Analyse: Kampen om 67 stemmer

Demokraterne kan kun tvinge præsident Bush til at afslutte krigen i Irak, hvis de får støtte fra flere republikanere. Endnu har de formentlig ikke vundet nok over på deres side. Men de kommer tættere og tættere på.

I 2003, kort før invasionen af Irak satte USAs daværende udenrigsminister, Colin Powell, sig ned foran præsident George W. Bush og forsøgte i to en halv time at overbevise sin chef om, at det ville være dumt at gå ind i Irak.

»Jeg forsøgte at undgå krigen. Jeg forklarede ham om alle konsekvenserne ved at gå ind i et arabisk land og blive dets besættere,« sagde Powell tidligere på ugen.

Dengang var Bush-administrationen tavs om konsekvenserne, selv om det nu er kommet frem, at den i detaljer var bekendt med, hvor galt det kunne og formentlig ville gå. Men i dag over fire år og 75.000 døde irakere og amerikanere senere og uden udsigt til forbedringer kender alle konsekvenserne. Flere end nogensinde ville da ogsåønske sig, at Colin Powell havde været mere overbevisende over for Bush. At han havde brugt mere tid på at undgå krig i stedet for at møde op i FN og fremlægge den måske mest overbevisende salgstale for krigen overhovedet. Men Powell var den loyale soldat, der gjorde, som han fik besked på, og amerikanerne lod sig besnære.

DET GØR DE ikke længere. Ifølge en ny Gallup-måling mener 62 procent af dem, at det var forkert at invadere Irak, og syv ud af ti vil have tropperne hjem inden april næste år. De får en ny chance for at få opfyldt ønsket, når Demokraterne fra denne uge og frem til sommerferien i august endnu engang vil prøve at tvinge en tilbagetrækning af tropperne igennem. Det lykkes næppe. De vil formentlig få flertal for en god del af deres krav, og de vil formentlig kunne sende et samlet lovforslag til Det Hvide Hus, der taler for en afslutning på krigen. Men akkurat som i marts, da Demokraterne første gang for alvor udfordrede præsidentens Irak-politik, har de i skrivende stund ikke nok stemmer til at overvinde et veto fra George W. Bush. Det kræver 67 ud af 100 stemmer i Senatet, og Demokraterne kan kun være absolut sikre på deres egne 49 samt to-tre republikanere. Desuden skal de have to tredjedels flertal i Kongressens andet kammer, Repræsentanternes Hus, men udfordringen er først og fremmest Senatet.

NÅR DER ALLIGEVEL er grund til at tage forbehold, skyldes det uroen blandt republikanske senatorer. Et par håndfulde af dem har offentligt undsagt den nuværende strategi i Irak og kræver en plan for, hvordan krigen kan afsluttes på forsvarlig vis. Det drejer sig bl.a. om den højst placerede republikaner i Senatets udenrigsudvalg, Richard Lugar, der har stor indflydelse. Indtil videre nøjes han og de fleste kritiske partifæller med at snakke, men skal de tages alvorligt, vil de før eller siden være nødt til at sætte handling bag ordene. Det ved Demokraterne, og de ser en mulighed for at få deres støtte allerede nu, hvor vurderingen ellers har været, at det tidligst kunne ske til september. »Alle har snakket om september, men juli kan meget vel blive september i år,« som en demokratisk strateg formulerer det.

Midt i september afleverer USAs to øverstkommanderende i Irak, general David Petreaus for den militære del og ambassadør Ryan Crocker for den civile, en rapport om forholdene i landet efter et halvt års militær optrapning. Den rapport har alle set som en skillelinie for, om Republikanerne forsat vil støtte præsidentens strategi. Men i takt med, at det står mere og mere klart, at irakerne hverken nu eller til september kan opfylde de mål, som Kongressen og præsidenten stillede til dem forud for den militære optrapning, har Demokraterne i stedet rettet blikket mod en midtvejsrapport, som Bush skal aflevere til Kongressen på fredag. I deres øjne vil den alligevel fortælle alt, hvad der også vil stå i september-rapporten, med mindre der sker mirakler i Irak i løbet af sommeren.

DEN CENTRALE PRØVE i de kommende uger bliver med andre ord, om Demokraterne kan lokke tilstrækkeligt mange republikanere til at stemme for deres lovforslag og dermed få et veto-sikret flertal. Demokraterne vil i det mindste forsøge om ikke andet så for at udstille de republikanere, der siger et, men gør noget andet. Alene den trussel kan imidlertid også få politikere, der er på genvalg næste år til at tænke sig om en ekstra gang. Et flertal på 67 stemmer bag en kursændring kan med andre ord ikke udelukkes. Men som den nykonservative redaktør af magasinet The Weekly Standard, Bill Kristol, påpeger, vil præsidenten formentlig holde stand en tid endnu.

»Det her nonsens vil fordufte, Kongressen vil gå på ferie, og Petreaus vil få en chance for at fortsætte med at skabe resultater og præsidenten og hans allierede vil få en chance til at genvinde politisk grund herhjemme,« skriver han.

NU HAR DE nykonservative tidligere taget fejl i Irak-spørgsmål. De har faktisk ikke gjort andet. Lige fra at krigen ville sprede demokrati til hele Mellemøsten, til at den militære optrapning ville skabe ro omkring den politiske forsoningsproces blandt irakerne. For ikke at tale om masseødelæggelsesvåben. Men Bill Kristol kan meget vel få ret i, at også denne runde i Senatet vil ende med et veto, som Demokraterne ikke kan slå til jorden. Derimod tager han efter alt at dømme fejl i sin forudsigelse om, at alt derefter bliver bedre i Irak, og at Bush vil genvinde, hvad han har tabt blandt sine republikanere. Det er en eklatant fejllæsning af tidens gang i Washington og resten af Amerika. De politiske manøvrer er et udtryk for, at slutspillet om Irak-krigen er i gang. Spillet kan tage kortere eller længere tid, men uret tikker. De amerikanske vælgere er ikke længere uvidende om konsekvenserne af invasionen. I deres øjne skulle krigen aldrig være begyndt, og derfor er der ingen grund til at trække den yderligere i langdrag. Det signal er også nået frem til det republikanske parti, og de seneste dages krisemøder i Det Hvide Hus er et uomgængeligt tegn på, at præsidentens mænd er nervøse. De forstår, at deres flertal er ved at smuldre, og deres handlemuligheder ved at være udtømte.