Om under et år går amerikanerne til stemmeurnerne, når slaget igen skal stå til det amerikanske præsidentvalg.

Og hvis man skal tro Cornel West, som stiller op til at blive USAs næste præsident som uafhængig kandidat, er det heller ikke sikkert, hvem der bliver Demokraternes præsidentkandidat.

Den amerikanske præsident, Joe Biden, har ellers gjort det klart, at han genopstiller til at blive USAs præsident, men Cornel West tvivler.

»Jeg er ikke sikker på, at jeg kommer til at stille op mod Joe Biden,« siger han i et interview med Politico: »Jeg tror, at han kommer til at lave en ‘LBJ’ og trækker sig.«

Han henviser til 1968, hvor den tidligere amerikanske præsident Lyndon B. Johnson, også kendt som »LBJ«, kunne fortælle offentligheden, at han ikke ville genopstille som USAs præsident.

Officielt begrundede han blandt andet beslutningen med den stigende utilfreds med amerikanernes engagement i Vietnam-krigen.

Lyndon B. Johnsons tidligere sekretær, George Christian, har omvendt senere sagt, at den daværende præsidents helbred også var en faktor.

Fem år senere døde Lyndon B. Johnson af et hjerteanfald.

I en meningsmåling fra sommer, lavet af Echelon Insights, viser, at Cornel West i juni stod til at modtage fire procent af stemmerne, hvis han skulle møde Joe Biden og Donald Trump i en præsidentvalgkamp.

Cornel West stiller op som uafhængig kandidat til det amerikanske præsidentvalg i 2024.
Cornel West stiller op som uafhængig kandidat til det amerikanske præsidentvalg i 2024. Zach Gibson/AFP/Ritzau Scanpix (Arkivfoto).

Flertal synes, Biden er for gammel

En måling fra august udarbejdet i samarbejde med Associated Press viser, at 77 procent af de voksne amerikanere mener, at Joe Biden er for gammel til at tage fire år mere som USAs præsident. Kun 51 procent mener det samme om Donald Trump.

Cornel Wests påstand om Joe Bidens præsidentplaner kommer på et tidspunkt, hvor der også i andre sammenhænge spekuleres i, om Joe Biden er den rette mand til at tage fire år mere i Det Hvide Hus.

Den 56-årige demokratiske guvernør i Californien Gavin Newsom blev således forleden bragt i spil som en mulig udfordrer til Joe Biden, da han gæstede Fox News-stjerneværten, den mangeårige Trump-støtte Sean Hannity, i et interview.

Her blev Gavin Newsom af Hannity nemlig beskrevet som »mere velformuleret, langt mere velbevandret og langt mere energisk« end præsident Joe Biden, skriver Financial Times.

Gavin Newsom svarede tilbage med et fuldbyrdet forsvar af hans partikollega, men episoden er altså blot én ud af flere, hvor der er blevet sat spørgsmålstegn ved Joe Bidens fremtid som USAs præsident.

USA afholder præsidentvalg 5. november 2024.