Amerikansk universitet, der fødte bevægelsen for ytringsfrihed, aflyser endnu en konservativ taler: »Forfatningsstridigt«

Den konservative Ann Coulter skulle have holdt tale på et universitet i Californien, men det er nu blevet aflyst af sikkerhedsmæssige årsager. Trump har tidligere truet med at trække statsstøtten til universitetet.

rkivfoto af journalist Ann Coulter, der ankommer til Time-galla. Fold sammen
Læs mere
Foto: LUCAS JACKSON

Det amerikanske universitet Berkeley i Californien aflyser nu den konservative Ann Coulters planlagte tale af sikkerhedsmæssige årsager. Det skriver Washington Post.

Det sker, efter der i de seneste tre måneder har været optøjer og voldelige demonstrationer på universitet. De skriver i et brev til universitetets republikanske gruppe, der inviterede Ann Coulter til at tale, at de har besluttet at aflyse Coulters tale på grund af de voldelige optøjer, der opstod i februar, da den tidligere Breitbart-redaktør Milo Yiannopoulos blev inviteret til at tale.

Dengang aflyste skolen også. Det fik stor medieopmærksomhed og endte med, at Præsident Donald Trump reagerede på Twitter ved at true med at trække statsstøtten til universitet.

UC-Berkeley (Californiens Universitet ved Berkeley) har ellers en lang historie som fortalere for ytringsfrihed. De var i 60erne og 70erne fødestedet for Bevægelsen for Ytringsfrihed (Free Speech Movement).

Ann Coulter, der er en af de mest fremtrædende skikkelser på den amerikanske højrefløj, skriver i en mail til Washington Post, at universitet har prøvet at få hende til at aflyse talen med »latterlige krav«, som at det skulle foregå midt på dagen, at kun studerende kunne deltage, og at det præcise sted for begivenheden ikke ville blive annonceret før lige inden talen. Men hun gik med til kravene, siger hun, og kalder aflysningen af hendes tale for forfatningsstridig.

»De annoncerede bare, at jeg var bandlyst fra at tale alligevel. Jeg synes, at forfatningen er vigtig, og at statsstøttede universiteter ikke burde bruge offentlige midler til at krænke amerikanske statsborgeres forfatningssikrede rettigheder,« siger hun.

Universitet siger selv, at de gerne vil planlægge talen til et nyt tidspunkt, da det ikke handler om Ann Coulters politiske holdninger.

»Det har ikke noget med nogles politiske holdninger at gøre. Vi tror på uforbeholden støtte til ytringsfriheden. Men vi har også et uforbeholdent fokus på vores studerendes sikkerhed,« siger Dan Mogoluf, talsmand for Berkeley.

I byen Berkeley har der været store uroligheder ved demonstrationer, der kræver, at den amerikanske præsident Donald Trump skal lægge sin selvangivelse frem.

Ann Coulter er kendt som en debattør, der generer stort postyr om sin person. I 2006 sagde hun, at hun »kan lide at skabe røre i andedammen« og, at »hun ikke lader som om, hun er upartisk eller balanceret.«