Amerikansk stat erklærer undtagelsestilstand: Frygter »voldelig milits«

I delstaten Virginia frygter myndighederne, hvad der vil ske på mandag. Højreekstreme fora i USA diskuterer, om det er begyndelsen på »The Boogaloo« – et voldeligt amerikansk oprør.

I 2017 var der voldsomme demonstrationer og sammenstød i Charlottesville, og nu frygter myndighederne i Virginia en gentagelse, fordi ekstremt højreorienterede nationalister i USA samles. Fold sammen
Læs mere
Foto: Go Nakamura/AP/Ritzau Scanpix

En bevæbnet gruppe planlægger på mandag at »storme« regeringsbygningen i den amerikanske stat Virginia.

Det har statens guvernør oplyst på et pressemøde, og derfor erklærer han nu undtagelsestilstand.

Myndighederne har skaffet »troværdige efterretninger«, der indikerer, at nogle grupper har i sinde at begå voldshandlinger ved en planlagt demonstration foran regeringsbygningen Capitol i Richmond.

Her ventes tusindvis af pro-våben demonstranter at møde op for at protestere mod et lovforslag, der vil stramme statens våbenlovgivning. Myndighederne forventer, at der også dukker moddemonstranter op.

Parlamentet, der kontrolleres af Demokraterne, formodes at vedtage lovforslaget.

Guvernøren, Ralph Northam, skriver på Twitter, at »militser og hadefulde grupper – nogle af dem fra andre stater – planlægger at komme til Capitol for at forstyrre vores demokratiske proces med voldshandlinger«.

Der vil mandag blive indført et midlertidigt forbud mod at bære våben i nærheden af regeringsbygningen, skriver avisen The New York Times.

Politiet i Virginia har desuden sporet en markant stigning i mængden af »ekstremistisk retorik« på de sociale medier samt trusler mod politikere. I højreekstreme fora på de sociale medier bliver det diskuteret, om mandagens demonstration kan være begyndelsen på »The Boogaloo« – højreekstremt slang for en hypotetisk voldelig revolution og borgerkrig i USA. Det skriver mediet The Daily Beast.

Mønstret ligner optakten til de fatale »Unite the Right«-demonstrationer, der blev afholdt i Charlottesville i Virginia i 2017.

Her mødtes højreorienterede ekstremister, nynazister og Ku Klux Klan-medlemmer for at protestere mod nedrivningen af en statue af sydstatsgeneralen Robert E. Lee.

Her kørte en hvid nationalist sin bil ind i en gruppe moddemonstranter, og en kvinde blev dræbt. Undervejs kom det flere gange til kampe mellem de to grupper af demonstranter, og 33 personer blev såret.

»Det må aldrig ske igen,« skriver guvernøren i sin begrundelse for nu at erklære undtagelsestilstand.

Hvide nationalister fra hele USA dukkede i august 2017 op i Charlottesville for at markere deres utilfredshed med nedrivningen af en statue af en sydstatsgeneral. »Foren højrefløjen,« lød deres kampråb. Fold sammen
Læs mere
Foto: Stephanie Keith/AP/Ritzau Scanpix.

På Facebook har knap 6.000 personer indikeret, at de dukker op til demonstrationerne mod den nye våbenlov – og her skriver mange, at de ikke har tænkt sig at overholde våbenforbudet.

Den ventede stramning af statens våbenlovgivning vil blandt andet medføre grundigere baggrundstjek, mulighed for at fratage våben fra personer, som vurderes at være til fare for andre, samt en begrænsning om at hver forbruger kun kan købe ét våben om måneden.