Amerikas uforenede stater

Amerikanerne er mere i vildrede end nogensinde. Men er afstanden mellem amerikanerne virkelig så stor?

Både Demokraterne og Republikanerne peger på den nuværende formand for Repræsentanternes Hus, republikaneren Paul Ryanm, som manden der kan bringe »normaliteten« tilbage til Washington. Foto: Jim Lo Scalzo/EPA Fold sammen
Læs mere

De amerikanske vælgere er i virkeligheden mere enige om, hvad man vil med fremtidens USA, end valgkampen har givet indtryk af. En lang række meningsmålinger viser, at trods kandidaternes brutale retorik rettet mod for eksempel handelsaftaler, så er vælgerne mere enige om USAs rolle i verden, end man skulle tro.

Amerikanerne er generelt mere positive over for handelsaftalerne og internationale institutioner som NATO end det, Republikanernes præsidentkandidat, Donald Trump, giver udtryk for. Målingerne fra Chicago Council on Global Relations viser også, at amerikanerne stadig er overbeviste om, at USA er den mest indflydelsesrige magt i verden, stik imod det valgslogan »Make America Great Again«, som Trump bruger, og som antyder, at USA har mistet sin status som supermagt.

Men der er skabt en folkelig mistillid til politikerne generelt og deres evne til at løse de problemer, amerikanerne frygter mere end noget andet: konsekvensen af globaliseringen og tabet af arbejdspladser og indvandringen. Især Trumps vælgere er bekymrede for det sidste. Ifølge The New York Times mener 82 procent af hans vælgere, at den ulovlige indvandring er ude at kontrol. Frygten for globaliseringen er også større hos disse vælgere end hos Republikanerne, Demokraterne og de uafhængige vælgere generelt. Men det er politikernes evne til at løse problemerne, der er den største udfordring for vinderen af valget. For Republikanerne har allerede erklæret total krig fra Kongressens side, hvis Demokraterne vinder præsidentvalget, og Hillary Clinton flytter ind i Det Hvide Hus. USA har bare ikke råd til endnu fire års ørkenvandring med en total stilstand i lovgivningsarbejdet.

En af de unge republikanere, Tom Crean, som er en af de aktive i partiets ungdomsafdeling på Georgetown University, siger om Trump, at han faktisk er det mest amerikanske, man kan forestille sig. En mand der taler folkets sag, og ikke en politiker der taler »the Establishment« efter munden. Vi er med Creans ord tilbage ved forfatningens fædres tanker om, at det er »folket«, der bestemmer.

En smuk tanke, som en række tidligere kongresmedlemmer udtrykker det, men problemet er – siger de – at de ikke er sikre på, at Trump eller Clinton vil kunne rette op på det ødelagte og få det allervigtigste til at fungere – Kongressen – efter en valgkamp, hvor løgn blev til sandhed, og hvor det blev afsløret, hvor mange pengeinteresser, der er i politik.

En række tidligere kongresmedlemmer, som Berlingske forleden mødtes med, var på tværs af politiske skel enige om, at Trump har haft ret i en ting. At påpege alt det, der er galt med det politiske liv i Washington: at lobbyisterne har alt for stor magt, at der er alt for mange penge mellem politikerne og særinteresser, at der ikke i systemet er en »belønning« for at arbejde sammen, og at man blive mødt af en mur af uvilje mod samarbejde, når man møder første arbejdsdag i Washington.

»Jeg husker en af mine første arbejdsdage i Kongressen, da jeg blev valgt ind. Jeg mødte op med store planer, men i løbet af kort tid var jeg låst fast i endeløse møder uden indhold og en partiadskillelse. Intet samarbejde. Så mister man engagement«, siger Anne Marie Buerkle, som var republikansk medlem af Kongressen fra 2011-13.

Og nogle af de store problemer er, at ingen rigtig ved, hvordan valget vil falde ud, og at det i virkeligheden også virker ligegyldigt for en række politikere, fordi de grundlæggende problemer også vil eksistere på den anden side af valget. Et af kongresmedlemmerne siger, at Trump heller ikke kan flytte ret meget. Det vil kræve meget lang tid at ændre den stilstand, der har været i mange år. Der skal markante politiske ændringer til, og der skal vælges nye politikere til Kongressen, som vil noget andet end de, der har været der i ti, 20 eller 30 år.

»Vi mangler de unge vælgere. Vi aner ikke meget om, hvordan de unge vil stemme ved det her valg. Det er fortsat de midaldrende og ældre, der stemmer,« siger et af kongresmedlemmerne, Steven Horsford, tidligere demokratisk kongresmedlem fra Nevada.

Det mest bemærkelsesværdige ved mødet med de tidligere kongresmedlemmer er, at alle efterlyser en samlende politisk figur. Både Demokraterne og Republikanerne nævner på mødet den nuværende formand for Repræsentanternes Hus, republikaneren Paul Ryan, som manden der kan bringe »normaliteten« tilbage til Washington. Er han også det? Ikke helt, for han er også omstridt i sit eget parti, men han nævnes som én, partiet vil satse på næste gang, der er præsidentvalg. Det er der fire år til, og i mellemtiden må amerikanerne vænne sig til anormaliteten i amerikansk politik. Eller også er det bare den nye »normalen«.