Analyse: Er Trumps skattefidus »genistreg?« Nej, en slem tabersag

Donald Trump taler i Manheim, Pennsylvania. Fold sammen
Læs mere
Foto: MIKE SEGAR

Rudy Giuliani kan ikke se det fjerneste problem i skatte- unddragelsen. Slet ikke. Tværtimod.

Guiliani, der er tidligere borgmester i New York, er en af Donald Trumps toprådgivere, og han var søndag på blandt andet CNN og NBC for at forsvare præsidentkandidaten mod beskyldninger om skattefifleri.

Søndag kunne New York Times offentliggøre uddrag af Trumps selv- angivelse for 1995, og dokumenterne viser, at Trump kan have undgået at betale indkomstskat i de følgende 18 år.

Men »det viser jo, at manden er et geni,« sagde Rudy Giuliani til CNN, »og det er netop sådan en mand, vi har brug for.«

Giuliani hævdede også, at Trump ikke står med et problem, men at det gør New York Times.

Trumps fidus var lovlig, men det er ikke lovligt at offentliggøre Trumps selvangivelse. Derfor kan New York Times forvente enten en politianmeldelse eller et civil søgsmål fra Team Trump.

Andre af Trumps topfolk sagde det samme på andre TV-kanaler, og kandidaten tweetede selv sin egen morale ud:

»Jeg kender de komplekse skatte- regler bedre end nogen anden, som nogensinde har stillet op til præsidentposten, og kun jeg kan fikse dem.«

Det er altså holdningen hos Team Trump. Alt er godt. Der er ikke noget se her. Fortsæt.

Men der er mindst to fodnoter til det argument.

For det første er der timingen. Trump har ikke tid til sådan en sag. Han tabte TV-debatten sidste mandag noget så læsterligt – kun 18 pct. af seerne mente, at Trump vandt, viser en ny måling, og debatten har i gennemsnit givet Hillary Clinton en gevinst på 4,2 point i de nationale målinger. Hun er nu klart foran. Team Trump planlagde at vende nyhedsstrømmen med en række angreb, blandt andet på Clintons privatliv, men nu kommer skattesagen og stjæler dagsordenen. Det vil den sikkert gøre i dagevis – og det med kun fem uger til valget. Det er dårlig timing.

For det andet er skattesagen alt andet end en genistreg over for de vælgere, som Trump skal forsøge at nå – svingvælgerne. Under det republikanske primærvalg pralede han af, hvordan han kendte alle skattefiduser, og den slags appellerede til en hård kerne af partiaktivister, som betragter skattevæsenet som Stasi, bare uden humor. Men det appellerer ikke til det brede vælgerkorps. Under TV-debatten i sidste uge hævdede han, at han var »klog,« fordi han ikke betalte skat, og i flere fokusgrupper af uafhængige vælgere styrtdykkede hans tiltrækningskraft, og en meningsmåling fra Detroit News viste bagefter, at blot 28 pct. af vælgerne sagde, at hans skatteforhold kun havde ringe betydning. Resten krævede at se hans selvangivelser.

Så der er intet godt nyt i afsløringerne for Trump, tværtimod, og hans egen reaktion tyder på, at han ved det.

Umiddelbart efter offentliggørelsen talte Trump ved et vælgermøde, og Washington Post bragte et opsigtsvækkende referat af hans tale, som havde samme finesse som en overtændt gårdbrand. Han sagde, at Clinton havde det forkerte temperament til præsidentposten, »Jeg tror, at hun er skør,« sagde han. Hvorimod han selv havde det helt rigtige temperament. Derefter gjorde han nar af Clintons fysiske sammenbrud på grund af lungebetændelse i sidste måned – han flagrede med armene, spilede øjnene op og sank sammen på scenen – og han mente også, at hun var utro og snød manden, Bill Clinton. Han begyndte at diskutere, om han skulle have lavet endnu en sæson af realityserien »The Apprentice«, og han advarede de tilstedeværende mod at gå i biografien efter vælgermødet, fordi det bare ville være en skuffelse efter at have oplevet ham, og fordi »de ikke laver gode film mere.«

Sådan blev han ved som en forfængelig magtmand, der slår afmægtigt ud efter en ydmygelse.

I givet fald er hans læsning af situationen også den rigtige, om end reaktionen er tvivlsom. For historien er ydmygende og afslørende.

New York Times oplyser, at avisen anonymt har fået tilsendt tre sider af Trumps selvangivelse for 1995, og at dokumenterne er afsendt i et brev fra Trumps hovedkvarter, Trump Tower. Avisen opsøgte den revisor, som i 1990erne udfærdigede Trumps selvangivelser, og revisoren bekræftede, at der tilsyneladende var tale om kopier af den ægte selvangivelse fra dengang.

Revisoren gav også indtryk af, at han var moralsk splittet ved sit arbejde. Han kunne se, at Trump levede et liv i vild luksus, og samtidigt vidste han, at det skyldtes, at Trump ikke betalte indkomstskat.

»Manden opbyggede en utrolig egenformue uden at betale skat af den,« sagde revisoren, Jack Mitnick, til New York Times.

Det fremgår af selvangivelsen, at Trump i 1995 trak et forretningstab på 916 mio. dollar fra i skat. Det svarer med datidens omregningskurs til godt fem mia. kr. Den amerikanske skattelov er indrettet sådan, at en forretningsmand kan trække et underskud i sin virksomhed fra i sin personlige indtægt, ikke bare i det pågældende år, men med 50 mio. dollar om året i de følgende år. Det betyder, at Trump fra 1996 til 2014 kan have tjent en lille mia. dollar personligt og undgået at betale skat af den.

Det er ikke ulovligt, men det er en politisk belastning – og ikke mindst for en kandidat, som har beskyldt halvdelen af amerikanerne for at fede den på offentlig hjælp og skattefiduser.

Og det er ydermere en belastning, fordi det stiller spørgsmål ved Donald Trumps påstand om at være den største forretningsmand i moderne tid. I 1995 steg aktiemarkedet i gennemsnit med 37 pct., men samme år tabte Trump 916 mio. dollar på sine kasinoer, ejendomme og hoteller.

Clinton-kampagnen var da også hurtig til at fokusere på den del.

»Selvangivelsen afslører det kolossale omfang af Donald Trumps tidligere erhvervsfadæser,« sagde kampagnechef Robby Mook.

Så hvad kan Donald Trump gøre?

Han kan forsøge at spinne sine skattefiduser som en genistreg og sige, at de gør ham egnet til at udbedre skatte-systemet – og det vil sikkert stille de 40 pct. af vælgerne, som allerede støtter ham, tilfredse, men ikke tiltrække nye. Han kan anmelde New York Times til politiet eller lægge sag an, men det vil kun bekræfte dokumenternes ægthed og give historien endnu mere ilt.

Han kan også vælge at lægge sine selvangivelser frem for de seneste år og bevise, at han vitterligt har betalt indkomstskat – forudsat naturligvis, at han har gjort det.

Trumps søn har tidligere sagt, at hans far ikke vil offentliggøre selvangivelserne, for »det er ikke i vores interesse at gøre det,« og Giuliani afviste det også i går på TV.

»Det vil bare blive fordrejet i medierne. Det beviser historien i New York Times,« sagde han til NBC.

Og dermed er der ikke meget andet at gøre end det nuværende. At humpe ind i en ny uge og en ny negativ nyhedscyklus – med vildt flagrende arme og opspilede øjne.

Poul Høi er Berlingskes korrespondent i USA.