Amerikanske soldater anklaget for drab på civile irakere

To soldater fra USA er anklaget for drab og overgreb på en iraker. Det amerikanske militær i Irak har sat en efterforskning i gang.

Endnu en sag om amerikanske soldater, der har begået overgreb på civile irakere, kom frem torsdag. To amerikanske soldater er anklaget for overgreb og drab på en civil iraker. Det oplyser en talsmand for de amerikanske styrker i Bagdad.

En efterforskning er sat i gang for at klarlægge omstændighederne, sagde talsmanden.

Oplysningen kommer kun en dag efter, at en amerikansk soldat ved en domstol i Californien blev kendt skyldig i drab på en invalid irakisk mand, der var far til 11 børn.

Samtidig oplyste talsmanden, at fire amerikanske soldater blev dræbt af en bombe under patruljering i den østlige del af Bagdad torsdag morgen.

/ritzau/