Analyse: Der går ingen vej uden om en EU-folkeafstemning

Regeringen står i et dilemma med Danmarks medlemskab af EU. Enten skal den se på, at medlemskabet udhules af EU-forbeholdenes stigende betydning. Eller også må den tage chancen og spørge os om vi vil være en del af Europa.

Det er blevet lidt af en tradition i dansk politik, at regeringers metaltræthed afsløres ved nederlag i Europa-politikken. Da de danske vælgere chokerede resten af det daværende EF ved at stemme nej til Maastricht-traktaten i juni 1992 varslede det afgangen for Schlüter-regeringen, der var væk et halvt år senere. Og den store øretæve, som Nyrup-regeringen fik ved nederlaget i euro-afstemningen i 2000, tærede på moralen og skubbede til nederlaget ved folketingsvalget året efter.

Så det er ikke så underligt, at den nuværende regering kryber uden om spørgsmålet om, hvorvidt den kommende EU-traktat reformtraktaten som den er blevet døbt skal til folkeafstemning eller ej. Der er rigeligt med eksempler på, at vælgerne bruger folkeafstemninger til at straffe siddende regeringer, sådan som man senest så det i Frankrig og Holland.

Med opbakning fra Socialdemokraterne og De Radikale har regeringen da også lagt sig på en kurs, der går ud på at undgå at sende den nye traktat ud til folkeafstemning, når den er forhandlet færdig i efteråret. Kun hvis den endelige traktattekst ender med, at der er tale om afgivelse af suverænitet ifølge Grundlovens bestemmelser, vil der med sikkerhed blive en folkeafstemning, sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) efter EU-topmødet i sidste måned.

De fire gamle ja-partier er udmærket klar over, at et dansk nej ved en folkeafstemning kan blive en katastrofe for dansk Europa-politik. I en sådan situation vil det næsten være bedre, at Danmark tager overtøjet på og forlader EU-samarbejdet frem for at stå i vejen for de andre, opridser en højtstående regeringskilde frygten for et nej.

MEN DET ER tvivlsomt, om regeringen og de øvrige ja-partier kan tale sig vej uden om en folkeafstemning. Og det er heller ikke alle ja-politikere, der nødvendigvis synes, at det er klogt.

I den forløbne uge meddelte den irske premiermnister Bertie Ahern, at Irland som sædvanligt vil sende den nye traktat ud til vælgernes dom med en sandsynlig folkeafstemning i maj eller juni næste år. Enkelte andre lande kan vælge det samme. Det vil øge presset på den danske regering for at opfylde løftet tilbage fra 2003 om, at danskerne skal spørges til råds.

Den nuværende politik defensive politik betyder blot, at man i Danmark fortsætter traditionen med, at EU er noget som hører til »dernede« og ikke er en del af den daglige politiske beslutningsproces. Som tilhængere af en folkeafstemning har fremført, så vil vælgerne endnu en gang blive bekræftet i deres forestilling om, at det europæiske samarbejde udvikles bag lukkede døre og uden nogen effektiv demokratisk kontrol. Det er ikke nødvendigvis nogen korrekt opfattelse, men der er der stadig. Og det varsler ilde for de folkeafstemninger om en ophævelse af EU-forbeholdene, som kommer til at stå højt på den politiske dagsorden, når traktaten først er trådt i kraft. Regeringen har nedsat et udvalg, der skal se på forbeholdenes betydning hvilket jo betyder at sagen er parkeret et stykke tid.

Men allerede da det første udkast til forfatningstraktaten kom i 2003, advarede regeringens jurister om, at Danmark bliver koblet af store dele af det retlige samarbejde om bekæmpelse af terrorisme og organiseret kriminalitet, fordi samarbejdet i den nye traktat ikke længere er mellemstatsligt og dermed rammes fuldt ud af det danske EU-forbeholds betydning. EU-forbeholdet vil endda udvide sig til at omfatte miljøpolitik og andre områder lige så snart der er strafferet på området, lød advarslen den gang.

Sådan bliver det også i den ændrede reformtraktat. Og på det forsvarspolitiske område begynder forbeholdet nu også at gøre ondt, da vi står udenfor EUs nye våbenindustrielle samarbejde og militære enheder til international indsats. En ophævelse af forbeholdene herunder også den fulde deltagelse i Euro-samarbejdet vil kræve danskernes accept ved en folkeafstemning. Og det bliver ikke lettere af, at regeringen i øjeblikket trykker sig med at tage afstemningen om EU-traktaten.

AT FÅ SF hevet med over til at være et af ja-partierne har været en af Anders Fogh Rasmussens mål med det nationale kompromis om Europa-politikken. Men det vil blive svært for SFs ledelse at anbefale et ja til ophævelse af forbehold, hvis luften ikke på forhånd er renset gennem et folkeligt ja til, at Danmark skal være en fast del af EU-samarbejdet. Til gengæld kan en sejr for ja-partierne i en folkeafstemning om reformtraktaten også udløse en debat i Dansk Folkeparti om, hvorvidt den EU-kritiske linje fortsat er fremtidsholdbar, hvis det skal regeringsdueligt. Det kan blive et befrielsesslag for den danske Europa-politik.

Det er i øjeblikket den gældende holdning på Christiansborg, at det vil være yderst risikabelt for Danmarks position i Europa at risikere et nej ved en folkeafstemning. Men uden et sådant opgør vil Danmarks rolle i EU støt og roligt svinde ind alligevel på grund af forbeholdnes stigende betydning.