Analyse: Alt eller intet for israel

Israel bliver nødt til at vinde i Gaza – ellers er det katastrofalt for nationens afskrækkelsesmagt. Men Hamas er en ideologi, som er svær at slå, og som Vesten har været med til at skabe.

Israel afviste i går ikke overraskende et fransk forslag om at indgå en våbenhvile i 48 timer for at tillade nødforsyninger passage til Gaza. Israels begrundelse er, at de ikke vil tillade Hamas et pusterum, så den islamiske, militante gruppe får lejlighed til at regruppere og genopruste. Som en talsmand for Israels regering Mark Regev sagde:

»Presset på Hamas’ militære maskine må fortsætte.«

Israels krig i Gaza, som den jødiske stat indledte lørdag efter at Hamas ikke fornyede en våbenhvile og i dagevis intensiverede raketbeskydning, har allerede udviklet sig til at være en kamp mod tiden.

Israels ledere er relativt vage i deres formuleringer af, hvad målet med Gaza-operationen er. Ifølge Israel er sigtet »at fortsætte kampagnen, indtil vi har en ny sikkerhedssituation i syden, hvor befolkningen ikke længere vil leve under rædsel og frygt for konstante raket-angreb.« Den noget uklare definition skyldes blandt andet, at Israels ledere i 2006-krigen mod den libanesiske milits Hizbollah indledningsvist meget præcist sagde, at de ville knuse Hizbollah og befri to israelske tilfangetagne soldater. Ingen af delene lykkedes, og krigen blev udlagt som et stort nederlag for Israel.

Så uanset hvad Israel siger officielt, er det klart, at denne krig må ende anderledes; med en sejr til Israel, ellers er det en fadæse for Israels såkaldte afskrækkelsesmagt, som er afgørende for den jødiske nation, der er omgivet af fjendtlige arabiske stater.

Ifølge nogle militære analytikere var det derfor fra starten Israels plan at gå ind i Gaza med landtropper for systematisk at ødelægge Hamas. På sigt er strategien ifølge denne tese at kunne overdrage landstriben til den palæstinensiske sekulære rival Fatah, der forhandler fred med Israel, mens Hamas nægter at anerkende den jødiske nation. Scenariet: at Israel går ind i Gaza med landtropper er et blodigt scenarie, som vil betyde kampe mand-og-mand i mellem i viadukter, haver og trappeopgange. Det ville sandsynligvis også indebære umådeligt store civile tab.

Nogle mener, at det er den eneste vej, Israel kan gå for at rette op på nederlaget til Hizbollah i 2006 og for at genvinde initiativet i Gaza, som Hamas længe har haft. Og for at markere en sejr overfor Iran, der har haft en provokerende finger med i spillet både i Libanon i 2006 og i Hamas’ dispositioner om at optrappe raketbeskydning af Sydisrael.

Det eneste, der har hindret Israel i at gå ind, er regnen og den våde jord, den har affødt, som vil få israelske kampvogne til at synke dybt ned i mulden på vej ind i Gaza, lyder det. »Det er næsten bibelsk,« kommenterer militæranalytikeren Michael Oren. »Vi har ikke haft regn i fire år, og nu øser det ned.«

Men Israel kan hurtigt møde anden modstand end »bibelsk regn.« Det svirrer allerede med internationale diplomatiske forslag og mæglingsforsøg, som langsomt vil øge presset på Israel. Sandsynligvis er det kun et spørgsmål om tid, før israelske bombardementer rammer en børnehave, en skole eller et hus med kvinder, der ikke har skyggen af relation til militante. Ifølge FN har krigen allerede kostet mindst 60 civile palæstinensere livet. Stiger tabet af civile vil presset for, at Israel indgår en våbenhvile også øges drastisk.

Men en våbenhvile kan få svært ved at leve op til selv Israels diffuse mål at »ændre sikkerhedsrealiteten i Syden.«

Hamas har længe gjort deres krav til en våbenhvile klart: de ønsker den udvides til Vestbredden, samt at Israel hæver den blokade af Gaza, der har været en realitet i 18 måneder. Som Ahmed Yousef, en Hamas leder sagde mandag: »Israel vil have ro (fra raketterne) til gengæld for en langsom død for Gaza.« Det vil Hamas af gode grunde ikke gå med til. Som et minimum forlanger de, at blokaden ophæves. Flere FN-organisationer har længe advaret mod, at Gaza allerede før krigen befandt sig i en humanitær katastrofe som en følge af Israels embargo. Israel nægter imidlertid at ophæve blokaden af frygt for at blåstemple Hamas som et legitimt styre og samtidig skade Hamas’ rival: Fatah, som er svag, men stadig har herredømmet over Vestbredden.

Hamas overtog magten i Gaza fra Fatah i et blodigt kup i juni 2007. Man må imidlertid ikke glemme, at det blodige kup var en forventelig reaktion på, at USA forgæves forsøgte at forsyne Fatah med så mange amerikanske våben, at de kunne kvase Hamas. I stedet lykkedes det højest disciplinerede og veltrænede Hamas at fordrive korrupte Fatah.

Et bagvedliggende problem i forhold til Hamas er, at Vesten og Israel endnu ikke har formået at finde en langsigtet og holdbar strategi i forhold til islamiske grupper. Hamas er ikke alene en islamisk gruppe: det er en bevægelse; en ideologi, som har vokset sig stærkere og mere ekstrem efter Vesten i 2005 forsøgte at destruere resultatet af et demokratisk valg, fordi Hamas vandt det. Som mange israelske efterretningsfolk og diplomater i Mellemøsten understreger: alternativet til Hamas kan gå hen og blive Al Qaeda.