Amerikanske embedsfolk melder om kæmpe kaos i Kabuls lufthavn

Soldater måtte affyre skud op i himlen for at forhindre desperate afghanere i at løbe ud på landingsbane.

Hundredvis af afghanere har i løbet af natten og morgentimerne skabt kaos lufthavnen i hovedstaden Kabul i et forsøg på at flygte ud af Afghanistan. Fold sammen
Læs mere
Foto: -
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Amerikanske embedsfolk melder om voldsomt kaotiske tilstande i lufthavnen i Afghanistans hovedstad, Kabul, mandag morgen lokal tid.

Her forsøger hundredvis af civile at komme ud af landet.

I løbet af de tidlige morgentimer har amerikanske soldater således måttet affyre varselsskud op i luften. Det er sket for at forhindre en større menneskemængde i at løbe ud på startbanen.

Det oplyser en unavngiven amerikansk embedsmand.

»Menneskemængden var ude af kontrol. Skuddene blev kun affyret for at få kontrol over kaosset,« siger embedsmanden over en telefonlinje til Reuters.

Hundredvis af afghanere har i løbet af natten og morgentimerne blokeret dele af lufthavnen i et forsøg på at komme ud af Afghanistan.

Det er sket, efter at den militante islamistiske bevægelse Taleban søndag indtog Kabul.

Amerikanske tropper slog natten til mandag ring om lufthavnen. Her har soldaterne siden hjulpet med at evakuere ansatte på ambassader og andre civile.

Indtil videre forlyder det, at det primært er vestlige diplomater og embedsfolk, der har haft held til at forlade landet.

Flere videoer er blevet delt på sociale medier. På dem kan man se, hvordan hundredvis af afghanere tilsyneladende forsøger at tvinge sig om bord på flere parkerede fly.

Andre videoer viser, hvordan folk er klatret op på bygninger i lufthavnen.

Lufthavnen i Kabul er i øjeblikket lukket for alle andre fly end militære.

Samtidig har amerikanske styrker overtaget kontrollen med flytrafikken.

Det oplyser USAs udenrigsministerium og forsvarsministerium i en fælles udtalelse.

/ritzau/Reuters