Ukraine råder over en million soldater i landets forsvar, men eksperter er bekymrede for, at mangel på ammunition kan medføre et militært nederlag i en langvarig udmattelseskrig.

Den ukrainske forsvarsminister, Oleksij Reznikov, siger, at hans land fortsat har 700.000 ordinære soldater tilgængelige. Hertil kommer grænsevagter, nationalgarden og politistyrker.

»Totalt er en million mennesker fortsat klar til at forsvare Ukraine,« siger Reznikov til The Times.

Men han gentager, at Ukraine er stærkt afhængig af leverancer af våben og ammunition.

Mange militære eksperter mener, at det går mod en langvarig udmattelseskrig, og pålidelige forsyningslinjer til levering af ammunition kan blive afgørende for dens udfald.

Dagligt bliver der affyret titusindvis af artillerigranater, og det er et strategisk mål for parterne at få fjenden til at løbe tør for ammunition.

Den militære britiske tænketank Rusi siger, at Ruslands styrker affyrer omkring 20.000 artillerigranater af kaliber 152 mm dagligt. For Ukraine er det tilsvarende antal 6000.

Men Rusland har en stabil forsyningslinje af ammunition og råder over flere våbenfabrikker i regionen, mens Ukraines forsvar er baseret på opbyggede lagre og forsyninger fra vestlige lande.

Det er samtidig en vigtig faktor, at våbensituationen er mere krævende for Ukraine, som anvender mange forskellige våbensystemer og mange forskellige kalibertyper.

Rusland har på sin side et langt mere standardiseret våbenarsenal.

»Leverancer af moderne, tunge våben er mere en komplikation end en hjælp for Ukraine,« hedder det i en tidligere analyse fra Alexander Khramtsjikin ved det Moskva-baserede institut for politik og militær analyse.

Tænketanken Rusi opfordrer nu Ukraines samarbejdspartnere i Vesten til at standardisere våbenplatformene.

Under de hårde kampe i det østlige Ukraine i de seneste måneder har Ruslands forsyningslinjer været langt kortere end Ukraines, som får fragtet ammunition ind fra fabrikker i Europa.

Den britiske tænketank siger, at Ukraines mål om at generobre tabt territorium ikke kan opnås med gradvise leveringer af et stort antal våbensystemer, som hver især stiller særskilte krav tiltil oplæring, vedligeholdelse og logistik.

»Det er en fejlslutning at tro, at NATO har ubegrænsede reserver til at hjælpe Ukraine, selv når man regner med USA. Ruslands krigsindustri er større end Europas,« siger Vassily Kashin ved Moskva-universitetet HSE.

I Moskva har ledelsen omkring Vladimir Putin beordret våbenfabrikkerne til at producere ammunition på fuld kraft.

/ritzau/AFP

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske opdaterer mig på de vigtigste nyheder fra ind- og udland om politik samfund og kultur mandag-fredag kl.08.00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.