Analyse: Kampen mod én mands stædighed

En lille gruppe af venligtsindede reportere og bloggere mødtes fredag eftermiddag med præsident George W. Bush til en snak om Irak-krigen. De gik derfra med en overbevisning om, at trods al snak i Kongressen, så agter præsidenten ikke at lade sig tvinge til noget som helst.

Amerikanske soldater under patrulje i Emerli nær den olierige by Kirkuk, efter endnu et angreb i området. Foto: Joe Krauss/AFP Fold sammen
Læs mere

»Glem alle lækagerne og spekulationerne. Præsident George W. Bush leder ikke efter en vej ud af den militære optrapning og Irak-krigen,« konstaterer redaktørerne Rich Lowry og Kate OBeirne fra den nykonservative blog, National Review.

De deltog begge i fredagens møde og citerer Bush for følgende:

»Denne periode er afgørende for, om denne nation vil være sikker gennem det meste af det 21. århundrede eller ej.«

Det er det afgørende i præsidentens hoved. Han ser ikke Irak som en isoleret konflikt, men som den aktuelle front i en større krig mod en islamisk ekstremisme, der truer hele den vestlige civilisation. Derfor sendte han flere tropper til Irak tidligere pååret, da stort set alle andre inklusive hans generaler anbefalede at trække soldater hjem, og derfor agter han at fortsætte sin militære optrapning, så længe Kongressen ikke tvinger ham til noget andet.

»Det er meget vigtigt for jer alle sammen at forstå, at det er nøjagtigt, hvad jeg mener,« fortalte han sine gæster ifølge National Review-redaktørerne med glød i stemmen.

Præsident Bush agter ikke at ændre kurs. For hans efterhånden få tilbageværende støtter er det et tegn på styrke. For andre et tegn på uansvarlighed.

»Han kører med fuld fart frem mod muren. Men bilen er ikke hans,« lyder det fra den konservative, men kritiske kommentator på magasinet The Atlantic, Andrew Sullivan.

LIGEGYLDIGT HVILKET SYN folk må have på præsidentens strategi, er det denne enorme stædighed, som politikerne i den amerikanske kongres må gøre sig klart, at de skal overvinde for at gennemtvinge en ændring i kursen i Irak. Snak gør det ikke alene, og det snævre demokratiske flertal har ingen chancer for at komme igennem med sine forsøg på at vedtage deadlines for tilbagetrækninger, så længe tilpas mange republikanere ikke vil stemme sammen med dem. I denne uge var kun fire republikanere i Repræsentanternes Hus villige til at støtte et forslag om at begynde tilbagetrækningen inden for 120 dage, selv om mange af deres partifæller åbent giver udtryk for frustration over Irak-strategien. I de kommende par uger frem til Kongressens sommerferie i august vil Demokraterne prøve at få bred opbakning til alternative forslag skåret over samme læst, men de vil næppe få så bred opbakning, at de kan overvinde et eventuelt veto fra præsidenten.

Der er dog ved at ske noget interessant. Efter et halvt år med Demokraterne på bolden, forsøger en lille gruppe af skeptiske republikanere at overtage initiativet. Senatorerne Richard Lugar og John Warner har fremlagt et kompromis-forslag, der vil anbefale Bush til oktober at fremlægge en Plan B med indbygget tilbagetrækning allerede inden nytår. Ikke noget med at tvinge ham til noget og slet ikke nu. Den amerikanske øverstkommanderende i Irak, general David Petreaus, skal først aflevere sin evaluering af den militære optrapning, hvilket sker til september.

Det er i sig selv en historisk udvikling. Lugar og Warner er ikke et par almindelige menige soldater, men de to måske mest indsigtsfulde og indflydelsesrige republikanske senatorer i udenrigspolitiske og militære spørgsmål. At de udfordrer deres præsident på den måde, er endnu et tydeligt tegn på den revolte, der ulmer i partiet.

FOR DEMOKRATERNE ville det under normale omstændigheder være oplagt at støtte Lugar og Warner i håb om at få den brede opbakning imod krigen, som de søger, og samtidig så endnu mere splid mellem præsidenten og hans parti. Men Washington sommeren 2007 er ikke normal. Som New York Times påpeger, er der flere tegn på, at Demokraterne i virkeligheden er uinteresserede i et kompromis om Irak-politikken, fordi de frygter, at det vil skade dem i valgkampen, der er i fuld gang. Et af de tydeligste tegn er, at Demokraterne allerede kører benhårde TV-spots mod republikanske politikere, der har problemer i deres hjemstater som følge af netop Irak.

Men hvis Demokraterne vil fremstå som seriøse i deres forsøg på at få afsluttet krigen, vil de være under pres for at stemme sammen med Lugar og Warner. Det pres skal nok komme ikke bare fra republikanere, men også fra hovedparten af de amerikanske medier, der er yderst kritiske over for den demokratiske ledelses motiver og handlinger.

Foreløbig forbeholder den demokratiske flertalsleder i Senatet, Harry Reid, sig retten til at være skeptisk. Han roser Lugar og Warner for at turde sige til præsidenten, at tropperne ikke kan løse konflikten i Irak, og at den nuværende kurs skader amerikanske sikkerhedsinteresser:

»Men de har stor tillid til, at præsidenten frivilligt vil skifte kurs og frivilligt begynde at reducere antallet af amerikanske kamptropper i Irak. Desværre er jeg ikke lige så overbevist.«

Det er præsidentens venner fra mødet i fredags heller ikke.