Analyse: Allahs gave til Vesten

Vestens forsøg på at få demokratiseret den arabiske verden er ikke den store succes. Måske kan Tyrkiets islamisk sindede regeringsparti, der ved søndagens parlamentsvalg vandt en knusende sejr, vise vejen.

Det er dårligt nyt for Osama bin Laden og hans islamiske terrornetværk, og det er dårligt nyt for denne verdens øvrige rabiate islamister, der foragter demokratiet og med vold og magter vil oprette et verdensomspændende kalifat.

Til gengæld er det en god nyhed for de vestlige regeringer, der med næb og klør forsøger at bane vejen for en demokratisering af den arabiske og mere bredt den muslimske verden.

Det handler om Tyrkiets islamisk hældende regeringsparti AKP, der har regeret i de seneste fem år, og som søndag vandt en knusende sejr ved det tyrkiske parlamentsvalg. Valgsejren kan for verdens muslimer tjene som et skoleeksempel på, at man kan vinde magten uden terrorbomber, men via demokratiske midler. Og at man kan fastholde magten og sågar befæste den ved stemmeurnerne, hvis man fører den rigtige politik.

AKP Partiet for Retfærdighed og Udvikling fik næsten halvdelen af de afgivne stemmer, der med en stemmeprocent på 80 var talrige. Dermed gik AKP markant frem i forhold til valget i 2002, og dermed er der i det store muslimske land med over 70 millioner indbyggere bred opbakning til et parti, der nok har islamiske rødder, men som bekender sig til de demokratiske spilleregler og den liberale markedsøkonomi, og som orienterer sig mod Europa .

BÅDE BLANDT tyrkiske og udenlandske eksperter er der mange udlægninger af AKPs valgsejr, men en forklaring, der går igen som den måske væsentligste er, at AKP har fået styr påøkonomien, og at de seneste års høje vækstrater også er kommet de dårligere stillede tyrkere til gode. På det sociale område har AKP også givet de nedre lag i det tyrkiske samfund en håndsrækning, og dermed minder AKPs politik til en vis grad om den politik, som giver islamiske bevægelser som Hamas, Hizbollah og Det Muslimske Broderskab folkelig opbakning i den arabiske verden.

Samtidig er der under AKPs første fem år ved magten opstået en »from« middelklasse som den kaldes i Tyrkiets verdslige medier. Og denne middelklasse af religiøse, men globaliserede og økonomisk succesrige handelsfolk opfattes som en ubehagelig konkurrent af Tyrkiets verdslige elite, der i årtier har haft monopol som dagsordensætter.

TIL GENGÆLD kan man ikke beskylde det tyrkiske regeringsparti for at have vundet sin valgsejr på løfter om en islamisering af det tyrkiske strengt sekulære samfundssystem. AKP har eksempelvis ikke lovet sine vælgere, at partiet vil fjerne det omstridte forbud mod at bære tørklæde i offentlige bygninger, herunder universiteter. Det er ganske vist stadig på AKPs ønskeliste, men partiet går forsigtig til værks, og medmindre man som mange verdslige tyrkere tror, at det kun er et spørgsmål om tid, før AKP viser sit sande islamiske ansigt, kan AKPs politik også anskues fra en anden vinkel.

NEMLIG AT AKPs ledende skikkelser, partileder og premierminister Recep Tayyip Erdogan og udenrigsminister Abdullah Gül reelt har brudt med deres fortid i politisk islam, og nu arbejder på at opbløde Tyrkiets meget rigide form for sekulære samfundsindretning. Holder den antagelse vand, handler det altså eksempelvis ikke om at tvinge alle Tyrkiets kvinder til at bære tørklæde, men at give de kvinder, der ønsker det, mulighed for at børe hovedbeklædningen på jobbet i det offentlige kontor eller som studerende på universitetet.

På den måde ønsker AKP at modernisere Tyrkiets sekulære stat og landets demokrati i retning af den måde, vi indretter os på i de fleste europæiske lande og i USA. Altså en fortsat adskillelse mellem politik og religion, men samtidig et samfund, hvor staten omvendt ikke blander sig i, hvordan borgeren bekender sig til sin tro.

I DEN FORBINDELSE vil det være hovent blot at affærdige de sekulære tyrkeres bekymringer som hysteri, når de frygter, at AKP vil hindre dem i at fortsætte deres vestlige livsstil. Men samtidig er der et andet aspekt, som blev forklaret af den tyrkiske sociolog Volkan Aytar i en af Berlingske Tidendes optakts-artikler forud for søndagens parlamentsvalg:

»Jeg er på mange måder modstander af AKP. Jeg er ikke religiøs, jeg ønsker ikke mere religion i samfundet, men sagen er, at jeg faktisk er beskyttet som ikke-religiøs gennem alle de reformer, AKP har gennemført,« forklarede Volkan Aytar.

Men én ting er demokratiet i Tyrkiet, der hænger nøje sammen med den omfattende, af-islamiserende kulturrevolution, som skaberen af Tyrkiets sekulære stat, Kemal Atatürk, påtvang de muslimske tyrkere tilbage i 1920erne. En tilsvarende revolution er mildest talt ikke til at fåøje på i den arabiske verden.

Men måske kan mindre også gøre det. Eksempelvis at de arabiske regimer giver tilladelse til de religiøse oppositionspartier i stedet for at forbyde dem og dermed gør dem mere islamiske, end de nødvendigvis ønsker at være.