Når 44-årige Deana Lynn skal have noget at spise eller skal på toilettet, foregår det i løb. Hurtigst muligt op ad kældertrappen, ind i køkkenet eller ud på toilettet. Og så i al hast ned ad trapperne til kælderen, inden den næste runde af eksplosioner rammer. Jo hurtigere, hun er, desto mindre er risikoen for at blive ramt.
»Nogle gange kan jeg høre bomberne falde, mens jeg løber ned ad trappen på min vej tilbage til kælderen,« forklarer Deana Lynn over en telefonforbindelse fra det belejrede Ghouta i Syrien til Berlingske:
»Jeg er rædselsslagen på mine børns vegne. Jeg er rædselsslagen på min mands vegne. Jeg frygter for mit liv. Det er et mareridt. Der er død overalt omkring os.«
Den 44-årige amerikaner voksede op i Michigan, men flyttede for 18 år siden til Syrien med sin mand, hvor hun fik arbejde som engelsklærer.
Nu bor familien i kælderen under parrets bygning sammen med 30 andre af opgangens beboere. Her er de fanget af den heftige daglige bomberegn, som det syriske regime og Rusland de seneste uger har ladet falde over det oprørskontrollerede Ghouta.
Men det er langt fra kun oprørerne, der bliver ramt. Der bor ifølge FN 400.000 civile i området, der er på størrelse med Amager. Den seneste offensiv har kostet mindst 1.000 civile livet - i gennemsnit 71 om dagen - siden offensiven blev indledt 18. februar, vurderer Læger Uden Grænser.
Mens mængden af bomber og raketter, der falder over Ghouta, er taget til i styrke, har Deana Lynn forsøgt at fange verdens opmærksomhed på Twitter med kritiske videoer om regimets angreb. Derfor tør hun heller ikke flygte, selv om der angiveligt findes en regimekontrolleret korridor, hvor civile kan komme ud.
Deana Lynn er - ligesom flere andre civile aktivister, som Berlingske har talt med i Ghouta - bange for, at hun bliver arresteret, tortureret og muligvis dræbt, såfremt hun overgiver sig til regimet. Så hun sætter i stedet sin lid til, at hun og familien overlever bomberne.
»Hvis vi kommer ud herfra, venter Assads soldater på os. Det, vi vil have, er en våbenhvile her,« siger hun.
Det østlige Ghouta har længe udgjort en hovedpine for Assads regime. Enklaven, som siden 2012 har været i oprørernes hænder, ligger kun 20 kilometer fra præsidentpaladset i Damaskus. Oprørsgruppernes granater lande ofte i regeringskontrollerede områder - nogle gange med civile tab til følge. For at undgå, at rebellerne i Ghouta skal indlede et større angreb på hovedstaden, har området været belejret af den syriske hær siden 2013.
Området er hovedsageligt kontrolleret af de to oprørsgrupper Islams Hær og Den Barmhjertiges Legionærer. De er begge islamisk konservative og går ind for en form for sharia-lovgivning.
De to grupper kan dog ikke sammenlignes med Islamisk Stat eller andre terrorgrupper, forklarer Thomas Pierret, der er syrienforsker på det franske mellemøstinstitut, IREMAM. Blandt mange af de civile i Ghouta bliver gruppernes krigere betragtet som modstandsfolk, der beskytter dem mod regimet.
»I Ghouta har der traditionelt hersket stor modstand mod regimet - også inden krigen brød ud. Derfor bakker mange civile op om oprørsgrupperne og støtter deres kamp,« forklarer Thomas Pierret.
I et forsøg på at komme af med hovedpinen én gang for alle, lancerede Assad og Rusland i februar den såkaldte Operation Damascus Steel. Operationen er relativt simpel i sin tilgang: Konstante bombardementer fra luften og en talstærk offensiv på landjorden skal presse oprørsgrupperne til at overgive sig. Indtil videre har regimet overtaget, får såvidt angår mere end halvdelen af det belejrede område.
Undervejs har FNs Sikkerhedsråd beordret en 30-dages våbenhvile, som dog endnu ikke er blevet overholdt, ligesom Rusland har annonceret daglige såkaldte »humanitære pauser« - heller ikke disse er blevet respekteret. Pauserne skulle give ro til at evakuere patienter og bringe nødhjælp ind, men indtil videre er kun én pakistansk familie blevet evakueret fra området. Og langt fra al nødhjælp har fået lov til at nå frem til Ghouta.
Ifølge en FN-repræsentant, der i sidste uge besøgte Ghouta, har civile fortalt ham, at snigskytter fra oprørsgruppen Islams Hær, forhindrer beboere i at forlade enklaven. Det skriver New York Times. Det har ikke været muligt for Berlingske at få dette bekræftet.
24-årige Firas Abdullah tror ikke på, at der findes en sikker vej ud af den belejrede enklave. Og han forstår ikke, hvordan civile skulle kunne nå derhen, så længe bomberegnen holder folket i deres kældre.
»Hver dag priser vi os lykkelige for, at vi stadig er i live. Vi ved ikke, om vi er i live i aften, eller om vi er live i morgen. Når vi går i seng, kan vi ikke være sikre på, at vi nogensinde vågner,« siger den 24-årige, der arbejder som fotojournalist og talsperson for det syriske civilforsvar, White Helmets, i Ghouta.
Når han vågner om morgenen, lytter han efter lyden af jagerfly. Herefter begiver han sig ud i byen for at nå frem til de steder, hvor bomberne er faldet. Firas fortæller, han altid sørger for, at spurte langs bygningerne i håb om ikke at blive beskudt.
Er et redningshold ikke er dukket op, hvor bomberne er landet, forsøger han at hjælpe de ofre, der måtte være. Eller han tager billeder, som kan påkalde sig opmærksomhed uden for Ghouta. Nogle gange har han kun tre eller fire minutter, inden flyene vender tilbage for at lade nye bomber falde, fortæller han.
»Jeg har set ødelæggelsen. Bygninger, der ligger i ruiner. Afrevne kropsdele på gaderne. Blod på væggene. Og skrigende kvinder, skrigende børn, der råber efter hinanden, efter bomberne er faldet,« siger han.
Heller ikke Firas Abdullah ønsker at forlade Ghouta.
»Det her er vores jord og vores gader. Det kan ikke være løsningen at evakuere os. Det er de kriminelle, der slår os ihjel, som må stoppes,« siger han i telefonen til Berlingske, mens nye eksplosioner lyder i baggrunden.
Ifølge Thomas Pierret er det de færreste civile, der stoler på, at de kan komme sikkert ud af Ghouta. Han tror ikke, at det bliver muligt at få dem ud af området, før der bliver indgået en formel aftale om våbenhvile mellem regimet og oprørsgrupperne i enklaven.
»Først da vil mange civile føle, at de kan stole på, at de ikke bliver anholdt eller dræbt, såfremt de forsøger at forlade området,« siger han.
Sandsynligheden for en aftale mellem regimet og oprørsgrupperne er dog lille. For sådan en aftale ville formentligt bestå i at sikre oprørsgrupperne en vej ud af Ghouta, og dette har regimet ingen interesse i, mener Pierret.
»Hvis man lader rebellerne passere, vil de bare udgøre et nyt problem for regimet et andet sted. Derfor må regimets mål være at dræbe dem alle for nu at sige det direkte,« vurderer han og tilføjer, at de civile også bliver svære at genbosætte uden for Ghouta, fordi der i forvejen er mindst 6 millioner internt fordrevne flygtninge i Syrien.
Mohamed Adel - som Berlingske også tidligere har talt med - har endnu ikke mistet håbet. Den 25-årige journalist og medieaktivist har barrikaderet sig i sit kontor, der er en kælder i Ghoutas største by, Douma. Herfra anvender han hovedparten af tiden på at berette om angrebene i Ghouta.
Når der er ro fra bomberne, løber han hjem til sine forældre og to brødre, men der kan dog gå to eller tre dage mellem, dette er muligt. Da Berlingske taler med ham, har han ikke været ude af kælderen i to dage.
Mohamed Abdel har dog ikke givet op. Selv om regimet har indtaget store dele af Ghouta, er kampen for ham endnu ikke ovre.
»De vil ikke indtage hele Ghouta, for vi vil kæmpe imod til sidste åndedræt. Jeg taler ikke som journalist, men som en civil her i Ghouta. Ingen har lyst til at forlade området. Ingen accepterer Rusland. Alle vil af med Assad, og vi vil bekæmpe ham til enden.«