Amnesty: Hamas har begået krigsforbrydelser i Gaza og Israel

Hamas og andre palæstinensiske organisationer begik krigsforbrydelser ved at ramme civile i Israel og Gaza under den 50 dage lange krig i sommer, konkluderer Amnesty International i en ny rapport.

Ødelæggelserne efter den 50 dage lange krig i Gaza i sommer er altomfattende. En ny rapport fra Amnesty International placerer en stor del af ansvaret for lidelserne hos palæstinenserne selv. Arkivfoto: Mahmud Hams Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

JERUSALEM: Eksplosionen i Shati-flygtningelejren i Gaza 28. juli sidste år dræbte 13 civile palæstinensere på stedet. 11 af dem var børn.

Journalister, der dengang var i Gaza, husker tydeligt, hvordan hele området straks blev spærret af, og hvordan de blev forment adgang af Hamas. En atypisk situation, fordi Hamas aldrig tøver med at fremvise de områder, der rammes af israelske missiler.

Rygterne ville, at Hamas havde ramt og dræbt sine egne borgere med en raket. En italiensk journalist, den eneste med billeder og hermed en form for beviser fra episoden, måtte flygte ud af Gaza af frygt for egen sikkerhed.

Der er gået otte måneder siden hændelsen, og nu beskriver Amnesty International den som en af de krigsforbrydelser, som Hamas og de øvrige palæstinensiske organisationer i Gaza begik under den 50 dage lange krig med Israel i sommeren 2014.

»Beviser, der peger på, at en raket affyret af en væbnet palæstinensisk gruppe kan have dræbt 13 civile i Gaza, understreger, hvor upræcise disse våben er, og de sørgelige konsekvenser, som brugen af dem har,« siger Philip Luther, som er direktør for Amnesty International i Mellemøsten og Nordafrika.

Deborah Hyams, som er Amnesty Internationals forsker i Israel-Palæstina-relaterede sager, kan ikke løfte sløret for præcist, hvilke beviser organisationen ligger inde med i forbindelse med hændelsen i Shati- lejren.

»Israel forhindrer Amnesty i at rejse ind i Gaza, og det har været svært at tale med involverede personer i Gaza. De er bange for at fremstå med navn. Men i forbindelse med hændelsen i Shati har det været en meget lang proces, og vi har et stærk sag,« siger hun til Berlingske.

Hun nævner også, at Amnesty har undersøgt beviser med hjælp fra en våbenekspert, og at Shati-hændelsen nok desværre ikke er den eneste gang, Hamas har ramt sine egne.

»Vi har ret til at forsvare os selv«

Israels hær mener op imod 30 procent af Hamas’ raketter lander inden for Gazas egne grænser. Et tal som Hamas og de øvrige grupper blankt afviser:

»Amnesty rapporten er tendentiøs og vil ikke fremme palæstinensernes krav på frihed. Rapporten giver Israel en undskyldning for at angribe i en fremtidig krig,« siger Daud Shehab, talsmand for Islamisk Jihad, til Berlingske.

»Vi har ret til at forsvare os selv, og lad mig minde om, at vi bruger de mest primitive og hjemmelavede våben. I modsætning til vores midler er Israels våben meget præcise, hvilket antyder at Israel rammer civilbefolkningen med vilje,« siger talsmanden, som tilføjer, at de vidner, der har ladet sig interviewe om raketnedslaget i Shati-lejren, er »ukorrekte«.

Blandt de palæstinensiske grupper der beskyldes for krigsforbrydelser, er Hamas, Islamisk Jihad og Fatah-bevægelsens væbnede gren, al-Aksa Martyrerne.

I Amnestys rapport er det hovedsageligt gruppernes affyring af raketter mod civilbefolkningen i Israel, der betegnes som krigsforbrydelser. I Israel mistede seks civile livet under krigen som direkte resultat af raketangreb fra Gaza.

Trods Israels såkaldte jernkuppel-system, der er programmeret til at nedskyde de raketter, der affyres i retning af befolkede områder, landede 224 raketter alligevel i tætbefolkede områder. Næsten 5.000 raketter blev affyret fra Gaza under krigen.

»Med den slags angreb udviser de åbenlys ringeagt for international humanitær lov og for konsekvenserne af deres kriminelle handlinger på civile, både i Israel og i Gaza,« siger Philip Luther.

Amnesty International kritiserer også Hamas og de øvrige palæstinensiske organisationer for at bruge civile områder i Gaza til affyring af raketter mod Israel og for at opbevare våben og raketter i disse områder.

Selv om mange journalister ikke så Hamas-aktivister under krigen, lykkedes det en række medier at dokumentere Hamas’ brug af civile installationer og områder til affyring af raketter mod Israel. Noget der skabte et dårligt klima mellem en række medier og Hamas.

Selv om den nye rapport fra Amnesty International hovedsageligt handler om de palæstinensiske organisationers krigsforbrydelser, nævner den også den israelske side af konflikten og opfordrer både Hamas og Israel til at samarbejde med den særlige FN-kommission, der er blevet nedsat med det formål at undersøge krigen.

»Det faktum, at væbnede grupper lader til at have begået krigsforbrydelser, fjerner ikke den israelske hærs forpligtelser over for international humanitær lov,« står der i rapporten.

»Det er vores primære mål med rapporten,« forklarer Deborah Hyams:

»Den ene parts krigsforbrydelser retfærdiggør ikke den anden parts. Vi bilder os ikke ind, at Hamas’ Qassam-brigader vil studere rapporten, men vi håber det kan føre til samtaler med dele af Hamas’ ledelse og til mere ansvarlighed i fremtiden. Også når det gælder efterforskning af egne gerninger,« siger hun.

Flere end 500 børn blev dræbt

Ifølge tal fra FN døde mindst 1.585 civile palæstinensere som følge af israelske bombardementer mod Gaza sidste sommer. Blandt dem 530 børn. 16.245 huse og lejligheder blev ødelagt under krigen.

I de tal, som Israel har offentliggjort, er antallet af døde civile langt mindre, og israelerne beskylder Hamas for at inkludere Hamas-aktivister i opgørelserne over civile tab.

Amnesty International arbejder i øjeblikket på færdiggørelsen af en rapport om Israels angreb i Rafah under krigen – et angreb som blev sat i gang, efter at en israelsk soldat var blevet taget til fange af Hamas, og som er blevet døbt »Sorte Fredag« af palæstinenserne på grund af de meget høje civile tabstal under de israelske bombardementer.