Analyse: Kunsten at tøjle en diktator

Sat på spidsen er de vestlige regeringer med deres langmodighed med præsident Musharraf selv skyld i det kaos, der nu hærger i Pakistan. Problemet er, at det kan være svært at få øje på Vestens andre muligheder.

Omsider var der et lille lys for enden af den lange og meget sorte tunnel: Pakistans præsident havde udskrevet valg til den 8. januar, og med den tidligere premierminister, Benazir Bhutto, som sikker vinder var der langt om længe udsigt til et mere stabilt og demokratisk Pakistan.

Men med et tryk på udløseren sprængte en selvmordsterrorist i den forløbne uge de vestlige regeringers håb i stumper og stykker. Benazir Bhutto er ikke mere. Tilbage er tømmermændene over, at Vesten i de seneste otte år har allieret sig med præsident Pervez Musharraf, som nu synes endnu mere isoleret og upopulær blandt sine landsmænd.

Det kan indvendes, at det har været naivt at satse så voldsomt på Benazir Bhutto som demokratiets redningskvinde. Som tidligere premierminister i to omgange har hun haft chancen, og som andre folkevalgte ledere i Pakistan slap hun ikke heldigt fra opgaven. Korruption, nepotisme og elendig regeringsførelse, og det var faktisk også under Benazir Bhutto, at Pakistan i første halvdel af 1990erne støttede den islamiske Taleban-milits’ erobring af nabolandet Afghanistan.

Dertil kommer, at Benazir Bhutto havde argumenteret for at lade USA bombe de pakistanske islamister – inklusive Taleban og al-Qaeda – i det vestlige Pakistan. Når nu den pakistanske hær under Musharrafs ledelse ikke selv kunne klare jobbet. Tanken om amerikanske bombetogter mod demokratiets fjender i Pakistan lyder besnærende. Problemet er de anti-vestlige stemninger i Pakistan så for alvor ville brede sig i befolkningen.

DET ER således ikke kun landets islamister, der hader Vesten og især USA. Pakistans sekulære middel- og overklasse er også stærkt skuffede over, at vestlige regeringer har holdt hånden over præsident Musharraf i nu otte år – siden han som hærchef i 1999 væltede Pakistans daværende folkevalgte regering. På den måde minder de folkelige reaktioner om den vrede, der er vendt mod Vesten i de arabiske lande, hvor vestlige regeringer også er allierede med mere eller mindre brutale regimer.

Vestens ledere afviser naturligvis, at de har været for langmodige med Musharraf, der kuppede sig til magten for at indføre et ægte demokrati i Pakistan, men som aldrig har leveret varen (aldrig har kunnet levere varen på grund de særlige omstændigheder i det land, der siden sin fødsel for 60 år siden har været hærget af politiske kriser).

Men sandheden er, at Vesten har givet Musharraf en ekstra lang snor – og USA to-cifrede milliard beløb i økonomisk støtte, fordi han er blevet anset som det mindst ringe af flere onder. Fordi han har erklæret sig som partner i den globale kamp mod islamisk fundamentalisme og terror. Og fordi Musharraf har været militærets øverstkommanderende i et muslimsk land med en farlig cocktail af militante islamister og atomvåben.

I DET LYS er Vestens flirt med kupmageren Musharraf måske i realpolitiske termer forståelig nok. I hvert fald på kort sigt. Problemet er, at flirten er blevet længerevarende end beregnet, og det har givet Pakistans islamister blod på tanden og vind i sejlene. Eneste trøst er, at Pakistans islamister ikke har kunnet mobilisere egnetlige massebevægelser som Hamas blandt palæstinenserne og Hizbollah i Libanon. Men det kan være det lykkes, for tiden arbejder for de yderligtgående pakistanske muslimer. Og ikke mindst derfor er Vesten i vildrede over deres alliance med Musharraf nu, hvor Benazir Bhutto ikke længere er et håb.