Amerikanske politikere vil af med sydstatsflaget

Flere amerikanske politikere opfordrer til, at sydstatsflaget pensioneres, efter racedebatten er blusset op i USA.

I South Carolinas hovedstad, Columbia, har flaget hængt ved kongresbygningen i 35 år. Fold sammen
Læs mere
Foto: JOE RAEDLE
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

USA: Guvernøren og to senatorer fra delstaten South Carolina vil af med det omdiskuterede sydstatsflad, efter det er blevet centrum i en ophedet debat om racisme.

Årsagen er drabene på ni sorte mennesker onsdag. De blev skudt og dræbt i en kirke i Charleston i delstaten South Carolina af en 21-årig hvid gerningsmand, der blandt andet har poseret med sydstatsflaget og angiveligt slog til mod de sorte kirkegængere på grund af racehad.

Skyderiet har fået flere til at kræve, at flaget skal fjernes fra myndighedsbygninger i sydstaterne. I South Carolinas hovedstad, Columbia, har flaget hængt ved kongresbygningen i 35 år.

South Carolinas guvernør, Nikki Haley, og de to senatorer Tim Scott og Lindsey Graham siger ifølge CNN mandag, at flaget skal tages ned.

»Det er på tide, at flaget tages ned fra statsbygningen,« siger Nikki Haley.

I Mississippi pryder sydstatsflagets røde kors og stjerner delstatens officielle flag, og her siger den lokale republikanske leder Philip Gunn, at sydstatsflaget bør fjernes fra statens banner.

»Vi skal huske på vores fortid, men vi skal ikke lade den definere os,« siger han ifølge CNN.

Sydstatsflaget blev brugt af sydstaterne under den amerikanske borgerkrig fra 1861 til 1865, hvor 11 sydlige stater forsøgte at træde ud af unionen og blive selvstændige for blandt andet at kunne bevare slaveriet. Flaget ses i dag af mange som et tegn på den hvide mands overherredømme, som sydstaterne advokerede for dengang.