Analyse: Er den syriske diktator på vej tilbage i varmen? Nu gør selv ærkefjender kur til Assad

Kurderne overgiver frivilligt deres territorium, de arabiske lande åbner deres grænser, ambassader – og pengepunge. Selv tidligere fjender er begyndt at række hånden ud til den syriske diktator. December var en god måned for Bashar al-Assad.

SYRIA-CONFLICT-LIFESTYLE
Naboerne, der tidligere har givet den syriske præsident, Bashar al-Assad, den kolde skulder, er nu begyndt at tilnærme sig ham. Foto: Louai Beshara/AFP Scanpix  Fold sammen
Læs mere

Kun godt en uge efter, at Donald Trump besluttede at trække USAs tropper ud af den kurdiskkontrollerede del af Syrien, skete det, mange havde ventet og frygtet: Den syriske præsident Bashar al-Assads styrker rykkede ind.

Fredag formiddag rejste det syriske militær ifølge nyhedsbureauet AFP for første gang i seks år regimets flag i udkanten af byen Manjib i det nordøstlige Syrien – ikke som resultatet af en militær aggression, men på de kurdiske YPG-styrkers eksplicitte invitation.

I angst for det varslede tyrkiske angreb så kurderne – Vestens hidtil tætteste allierede i Syrien – tilsyneladende ingen andre muligheder end at søge beskyttelse hos det selvsamme regime, som de har kæmpet for at løsrive sig fra. Presset op i et hjørne foretrak de alligevel Assad frem for Erdogan.

Med en kurdisk invitation til at indtage Manjib er vejen – hvis ellers de foreløbige reporter fra felten holder vand, og hvis ikke Tyrkiet komplicerer sagen ved at angribe – banet for, at det syriske regime gradvist kan genvinde resten af kurdernes territorium, som strækker sig øst for floden Eufrat mod grænsen til Irak. Lykkes det, vil Assad være meget tæt på at nå sit erklærede mål om at kontrollere hele Syrien.

Kurdernes kapitulation kommer efter en måned, som har budt på en række gode nyheder for den syriske diktator.

Min fjendes fjende

Kurderne er nemlig ikke de eneste politiske modstandere, der ud fra devisen om, at »min fjendes fjende er min ven«, er begyndt at gøre kur til Assad.

Torsdag genåbnede De Forende Arabiske Emirater (UAE) for første gang siden krigens begyndelse sin ambassade i Damaskus. UAE var ellers i krigens første år en af flere regionale magter, der økonomisk støttede den væbnede opposition mod Assad.

Men nu skal ambassadeåbningen signalere »entusiasmen med hvilken UAE har planer om at genopbygge og normalisere forholdet mellem de to lande på broderskabets vej,« som det hedder ifølge det emiratarabiske medie The National i en officiel meddelelse.

Ugen før besøgte den sudanesiske præsident, Omar al-Bashir, der er internationalt eftersøgt for krigsforbrydelser, som den første arabiske statsleder Damaskus. Besøget blev bredt betragtet som en gestus fra Saudi-Arabien – en anden af storsponsorerne af den væbnede opposition mod Assad – der har forbedret sit forhold til Sudan de seneste år.

For Saudi-Arabien og de andre golflande er den pludselige accept af det syriske regime et forsøg på at rette op på tidligere tiders strategiske fejlskud. Oprørerne, som golflandene støttede, er reduceret til en lille enklave i Idlib-provinsen, der grænser op mod Tyrkiet, mens Rusland og golflandenes ærkefjende, Iran, der vedholdende har hjulpet Assad, sidder på magten i resten af Syrien.

Med oliepenge til genopbygning som mulig betaling håber golflandene på at genvinde noget af den tabte indflydelse og samtidig begrænse Irans ditto.

Dødsstødet til arabisk forår

De mange tilnærmelser har ifølge Al Jazeera fået flere til at spekulere i, om Assad endda er på vej tilbage i varmen som medlem af Den Arabiske Liga.

Efter præsidentens brutale håndtering af oprøret i 2011 blev Syrien udvist af den 22 medlemmer store forsamling, og de arabiske lande har siden sanktioneret Damaskus og fordømt regimets brug af militærmagt over for oppositionen.

Nu siger kilder til The Guardian, at Assad, inden næste år er omme, sandsynligvis vil stå på scenen i Den Arabiske Liga og gnubbe skuldre med den saudiarabiske kronprins Mohammed bin Salman og Ægyptens seneste autokratiske general, Abdel Fatah al-Sisi. Det vil, som avisen konstaterer, ikke blot være en cementering af den syriske diktators tilbagevenden til varmen, men også det endelige dødsstød til det arabiske forår – håbet om regionens folkelige oprør knust af den nye generation af Mellemøstens »stærke mænd«.

Også uden for Golfen er flere lande begyndt at bløde op i deres kritik af det syriske regime.

For nylig åbnede Jordan sin grænse til Syrien og satte gang i den interne handel mellem landene. Og i iver efter at komme af med de millioner af syriske flygtninge, som har søgt tilflugt til nærområderne, har både Libanon og Jordan meldt sig villig til at bidrage til genopbygningen.

GRAFIK_URL:

I sidste uge – og altså før den nye konfrontation i Manjib – lød det højst overraskende fra Tyrkiet, der finansierer den sidste del af det syriske oprør i Idlib, at også Tyrkiet er »parat til at samarbejde« med Assad, hvis han genvinder præsidentembedet ved »demokratiske og fair valg«.

Ligeglad med Vesten

I Vesten vil Assads Syrien sandsynligvis forblive en pariastat en rum tid endnu. Ganske vist sagde den nyudpegede amerikanske Syrien-udsending, Jim Jeffrey, til et møde i tænketanken Atlantic Council i sidste uge, at USA blot ønsker, at det syriske regime ændrer adfærd og »ikke er ude på at vælte Assad«. Men for Europa er der officielt stadig ikke noget kursskift.

Ifølge uafhængige estimater vil det koste 400 milliarder dollar at genopbygge Syrien. Indtil videre har de vestlige lande nægtet at åbne pengepungen, medmindre der kommer en politisk forhandlet løsning for Syrien i FN-regi.

Med de seneste tilnærmelser kan Assad dog efterhånden være ligeglad. Hans politiske overlevelse er sikret af Iran og Rusland, og nu ser hans genopbygning ud til at kunne blive finansieret af desperate nærområder og rige golfstater.

December var en god måned for den syriske præsident.

Carolina Kamil er Berlingskes korrespondent i Mellemøsten