Analyse: Frankensteins monster på irakisk vis

USAs præsident Bush er godt træt af Iraks premierminister Nuri al-Maliki og ser ham gerne udskiftet med en regeringschef, der kan levere politiske resultater. Men ligesom videnskabsmanden Frankenstein og hans monster hænger Bush på Maliki.

HVERKEN den amerikanske præsident George W. Bush eller Iraks premierminister Nuri al-Maliki kan levere den vare, som deres respektive befolkninger kræver. Samtidig er de dybt afhængige af hinanden, hvis de skal have nogen chance for politisk succes. De to herrer lider med andre ord et skæbnefællesskab.

Præsident Bush er afhængig af, at den irakiske regering gennemfører de politiske tiltag, der efter planen og forhåbentlig kan lægge en dæmper på den sekteriske vold især mellem landets shia- og sunnimuslimer.

Den irakiske premierminister er omvendt dybt afhængig af Bushs styrker. Den irakiske hær og landets politikorps er slet ikke i stand til at varetage sikkerheden alene hverken befolkningens eller regeringens sikkerhed.

Men Irak forbløder og nerverne hænger uden på tøjet, og tirsdag tilkendegav præsident Bush, at Malikis regeringsstil og mangel på politiske resultater er »frustrerende«. Den fremtrædende senator Carl Levin siger rent ud, at han håber, at det irakiske parlament vil erstatte Maliki med »en mindre sekterisk og mere forenende« premierminister.

Nuri al-Maliki giver igen af samme skuffe og fastslår under et besøg i Syrien en af USAs største fjender og efter et nyligt besøg i Iran at Irak »kan finde venner andetssteds«. Som det også fremgik af Berlingske Tidende i går, beder Maliki også omverdenen om ikke at blande sig i den irakiske regerings sager. »Jeg og min regering er jo valgt af folket,« fastslog Maliki.

OG PREMIERMINISTER har en pointe. Det er ikke hverdagskost, at ansvarlige politikere opfordrer til udskiftning af en demokratisk valgt regering i et andet land, og da slet ikke i Irak, hvor styret jo er et produkt af omverdenens især USAs indblanding. Når præsident Bush og lederne i de andre lande, der deltog i Irak-krigen og fjernelsen af diktatoren Saddam Hussein, skal forsvare invasionen, gør de igen og igen et stort nummer ud af, at Irak har afholdt demokratiske valg og fået sit første folkevalgt styre.

At dette styre så viser sig at være ude af stand til at løse de problemer, som menes at stå i vejen for en forsoning mellem Iraks stridende grupperinger, er beklageligt. Det er uheldigt, at premierministeren ikke har magtet at få gennemført en reform af sikkerhedsstyrkerne og indlemmelsen i det politiske system af de tidligere medlemmer af Saddam Husseins Baath-parti. Og det er undergravende, at Irak næsten to år efter vedtagelsen af den ny forfatning fortsat ikke har en national lov, der fastslår, hvordan indtægterne fra Iraks olie skal fordeles mellem de etniske og religiøse grupper.

Men Irak er som bekendt ikke længere et diktatur, og premierminister Maliki ingen diktator. Han er på demokratisk vis afhængig af, hvad han kan komme igennem med i sin samlingsregering og i parlamentet, og det er ikke opløftende. Eksempelvis har kurderne nedlagt veto mod olieloven, fordi de ikke mener, at de får tilstrækkelig kontrol over det sorte guld.

PROBLEMET for USA, Storbritannien, Danmark og de andre lande med aktier i Irak-krigen er også, at det er svært at fåøje på en mere handlekraftig afløser til premierminister Maliki. Der peges især på to navne: Den shia-muslimske vicepræsident Adel Abdul-Mehdi og den tidligere premierminister i Iraks overgangsregering frem til 2005, Ayad Allawi, der er sekulær nationalist.

Førstnævnte vil som premierminister blive kraftigt modarbejdet af den magtfulde shia-muslimske gruppering ledet af den rabiate imam Moqtada al-Sadr, og Adel Abdul-Mehdi er samtidig på grund af sine tætte bånd til Iran ikke USAs kop te.

Bush-administrationen har heller ikke den store tiltro til Ayad Allawi, der mest af tiden opholder uden for Iraks grænser, og som vil blive modarbejdet af Irak shiamuslimske islamister, hvis han igen sætter sig på posten som premierminister.

Tilbage er to muligheder: Maliki og hans regering giver op. Herfor taler, at premierminister på det seneste har mistet støtten fra såvel shiamuslimske, sunnimuslimske som sekulære partier i parlamentet. Maliki råder ikke længere over et flertal.

Den anden mulighed er, at præsident Bush accepterer, at han hænger på Maliki og håber på det bedste. Nøjagtig som hovedpersonen i romanen fra 1818 om videnskabsmanden Frankenstein, der besat af tanken om at lege Gud udviklede en skabning, der viste sig at være et monster.