Nick Reiner, som er søn af den afdøde filminstruktør Rob Reiner, er anholdt og sigtet for drab.

Det oplyser en embedsmand ved politiet i Los Angeles mandag ifølge nyhedsbureauet Reuters. Der er blevet fastsat en kaution på fire millioner dollar - svarende til godt 25 millioner kroner.

Den amerikanske filminstruktør Rob Reiner og hans 65-årige hustru, Michelle Singer Reiner, blev søndag fundet døde i deres hjem i den amerikanske storby Los Angeles.

Myndighederne efterforsker dødsfaldene som en drabssag.

78-årige Rob Reiner er kendt som instruktøren bag film som "Da Harry mødte Sally", "Et spørgsmål om ære" og "Præsident på frierfødder".

Han har også optrådt foran kameraet i biroller i flere film og serier - blandt andet i serien "All in the family" og "New girl".

Derudover har han produceret og skrevet manuskript til flere film.

Rob Reiner fik tre børn med Michelle Singer Reiner - herunder den nu anholdte Nick Reiner, der er den yngste af to sønner.

Nick og Rob Reiner har tidligere samarbejdet om en semibiografisk film fra 2016, som hed "Being Charlie", der blandt andet havde elementer fra deres relation og oplevelser, skriver AP.

I den forbindelse fortalte 32-årige Nick Reiner åbent om at have haft problemer med stofmisbrug og hjemløshed, allerede inden han var 18 år gammel.

På daværende tidspunkt havde han allerede været inde og ude af ni behandlingssteder - afbrudt af perioder som hjemløs og med tilbagefald.

Det fortalte Rob Reiner til AP i 2016, hvor han også uddybede, at han ikke havde håndteret det på den bedst mulige måde.

- Jeg lyttede til en masse folk, der havde et skrivebord og et eksamensbevis, sagde han dengang og tilføjede:

- Jeg tænkte ikke rigtig på mit barn, og hvad han havde brug for.

Samarbejdet mellem far og søn om filmen bragte dem tættere på hinanden og skabte en større forståelse for, hvad de hver især havde været igennem, lod Rob Reiner forstå.

Ifølge New York Times var Nick Reiners seneste offentlige optræden sammen med sin far i september.

Her blev instruktøren fotograferet med sin familie - inklusive Nick Reiner - på den røde løber ved filmpremieren for "Spinal Tap 2", som Rob Reiner har instrueret og skrevet.

Foruden Nick Reiner har Rob Reiner og Michelle Singer Reiner også børnene Jake og Romy.

Derudover er Rob Reiner far til Tracy, som han har fra sit første ægteskab. Det var med skuespilleren Penny Marshall.

/ritzau/