden er den økonomiske: Det er på længere sigt en investering, fordi flygtningene om nogle år vil bidrage til det svenske samfund.

Problemet er, at der er stadig færre, der abonnerer på de to argumenter. Og blandt meningsdannere og iagttagere er der en begyndende forståelse for, at Sverige bliver nødt til at tage fat på diskussionen og formulere en indvandrerpolitik, som der er større folkelig konsensus om.

Statsminister Stefan Löfven måtte onsdag først og fremmest strække våben, fordi han ikke evnede at manøvrere i den komplicerede svenske Riksdag.

Det er åbenlyst, at den tidligere forbundsformand, som blev statsminister uden parlamentarisk erfaring, manglede politisk brutalitet og evne til at skabe alliancer.

Han satte sin lid til, at han kunne forhandle sig til rette om alt, ligesom når man sætter sig ned med arbejdsgiverne på den anden side af bordet og pinedød skal nå en overenskomst, inden solen står op.

I politik har begge parter ikke altid interesse i at blive enige, oftest er interessen i at udstille modstanderens svagheder, tilføje nederlag og trække forskellene klart op langt større.

Reinfeldts afvisning af at regere med stemmer fra SD førte til den usædvanlige situation, at en venstreminoritet skulle forsøge at regere over en højremajoritet. Og det kan man ikke.

Derfor bebudede Stefan Löfven allerede i valgkampen et opgør med blokpolitikken, som i årtier har været reglen i svensk politik. Men da det kom til stykket, var partierne i den tidligere borgerlige regering ikke interesserede i at bryde deres blok og samarbejde med Socialdemokraterna og Miljöpartiet.

Hvorfor skulle de hjælpe regeringen ud af deres besværligheder og afværge et ventende nederlag?

Heller ikke da det viste sig, at det nu er Sverigedemokraterna, som svinger taktstokken i svensk politik, bed de borgerlige partier til bolle. Tværtimod. Som, de gjorde under hele valgkampen og i regeringen under Reinfeldts ledelse, holdt Moderaterna, Folkpartiet, Centerpartiet og Kristdemokraterna sammen i en stærk alliance, da den nye regering forsøgte at slå kiler ind imellem dem.

Begge fløje viste sig på grund af valgkampen ubøjelige i forhold til den økonomiske politik. Og Socialdemokraternes budgetudspil med store skatteforhøjelser, højere offentlige udgifter, og forhøjelse af understøttelsen til ledige har været uspiselige for den borgerlige alliance.

Begge fløje vil forsøge at få valgkampen til at handle om økonomi og velfærd. Men nedenunder ligger indvandrerpolitikken og et for eller imod Sverigedemokraterna.

Ligeså naivt som det var at tro på, at de politiske forhandlinger kunne løse alt, lige så optimistisk var det at stole på, at Sverigedemokraterna ville følge den praksis, der hidtil har været i Riksdagen, hvor man stemmer for sit eget budget og undlader at stemme for andres.

Sverigedemokraterna meddelte onsdag til regeringens store fortrydelse og hånende protester, at de vil stemme for den borgerlige alliances budget i stedet for deres eget.

Dermed var Löfven er færdig mand.