Analyse: Alting har en pris – også det »rigtige«

Det sidste EU-topmøde i 2019 har klima på dagsordenen. Om det lykkes for parterne at samle sig om det samme mål, kommer formentlig – og som altid – til at handle om penge.

Mette Frederiksen i selskab med Finlands nyudråbte premierminister, Sanna Marin, og den franske præsident, Emmanuel Macron ved topmødet tilbage i december. Fold sammen
Læs mere
Foto: Alain Jocard/AFP/Ritzau Scanpix

Det havde vel nærmest en lidt romantisk klang, da statsminister Mette Frederiksen (S) torsdag eftermiddag – efter sin ankomst til Bruxelles – sagde, at »man ikke skal have penge for at gøre det rigtige«.

»Det at ville noget for klimaet og det at ville have høje ambitioner for klimaet, det skal man ikke have noget for. Det er et politisk valg, vi skal træffe i dag.«

Replikken var møntet på Polen, Ungarn og Tjekkiet, de eneste medlemslande i EU, der inden torsdagens topmøde endnu havde til gode formelt at bakke op om unionens målsætning om at være klimaneutrale i 2050.

De tre lande er storforbrugere af kul og har krævet klækkelig kompensation fra EU for at tilslutte sig de grønne målsætninger.

»Vi kan ikke tillade, at bureaukrater i Bruxelles får fattige mennesker og fattige lande til betale for bekæmpelsen af klimaforandringer. Vi skal have klare økonomiske garantier, og det vil vi forhandle om,« sagde Ungarns premierminister, Viktor Orbán, ifølge Ritzau ved sin ankomst til mødet.

Danmark og Ungarn repræsenterer hver sin yderpol i en klimadebat, der har martret EU det meste af 2019, og som man håber endegyldigt at få lukket ved årets sidste topmøde i Bruxelles:

Danmark, hvor et bredt flertal forleden samlede sig om en historisk ambitiøs klimalov, som forpligter til at reducere udledningerne med 70 procent, og Ungarn, hvor en minister har kaldt klimaaktivisten Greta Thunberg for et »sygt barn«, og hvor regeringen har været fodslæbende og modvillig i forhold til overhovedet at anerkende klimaforandringer som en egentlig trussel.

Kommissionens udspil

EU, der siden 1990 har reduceret udledningen af drivhusgasser med 23 procent, har ved flere topmøder året igennem forsøgt at samle alle landene bag et mål om at være C02-neutrale i 2050 – foreløbig uden held.

Blandt diplomater var der inden torsdagens møde dog en forventning, om at parterne kunne nå hinanden – ikke mindst i lyset af, at Europa-Kommissionen i onsdags præsenterede sin længe ventede »Green Deal«, der har som pejlemærke, at udledningen af drivhusgasser allerede om ti år skal være reduceret med mindst 50 procent og være helt i nul i 2050.

Senest til sommer – altså midten af 2020 – vil kommissionen komme med sit bud på, hvordan målet skal nås.

Det fremgik af onsdagens forslag, som kommissionens formand, Ursula von der Leyen, selv præsenterede, at man blandt andet foreslår en hurtig udfasning af kul, skrappere regler for luftfart og nye grænser for C02-udledningen fra biler.

Afhængige af kul

Tre gange i 2019 har EU forsøgt at samle medlemslandene om en fælles målsætning om at være klimaneutrale i 2050, alle tre gange har de tre af Visegrad-lande sat sig imod. Visegrad-landene er Polen, Ungarn, Slovakiet og Tjekkiet.

Forklaringen er simpel: I Ungarn, Polen og Tjekkiet er man fortsat stærkt afhængig af kul til at producere strøm, og en grøn omstilling vil være dyr og krævende.

Derfor har man krævet klækkelig kompensation for at tilslutte sig EUs mål, og senest har de tre af Visegrad-landene – uden held – forsøgt at blande det sammen med diskussionen om EUs store syvårige budget, som regeringscheferne skal have forhandlet på plads de kommende måneder.

I det næste budget er der lagt op til markante besparelser på landbrugsstøtten og strukturfondene, hvor sidstnævnte særligt er kommet de østeuropæiske lande til gode.

Polen har eksempelvis af samme grund foreslået at finansiere den grønne omstilling ved at fastholde det nuværende niveau i strukturfondene.

Viktor Orban, Ungarns premierminister

»Vi kan ikke tillade, at bureaukrater i Bruxelles får fattige mennesker og fattige lande til betale for bekæmpelsen af klimaforandringer.«


Det ønske blev efter alt at dømme fejet af bordet i Bruxelles af de øvrige statsledere. Frygten er, at alle medlemslande vil ane en mulighed for at få egne prioriteter på det næste store budget, og at diskussionerne vil ende med at blive blandet sammen.

I stedet må Polen, Ungarn og Tjekkiet formentlig stille sig tilfreds med forsikringer om, at EU vil holde hånden under dem i arbejdet med at gå fra sort til grøn energi – blandt andet via den såkaldte retfærdighedsmekanisme, en slags grøn fond, som skal understøtte den grønne omstilling.

Alting har en pris

Med andre ord har der blandt medlemslandene længe været en erkendelse af, at alting har en pris – også selv om det måtte være den rigtige politik, som statsminister Mette Frederiksen formulerede det.

Klima var det første punkt på dagsordenen på topmødet, og tidligt torsdag aften – og ved avisens deadline – var parterne endnu ikke nået til enighed.

Det store spørgsmål bliver, hvilke garantier og forsikringer, de tre lande kan få forhandlet på plads.

Set med danske briller kan det forekomme mærkværdigt, at man som grøn duks de senere årtier har gennemført en dyr omstilling til grøn energi, og at man må indstille sig på at betale for, at de øvrige lande kommer med på vognen. På den måde kunne man omskrive Mette Frederiksens indledende citat og konstatere, at man ganske rigtig ikke skal have penge for at gøre det rigtige – man skal i dette tilfælde derimod betale for det. To gange.

Michael Alsen er Berlingskes korrespondent i Bruxelles