Analyse: Her er argumenterne, der taler for og imod en græsk aftale

Det lykkedes heller ikke torsdag for Grækenland at blive enig med eurolandene om reformer, der kan forlænge sikkerhedsnettet under landet. Forhandlingerne fortsætter fredag, inden eurogruppens finansministre mødes lørdag for at få en aftale på plads. Tysklands kansler, Angela Merkel, siger, at en aftale skal på plads senest søndag. Berlingske kigger her på, hvad der taler for og imod.

Den irske premierminister Enda Kenny (tv.) sammen med Grækenlands premierminister, Alexis Tsipras, som ved topmødet torsdag fortsat kæmpede for en aftale med EU. Foto: John Thys Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det taler for en aftale

1. Grækenland står foran økonomisk kollaps

Såvel den græske statskasse som de græske banker risikerer kollaps uden en aftale, og det kan også blive enden på Alexis Tsipras’ tid som premierminister. Eurolandenes sikkerhedsnet under Grækenland udløber nemlig den 30. juni, og dermed forsvinder Grækenlands chance for at få adgang til de sidste 54 milliarder kroner i hjælpeprogrammerne fra eurolandene og Den Internationale Valutafond (IMF) også. Og uden de penge kan den græske regering ifølge eget udsagn ikke betale 11,5 milliarder kroner tilbage til IMF ved udgangen af juni – og måske heller ikke offentlige lønninger og pensioner. Lige så vigtigt er det, at de græske banker lever af nødfinansiering fra den græske centralbank, som Den Europæiske Centralbank (ECB) skal godkende. Loftet for denne nødfinansiering er allerede løftet flere gange den seneste uge, og uden en aftale er det uvist, om ECB fortsat vil holde liv i de græske banker. Alexis Tsipras har i det seneste græske forslag givet sig betydeligt omkring bl.a. tiltag mod tidlig pension, og nogle af de foreslåede reformer er stik imod valgløfterne. Det tyder på, at han ikke ser andre muligheder end en aftale.

2. Eurolandene vil holde sammen på euroen

I eurolandene vil man grundlæggende meget gerne beholde Grækenland i euroen, selv om man officielt nu siger, at det ikke er for enhver pris.

Det skyldes ikke mindst, at euroen er prestigeprojektet over alle andre, når det kommer til europæisk integration, og det vil være et kæmpe nederlag for ideen om europæisk integration og sammenhængskraften i Europa, hvis først et land forlader euroen.

Tysklands kansler, Angela Merkel, vil ikke være kansleren, som efter seks årtiers konstant styrkelse af det europæiske samarbejde bliver den, der sætter det europæiske projekt i bakgear. Og det samme gælder Frankrigs præsident, François Hollande.

Endelig er det usikkert, hvordan finansmarkederne vil reagere. I eurolandene mener man, at man nu er meget bedre klar til at håndtere et eventuelt græsk exit end for fem år siden. Det er også rigtigt, men reelt kender ingen det endelige svar på, hvad der vil ske.

3. Kreditorer vil gerne have deres penge igen

Nok så vigtigt er det, at eurolandene og IMF har lånt Grækenland rigtig mange penge. Den samlede låneramme er på 1.790 milliarder kroner i de to hjælpeprogrammer, hvor alle pengene dog ikke er udbetalt endnu. Skulle Grækenland forlade euroen, vil der blive tale om en enorm devaluering, og Grækenland ville dermed komme til at skylde kreditorerne endnu flere milliarder. I praksis vil det være umuligt for Grækenland nogensinde at betale gælden tilbage efter et euro-exit.

Alene Tyskland har lånt Grækenland flere end 450 milliarder kroner, hvilket er en stærkt medvirkende årsag til en ganske negativ indstilling i den tyske befolkning over for græske ønsker om yderligere hjælp.

 

Det taler imod en aftale

1. Tsipras får svært ved at sælge en aftale derhjemme

Alexis Tsipras er allerede under hård beskydning derhjemme for de indrømmelser, som han hidtil er gået med til, og det også internt i den stærkt venstreorienterede Syriza-alliance, hvor en betydelig gruppe af gammelkommunister står stærkt.

Det er et problem for Tsipras, at han talrige gange har tordnet mod de selv samme reformer på pensionsområdet og moms, som han nu er ved at give sig på. Netop derfor har han nogle røde linjer, som ikke kan krydses. Det gælder fx. moms på medicin og deciderede nedskæringer i de offentlige pensioner. Hvor hurtigt mulighederne for at gå tidligt på pension skal udfases er et andet stridspunkt, hvor Tsipras allerede har givet sig i forhold til tidligere udmeldinger.

Tsipras ved, at han er så tæt på at være i undertal i parlamentet, at han kæmper hårdt for at få eurolandene til at give et løfte om at diskutere en lettelse af gældsbetingelserne på et senere tidspunkt. Foreløbig dog uden held.

2. Tysk tålmodighed er sluppet op

Hvis en eventuel aftale bliver godkendt i det græske parlament, skal den også godkendes i fire andre eurolandes parlamenter, ikke mindst det tyske. Ved de forrige afstemninger om græske hjælpepakker og forlængelser af hjælpeprogrammerne har der internt i Angela Merkels konservative CDU-parti været en del modstand, om end de fleste har stemt loyalt efter Merkels anbefaling.

Hos den socialdemokratiske koalitionspartner har vicekansler Sigmar Gabriel hidtil støttet hjælpen til Grækenland, men også han er kommet med mere kritiske udtalelser på det seneste. Især når Tsipras har skældt Tyskland højlydt ud i det græske parlament.

Eurokrisen har også »født« det euro-skeptiske parti Alternative für Deutschland, som blandt andet har taget en del stemmer fra Merkels CDU. I den tyske befolkning har et flertal fået nok og har ifølge nogle meningsmålinger ikke noget imod at se Grækenland forlade euroen. Der er med andre ord grænser for, hvor lang snor Merkel kan give Grækenland, og derfor holder hun en hård tone.

3. Lagarde er låst i IMF

Den Internationale Valutafond (IMF) er den hårdeste af alle Grækenlands kreditorer, og det er også årsagen til, at Tsipras især har langet hårdt ud efter IMF. IMFs danske vicedirektør i Europa, Poul Thomsen, har været chefforhandler gennem fem års forhandlinger med Grækenland, og han er ikke en vellidt mand i Athen. Grækenland vil i bund og grund helst have IMF købt ud fra kreditorkredsen, men de andre kreditorer er glade for IMF som vagthund.

For IMF er pensionsreformer med en varig effekt et helt nødvendigt element, hvis Grækenland nogensinde skal rejse sig, og det står Valutafondens direktør, Christine Lagarde, meget hårdt fast på. Sammen med moms er det netop pensionsreformer, som især skiller parterne.

Lagarde er i høj grad presset internt i IMF til at lægge en hård linje over for Grækenland. For blandt IMFs 188 medlemslande er rigtig mange væsentlig fattigere lande end Grækenland, og de mener, at Lagarde skulle bruge mindre tid og færre ressourcer på Grækenland. Direktørens forhandlingsrum er derfor yderst begrænset, hvilket gør det vanskeligt for IMF og Grækenland at mødes.