Amerikanske soldater dræber seks irakiske betjente

Mindst seks irakiske betjente blev fredag dræbt af amerikanske soldater i Bagdad under jagten på politi med forbindelse til militante.

Amerikanske soldater dræbte fredag mindst seks irakiske betjente og syv formodede militante under et angreb i den østlige del af Bagdad, oplyser amerikansk militær.

Angrebet blev gennemført for at anholde en irakisk politiløjtnant, der var mistænkt for at have forbindelser til militante.

Et amerikansk kampfly gennemførte et luftangreb under angrebet, da de amerikanske soldater blev angrebet med "tunge og præcise" skud fra en politiafspærring, hustage og en nærliggende kirke, meddelte militæret.

Politiløjtnanten blev anholdt under angrebet.

Amerikansk militær siger, at politiløjtnanten mistænkes for at planlægge vejsidebomber og morterangreb mod de amerikanske styrker.

/ritzau/