Analyse: Arkitekten efterlader en rodebutik

Karl Rove oplyser, at han ønsker at bruge mere tid sammen med sin familie. Andre mener, at han nærmere skal bruge mere tid sammen med sin advokat. Præsidentens snart forhenværende spindoktor er centrum for en række undersøgelser, og langt ind i partiets bagland er folk glade for at se ham rejse.

Foto: Shawn Thew/EPA Fold sammen
Læs mere

Spindoktorer lever under samme betingelser som en sportsmand på eliteniveau. De er ikke bedre end deres sidste kamp. Så længe de vinder, er de forgudede. Taber de, ryger de på porten.

Det var Joe Trippi, en tidligere demokratisk valgstrateg i superklassen, der på et møde for et lille års tid siden med bl.a. Berlingske Tidende drog sammenligningen. Med ham selv som eksemplet over alle.

Joe Trippi var i 2004 spindoktor for præsidentkandidaten Howard Dean og blev ophøjet til overjordisk status for sin succesrige strategi med at satse på de politiske græsrødder og internettet. Men da hans kandidat gik i sort og selvdestruerede, røg også spindoktoren ud i kulden, og trods et uangribeligt politisk talent er han aldrig for alvor kommet tilbage i varmen.

»I amerikansk politik er der kun een vinder. Ingen vil røre en taber med en ildtang,« som han sagde med et selvironisk skuldertræk.

Karl Rove er ingen Joe Trippi. Den republikanske strateg og spindoktor for præsident George W. Bush kan skrive mere end momentan succes på sit CV. Mere end de fleste kan han tage æren for at have ført Bush til to valgsejre i 2000 og 2004, og mange giver også Rove æren for Republikanernes sejr ved midtvejsvalget i 2002.

Ikke for ingenting kalder Bush ham for »Arkitekten«, mens andre ynder tilnavnet: »Bushs hjerne«. Men selv en Karl Rove må acceptere sandheden i ordene fra Joe Trippi: Ingen er bedre end sin seneste kamp, og Karl Rove tabte sin seneste kamp.

DER GÅR EN lige linje fra det historiske nederlag til Republikanerne ved midtvejsvalget i november 2006 til hans beslutning om at træde tilbage med udgangen af denne måned.

Allerede i tiden op til valget stod det klart, at partiet var i store problemer som følge af en række personskandaler og ikke mindst den upopulære Irak-krig. Alligevel insisterede Rove på at lægge strategien og gøre krigen til et nationalt hovedtema, selv om mange i partiet anså det for klogere at holde sig til lokale emner ude i delstaterne. De havde efter alt at dømme ret. Republikanerne fik, med præsidentens ord, en slem omgang »prygl«, og det i sig selv gjorde, at Karl Roves stjernestatus dalede betragteligt.

Men valgnederlaget har også haft en anden konsekvens. Demokraterne har fået flertal i begge kamre i Kongressen og bestemmer nu, hvad der skal på dagsordenen. De har ikke været sene til at sætte undersøgelser i gang af mulige skandaler i Bush-administrationen, og Karl Rove er på en eller anden måde involveret i flere end godt er for både præsidenten og det republikanske partis omdømme. Her er de mest alvorlige:

Senatet har stævnet Karl Rove for at få ham til at vidne om sin og Det Hvide Hus rolle i de kontroversielle fyringer af mindst otte forbundsanklagere. Demokraterne mener, at anklagerne blev fyret, fordi de ikke ville lystre Karl Rove og opdigte sigtelser imod demokratiske politikere eller undertrykke minoritetsvælgere, der typisk stemmer på Demokraterne. Karl Rove mødte for to uger siden ikke op i Kongressen for at vidne, selv om det var forlangt. Som rådgiver for præsidenten påkalder han sig en særlig ret til at tie. Striden kan ende i retten.

Kongressen undersøger også mistanker om, at Karl Rove var dybt indblandet i forsøg på at bruge centraladministrationen til at hjælpe republikanske kandidater og undergrave demokratiske modstandere.

Samtidig dukker hans navn hele tiden op i korruptions-efterforskningen mod den tidligere republikanske lobbyist, Jack Abramoff.

Læg dertil, at han risikerede at blive tiltalt i den såkaldte Plamegate skandalen, der førte til domfældelsen over kollegaen Lewis »Scooter« Libby.

Ifølge Libbys forsvarer var deres klient i virkeligheden gjort til syndebuk for gerninger udført af den for præsidenten mere uundværlige Karl Rove. På den baggrund er det forventeligt, at meddelelsen om hans afgang bliver mødt med et lettelsens suk fra mange i partiet og dets bagland:

»Forestil jer lige, hvor meget bedre Det Hvide Hus og Republikanerne kunne have haft det i dag, hvis han var rejst for et år siden,« lyder det fra den populære nykonservative kommentator, Michelle Malkin.

HUN OG ANDRE blandt partiets kernevælgere har længe været skuffede over præsidentens og dermed spindoktorens håndtering af balladesager som orkanen Katrina, illegale immigranter, den ubehjælpsomme udnævnelse af Harriet Miers til højesteretsdommer, og de med Michelle Malkins ord »unægtelige fejltagelser« i Irak efter invasionen.

Som det politiske web-magasin, The Politico, skriver, er skaden langt hen ad vejen allerede sket for præsidenten og for det parti, der gennem de seneste seks-syv år blindt har fulgt »Arkitektens« skitser. Men Karl Roves afgang kan om ikke andet måske lette lidt på trykket fra Kongressen, for en stor del af Demokraternes dagsorden har alene været at få skovlen under den mand, som i flere valgkampe har været deres onde ånd. Omvendt er han så meget synonym med Bush og partiet, at hans problemer formentlig stadig vil blive gjort til deres:

»Man kan ikke overdrive Demokraternes had til Rove, og hvor meget de ønsker at trække ham ind i utallige undersøgelser af Bushs administration, og efter hvad vi hører, er der meget at komme efter,« skriver The Politico.

Selv afviser Karl Rove dog, at hans afsked skyldes problemerne med Kongressen. I sit afskedsinterview med avisen Wall Street Journal siger han, at han forventer at blive mødt med beskyldninger om, at han trækker sig på grund af presset:

»Men jeg overlader det ikke til pøblen at bestemme, om jeg skal rejse eller blive.«

Senere mandag sagde han grådkvalt i en afskedstale, stående side om side med sin nære ven og chef gennem 14 år, præsident Bush, at han glædede sig til at få mere tid sammen med familien, selv om det var svært at sige farvel:

»Jeg er taknemmelig for at have været et vidne til historien.«

SPØRGSMÅLET ER SÅ, om historien set fra republikansk side vil gengælde taknemmeligheden. Det vil i høj grad afhænge af, om det lykkes partiet inden valget til november næste år at få styr på den rodebutik, Karl Rove efterlader. Om ikke andet, skriver kommentatoren Kathryn Jean Lopez fra det nykonservative The National Review, får præsidenten da nu en chance for at vise, at han kan tænke selv:

»Hvis det næste år bliver et succesfyldt år, kan myten om Bushs hjerne stedes til hvile.«

Det er en noget flad afskedshilsen at drage hjem til Texas på. Men sådan er betingelserne for en spindoktor. Ingen er bedre end deres seneste kamp.