Analyse: Hvordan kommer vi med i Europol?

Anna Libak. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det kræver gode jurister at sige ja til noget, man lige har sagt nej til. Så dem har Christiansborg hårdt brug for i denne tid, hvor der arbejdes på at fastholde Danmark i Europol.

For er der én ting, både politikere og befolkning hele tiden har været enige om, både før og efter afstemningen, så er det, at fælles politiarbejde i EU er sagen.

Paradokset skyldes selvfølgelig, at befolkningen ikke stemte om Europol, selv om det ellers var det, afstemningen populært sagt handlede om.

Nej, den forholdt sig til, at afstemningen var tilrettelagt, så vælgerne rent teknisk stemte om hele retsforbeholdet. Herunder EUs asyl- og indvandringspolitik, som et flertal af danskere selv vil bestemme over.

Og selv om ja-partierne højtideligt lovede en ny vejledende folkeafstemning, før de tilsluttede sig EU-lovgivning på det område – så stemte et flertal for en sikkerheds skyld nej.

Af flere grunde. Nogle hæftede sig ved, at løftet om en folkeafstemning kun er skrevet ind i tiltrædelseslovens bemærkninger og ikke i selve lovteksten. Det gjorde det mindre retsligt bindende. Sagde nogle eksperter. Andre sagde noget andet.

Andre hæftede sig ved, at tiltrædelsesloven under alle omstændigheder bare ændres af et folketingsflertal i fremtiden. Sagde nogle eksperter. Andre sagde noget andet.

Spørgsmålet er så, hvad vi gør nu. Der er dem, der som Liberal Alliance mener, at vi skal holde en ny folkeafstemning. Men denne gang skal vi kun stemme om Europol. Samt måske en håndfuld retsakter oveni, men absolut ikke hele 22 som ved denne afstemning. Desuden skal det lovfæstes, at vi kun overdrager suverænitet til EU på de områder, vi stemmer ja til.

Det lyder tillokkende. Men blandt eksperterne – surprise! – er der ikke enighed om det kan lade sig gøre. For mens professorerne Peter Pagh og Palle Svensson argumenterer for, at det kan man godt, så insisterer selve de embedsmænd, som har forhandlet Danmarks mulighed for en tilvalgsordning på retsområdet i EU – protokol nr. 22 til Lissabon-traktaten – på, at det kan man ikke.

Per Lachmann og Poul Skytte Christoffersen hævder, at Danmark kun kan deltage overstatsligt i EU-institutioner på retsområdet – i dette tilfælde Europol, hvis vi indledningsvist overdrager hele suveræniteten på retsområdet til EU.

Hvis de har ret, vil en ny afstemning om Europol altså blive en gentagelse af den foregående. Vi overdrager hele suveræniteten. Og det hjælper ikke, at Liberal Alliance foreslår, at man denne gang skal skrive ind i selve lovteksten i tiltrædelsesloven – i stedet for blot i bemærkningerne – at der skal en spritny folkeafstemning til for at tilslutte sig alt andet end det, vælgerne er blevet spurgt om. For tiltrædelsesloven er stadig bare en lov, der kan omgøres af et nyt folketingsflertal. Siger nogle eksperter som sagt. Andre siger noget andet.

Og vælgerne skal nok nå at opdage, hvordan landet ligger, før de sætter deres kryds næste gang, for de er efterhånden selv blevet juridiske eksperter i EU-ret og dansk suverænitetsafgivelse.

Så før Per Lachmann og Poul Skytte Christoffersen skifter mening, og før Dansk Folkeparti tager på sig at sige god for en ny folkeafstemningsmodel, skal man nok ikke sætte næsen op efter et ja.

Ergo må vi have en parallelaftale. Den betyder, at vi tilslutter os Europol på mellemstatsligt niveau og ikke har indflydelse på udformningen af politisamarbejdet. Vi overtager en pakkeløsning. Det overlever vi nok som et lille land, hvis indflydelse i forvejen var begrænset – og de fleste vil nok mene, at det under alle omstændigheder er prisen værd, hvis vi kan bevare den nationale kontrol med asyl- og indvandringspolitikken.

Det er imidlertid ikke spor sikkert, at vi kan det. For det er et åbent spørgsmål, hvad der nu sker med EUs politik på asyl- og indvandringsområdet, som er grunden til, at vi stemte nej.

Sagen er, at den såkaldte Dublin-forordning er under revision. Det er den forordning, der giver os mulighed for at sende asylansøgere tilbage til det første ankomstland i EU – hvilket i rigtigt mange tilfælde vil sige til Grækenland og Italien.

Imidlertid kommer der så mange asylansøgere for tiden, at systemet delvist er sat ud af kraft. Der er afsagt domme ved Menneskerettighedsdomstolen, som siger, at man ikke bare må sende asylansøgere tilbage til netop Grækenland og Italien, fordi asylansøgerne ikke får en ordentlig behandling.

Altså sidder EU nu og overvejer, hvordan man kan lave et system, der sikrer en mere solidarisk fordeling af asylansøgere samtidig med, at man styrker den ydre grænsekontrol. Helst vil EU-kommissionen lave obligatoriske kvoter, hvor asylansøgerne fordeles ud fra en fordelingsnøgle – hvor rige medlemsstaterne er, hvor mange asylansøgere, de har i forvejen, osv.

Sådan et omfattende fælles obligatorisk asylsystem må siges at være no-go for Danmark, når vi netop har stemt nej for at undgå at blive bundet af en fælles asyl- og indvandrerpolitik.

Og hvis vi havde stemt ja ved folkeafstemningen, kunne vi uden problemer været forblevet i det hidtidige Dublin og have undladt at tilvælge det nye udvidede Dublin. Men fordi vi fremover stadig deltager i Dublin via en parallelaftale, er vi tvunget til at acceptere nye vidtgående retsakter eller alternativt at træde helt ud af Dublin-forordningen. Det sidste er risky business.

For så vil enhver asylansøger vide, at hvis han kan kæmpe sig til Danmark, kan han næsten med garanti få lov at blive. Det var just derfor, Lars Løkke advarede om, at Danmark kunne blive en flygtningemagnet ved et nej.

Det paradoksale er altså, at vi ved at sige nej meget muligt havner i den situation, at vi får meget mere EU, end vi havde fået med en tilvalgsordning: fordi vi er nødt til at forhandle os til parallelaftaler, hvor man enten skal tage det hele eller stå helt udenfor. Og det er alle eksperter faktisk enige om.