Amerikas nervøse comeback

Da Obama indtog Det Hvide Hus, var markedet kollapset, arbejdsløsheden stigende og væksten i minus. Præsidentens hjælpepakker hjalp. I dag går det bedre, men ikke godt nok. Amerika er på vej, men overalt lurer nervøsiteten for tilbageslag.

Frelsens Hær deler mad ud i byen Flint til dårligt stillede amerikanere. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

BYRON CENTER: Jeff Boyer, træner for skolens amerikanske fodboldhold, trækker en spiller til side, lægger sine to hænder på hans skuldre, sikrer sig øjenkontakt og stirrer lige gennem hjelmens visir:

»Husk på sidste hjemmekamp. Da lavede du en fejl, men det gør du ikke igen. Du ved godt, hvad du skal gøre. Om et øjeblik skal du ud på banen: Vis os, hvad du kan.«

Den 17-årige spiller står og tripper. Adrenalinen pumper i ham. Han ved godt, at han fejlede, da Byron Center Bulldogs for et par uger siden satte en stor halvlegsføring over styr og endte med at tabe årets vigtigste hjemmekamp – nemlig den, der spilles før skolens store -fest. Knægten glemte at dække en flanke, så modstanderne fik et nemt . Nu er det tid til revanche.

Træneren giver spilleren et ordentlig dunk i ryggen, som tegn på at han skal ind på banen.

»Kom så, gør os stolte,« råber Jeff Boyer.

Byron Center Bulldogs er da allerede foran 7-0 – det vil sige med et enkelt – og ender med at feje al modstand af banen. 44-7 slutter kampen. Sæsonen ser ud til at ende okay – med indtil videre fire sejre og tre nederlag – men der er stadig både en chance for større succes og en risiko for mere fiasko.

»Hey,« udbryder Tom Hooker, i dag republikansk kongresmedlem, men også eks-træner for netop Byron Center Bulldogs: »Det her hold er ligesom Amerika i dag: Vi balancerer på en knivsæg i vores samfund – for det er så forbistret usikkert det hele. Der er hele tiden en fornemmelse af, at vi er på vej op, men at der er et eller andet, som holder os nede.«

Politikerens analyse er helt rigtig: For fire år siden, da krisen ramte Amerika som et kølleslag, var verdens rigeste nation tæt på et kollaps. Væksten var negativ, aktiemarkedet halveret, arbejdsløsheden eksploderede, pessimismen var enorm. I dag ser det bedre ud. Væksten er tæt ved to procent, aktiemarkedet nærmer sig niveauet før krisen, ledigheden falder en smule, pessimismen er på vej væk.

»Det går bedre i dag, men jeg vil ikke sige, at det går godt,« konstaterer Corey Luce, lokal politimand: »Vi har lang vej endnu, før det bliver godt igen, men jeg håber, at vi kommer derhen.«

Vi er i Michigan – en af de delstater, som blev ramt allerhårdest, da krisen satte ind, men også et symbol på, at udviklingen er begyndt at vende:

I august 2009 toppede ledigheden, da den rundede 14,2 procent. I dag er den nede på 9,4 procent. Langt, langt bedre end før; slet, slet ikke godt nok, men næsten alle anerkender, at det kunne have været meget, meget værre:

I slutningen af 2008 var Michigans bilindustri nemlig lammet. Finanskrisen var millimeter fra at skubbe General Motors og Chrysler ud i konkurs; en potentiel katastrofe, som formentlig ville have trukket Ford og hundredvis af underleverandører med i faldet.

»Det var frygteligt. Hele vores identitet, hele vores indkomst, al vores glæde ved biler, ja, mange af vores familier, var pludselig i fare for at falde fuldkommen fra hinanden,« fortæller Ed Rykulski, chefsælger hos Al Serra Auto Plaza, som er den største bilforhandler i byen Flint nord for Detroit.

Ed – »bare kald mig Ed«, siger han på typisk brugtvognsforhandlersprog – taler om de værste måneder, han har oplevet i de snart tre årtier, han har solgt biler: Oktober, november og december i 2008.

»Pludselig en dag holdt vores telefoner op med at ringe. Der kom ingen, absolut ingen, kunder ind i vores butikker. Al handel, der ikke var nødvendig, holdt simpelthen op, for folk holdt deres pengepung i lommen. Krisen lammede os,« siger han.

Barack Obama, dengang nyvalgt præsident, valgte at gribe ind. Han ville ikke tillade, at den amerikanske bilindustri, et af de vigtigste symboler på nationens frihed, gik under. I foråret 2009 iværksatte han en historisk redningsplan på mere end en tredjedel billion danske kroner i lån til bilindustrien. Konkurserne blev afværget, og seriøse analytikere mener, at halvanden millioner arbejdspladser blev bevaret i Amerika.

»Obamas plan hjalp os. Uden den ville vi have haft en katastrofe. Nu fik vi i stedet gang i salget igen,« fastslår Ed Rykulski.

Mitt Romney, i dag republikansk præsidentkandidat, var arg modstander af redningsplanen. I et debatindlæg under overskriften »Lad Detroit gå konkurs« argumenterede han for fire år siden i New York Times for at lade Michigans bilindustri kollapse:

»Hvis General Motors, Ford og Chrysler får hjælpepakken … så kan du kysse farvel til den amerikanske bilindustri. Det vil ikke ske omgående, men dets forfald er reelt garanteret.«

I dag ser det unægteligt anderledes ud, ja, faktisk har bilfirmaerne ikke bare betalt det meste af deres statslån tilbage – de opererer igen med solide overskud. Det forfald, som Romney forudså, er i givet fald meget langt ude i horisonten. Lige nu vælter amerikansk producerede biler igen ud ad samlebåndene i Michigan som et symbol på, at den amerikanske økonomi igen er på vej frem.

Flint, oprindeligt hjemby for General Motors, verdens største bilproducent, ligner nu langt fra et sted, der har en gylden fremtid i udsigt. Den ligger faktisk nede i sølet. Siden 1980erne er titusinder af job forsvundet fra byen – især i takt med udflytninger af arbejdspladser til Asien og Latinamerika.

»Engang var Flint den amerikanske drøm. I dag er den desværre et hul i jorden,« fastslår Kathryn Williams, som passer Pages Bookstore, byens lille boghandel.

Der er bestemt noget om hendes skarpe udfald, for den by, der engang var mønstereksemplet på fremskridt, er i dag et frygteligt monument for, at industrien i stor stil har forladt Amerika. Hundredvis af huse er simpelthen forladt. Brædder er sømmet op foran vinduerne. Mange står halvbrændte. Flere ligner en scene efter en krig.

»Her plejede den amerikanske middelklasse at leve,« forklarer Kathryn Williams.

I dag er Flint – som så uendeligt mange andre byer – hårdt ramt af krisen. Under Obamas tid som præsident er situationen blevet værre: Antallet af officielt fattige er steget til knap 47 millioner: ny rekord. Antallet af indbyggere, der modtager fødevarehjælp er også højere end nogensinde før – knap 45 millioner. Den gennemsnitlige indkomst for en middelklassefamilie er faldet med godt 25.000 kroner.

Midt i Flint er problemerne åbenlyse. Uden for Frelsens Hær er en gruppe frivillige i færd med at dele indkøbsposer fyldt med madvarer ud til en lind strøm af folk, der er knækket af krisen. Judith Clark, en af de frivillige, beskriver situationens alvor:

»Før krisen kom her langt færre. De, der kom efter hjælp, var næsten alle sammen hjemløse; mange af dem havde altid tilhørt bunden af samfundet. I dag er det helt anderledes. Her kommer mange flere, og for mange af dem er det en overvindelse, ja, en ydmygelse, at møde op og bede om hjælp. De er nye langtidsledige; dem, der har passet et job i masser af år, indtil det gik galt.«

Judith Clark peger på en bil, der ruller op foran udleveringen. En kvinde, som lige har fået en fyldt pose madvarer, springer ind i bilen, der nærmest ikke holder stille.

»Jeg siger dig: Den kvinde og den mand, de er kommet, fordi deres liv er faldet fra hinanden. For to-tre år siden kunne de måske have været dem, der stod her og hjalp med at dele ud – ikke dem, der er tvunget til at bede om hjælp. Det er et helt nyt Amerika, du ser her.«

Omme bag bygningen sidder Mary Gordon, 37 år, og løser en kryds-og-tværs. Hun er en af dem, der aldrig har fået en uddannelse, aldrig har haft et arbejde. Hun er også et tankevækkende symbol på den amerikanske velfærdsstat, for hun modtager nul dollar om året i offentlig hjælp. : Nul dollar. Ikke en pind.

Hendes mor er invalidepensionist og modtager den allerlaveste af tænkelige ydelser – under 900 dollar per måned. Dertil får de såkaldte (reelt fattighjælp til mad, ) for næsten 400 dollar per måned tilsammen. Mary og hendes mor deler altså disse godt 7.000 kroner mellem sig. Det hænger selvfølgelig ikke sammen, men hvem, tror Mary Gordon på, vil kunne hjælpe hende mest fremover?

»Obama. Jeg stemmer på Obama. Selvfølgelig gør jeg det. Ham den anden, Romney, han er fuldstændig ligeglad med sådan nogle som mig. Fuldstændig. Jeg ved godt, at der er mange, der siger, at Obama ikke er god nok, men jeg tror, at han er bedre end de fleste. Han skal nok få min stemme,« siger hun.

Ved valget i 2008 vandt Obama sikkert i Michigan, hvor han erobrede 57 procent af stemmerne. I det amt, hvor Flint ligger, fik han to tredjedele af stemmerne, og i Detroit stemte trefjerdedele på ham. I år er der grund til at tro, at endnu flere i den del af delstaten, som blev reddet af bilpakken, vil stemme på ham denne gang. Obamas problem – og omvendt Romneys chance – findes i det vestlige Michigan, som er langt mere konservativt, langt mere republikansk.

»Det er alt sammen meget muligt, at vælgerne i øst er blevet hypnotiseret af Obamas slyngen om sig med andre folks penge, men her i vest tænker vi på, hvor umoralsk det er, at præsidenten oparbejder en kolossal gæld, som vores børn og børnebørn kommer til at lide under,« forklarer Tom Hooker, der er republikansk kongresmedlem i Michigan. I pausen af football-kampen i Byron Center er en flok lokale vælgere samlet om ham.

Brady Lake, viceskoleinspektør, fortæller, at det er lige så han får kuldegysninger, når han ser, hvordan præsidenten ødsler med pengene:

»Obama praler med, at han har reddet bilindustrien, men det er jo som at tisse i bukserne. De penge, han har brugt – vores penge, lånte penge fra Kina – på at hindre markedet i at gøre sit job, kommer jo ikke ud af ingenting: De øger underskuddet på statsbudgettet – og de får gælden til at eksplodere. Det er så pokkers uansvarligt, at selv en elev i første klasse ville kunne regne det ud,« konstaterer Lake. Pensionisten Jerry Waddell stemmer i:

»Hvorfor kan Obama ikke lære det, som vi alle sammen er vokset op med: At man ikke må bruge pengene, før man har tjent dem? Det her ender jo galt.«

Ude på arbejdsformidlingen »Michigan Works!« er Maureen Downer anderledes optimistisk, for i Kent County, hvor Byron Center ligger, og hvor Grand Rapids er den største by, går udviklingen den rigtige vej:

»Jeg siger jer: For tre-fire år siden ramte vi virkelig bunden her. Virksomhederne skar voldsomt ned, masser af dem lukkede, endnu flere hang i med det yderste af neglene. Ufatteligt mange mistede deres arbejde. Vi rundede 12 procent i arbejdsløshed – og, hvis jeg skal være helt ærlig, så frygtede vi, at den ville stige endnu mere.«

Heldigvis – for Maureen Downer og for indbyggerne i det vestlige Michigan – gik det aldrig så galt. Udviklingen vendte. I dag er ledigheden helt nede på 6,8 procent. Lavere end det nationale gennemsnit.

»Jeg smiler, fordi det går den rigtige vej, men jeg er ikke rigtigt glad, for der er fortsat alt for mange, der er arbejdsløse, og urimeligt mange, som er langtidsledige.«

I udkanten af Grand Rapids, en by på størrelse med Aarhus, står en overdækket gangbro som et symbol på krisen. Gangbroen, der begynder på en tom parkeringsplads, hvorfra den går over hovedvejen, fører nemlig ingen vegne – for på den anden side er der bare en enorm grund fyldt med grus. Frem til 2009 havde General Motors en stor fabrik her med 2.100 arbejdspladser, men den blev lukket, da bilfabrikken skulle skære ind til benet for at undgå konkurs. Nu er den jævnet med jorden.

En af dem, der mistede sit arbejde dengang, var Janet Walker, 54 år, efter over 30 år på fabrikken.

»Det var et godt job. Jeg tjente 180 kroner i timen, fik en fin sundhedsforsikring og en rigtig fortrinlig pension – og så var det jo mit liv, for pokker. Jeg havde arbejdet der, siden jeg var helt ung.«

Janet Walker var heldig; fordi hun havde været ansat i så lang tid, var General Motors forpligtet til at hjælpe hende med at få en ny uddannelse – ud over at hun allerede modtager omkring 18.000 kroner om måneden i pension.

»Da jeg mistede mit job, fik jeg chancen for at begynde forfra. Det er en gave. Jeg er ved at blive uddannet gartner. Det har jeg altid drømt om, og nu er jeg i gang. Jeg elsker det, fordi det minder mig om, hvilket dejligt land, jeg lever i – et sted, hvor man, hvis man arbejder hårdt, griber chancen, undlader at give op, lader være med at lade sig skræmme, virkelig kan skabe noget for sig selv,« siger hun og fortsætter:

»Der vil altid være noget, som går galt en gang imellem, og den her krise, vi befinder os i, den er lidt længere end normalt. Det er ikke nemt, men ved du hvad? Jeg er optimist på mit lands vegne. Det skal nok gå alt sammen.«

Janet Walker tier et øjeblik, kigger lidt sagtmodigt ned i bordet, inden hun bryder ud i et stort og varmt latterudbrud:

»Jeg tror sgu’ på det! Næste år så er jeg gartner – og så ruller butikken.«