En delegation af amerikanske politikere fra Kongressen besøger Taiwan, kun 12 dage efter at et besøg fra den amerikanske toppolitiker Nancy Pelosi skabte kinesisk vrede.

Det oplyser The American Institute in Taiwan – USAs de facto-ambassade på øen – søndag. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Der er i alt fem personer med i delegationen, som den demokratiske senator Ed Markey fra Massachusetts står i spidsen for.

Besøget finder sted søndag den 14. og mandag den 15. august og sker som led i en rundtur i regionen.

Kongrespolitikerne ventes at skulle mødes med ledende personer i Taiwan for at diskutere forholdet mellem USA og Taiwan. Også handel, klimaforandringer og andre »fælles interesseområder« er på dagsordenen.

Det oplyses ikke, hvem delegationen skal mødes med.

Frygten for en krig med Kina, der anser Taiwan som en del af landet, er øget, efter at Kina har reageret kraftigt på, at Nancy Pelosi besøgte Taiwan.

Siden har der været holdt en række militærøvelser.

Pelosi er formand for Repræsentanternes Hus og nummer tre i USAs politiske hierarki. Besøget var USAs mest prominente i Taiwan i årtier.

De godt 23 millioner indbyggere i Taiwan lever under en konstant trussel om en invasion fra Kina.

Skiftende kinesiske ledere har fastholdt, at på et eller andet tidspunkt skal Taiwan igen under Beijings fulde kontrol. Om nødvendigt med militærmagt.

De andre fire medlemmer af den amerikanske delegation er medlemmer af Repræsentanternes Hus. Der er tale om demokraterne John Garamendi, Alan Lowenthal og Don Beyer samt republikaneren Amata Coleman Radewagen.

Taiwan er en ø ud for Kina, der blev en republik i 1949, da tabende nationalistiske styrker under den kommunistiske revolution på fastlandet etablerede sig på øen.

Kina fastholder, at Taiwan er en del af det kinesiske rige, mens det demokratisk ledede Taiwan agerer som en selvstændig nation.

/ritzau/

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.