Amerikansk rapport: Iraks regering under øget pres

Iraks regering kommer under stadigt stigende pres, da sikkerheden det næste års tid kun ganske langsomt bliver forbedret, forudser efterretningsrapport i USA.

Iraks regering med den i forvejen hårdt pressede premierminister, Nuri al-Maliki, i spidsen vil de næste seks til 12 måneder sidde endnu mere vakkelvornt i sadlen.

De irakiske sikkerhedsstyrker er langtfra i stand til at stå på egne ben, og sikkerheden vil kun langsomt blive forbedret i det krigshærgede land, som fortsat er hærget af udbredt sekterisk vold.

Det konkluderer en amerikansk efterretningsrapport, som blev offentliggjort torsdag.

Eksperter fra 16 efterretningstjenester skriver, at der siden januar er sket "målelige, men ujævne forbedringer".

Men, tilføjer de, terrornetværket al-Qaeda er stadig i stand til at gennemføre store angreb i landet, hvor de stridende lokale grupperinger fortsat står uforsonlige over for hinanden.

- Iraks politiske ledere er fortsat ude af stand til at regere effektivt, fastslår rapporten.

/ritzau/