Amerikansk mand ramt af skud i Saudi-Arabien

SAUDI-ARABIEN: En amerikansk mand blev fredag såret, da den bil, han kørte i, blev beskudt i al-Ahsa i Saudi-Arabien. Det skriver statslige medier ifølge BBC.

Der sad to amerikanere i bilen, der blev angrebet, men det var altså tilsyneladende kun den ene af dem, der blev såret. Han meldes ifølge BBC i stabil tilstand.

I oktober sidste år blev en amerikaner dræbt af skud og en anden såret i Riyadh. Og i november blev en dansk mand ansat i et underselskab til Arla såret af skud - også i Riyadh - da han forlod sin arbejdsplads i bil.

Tilhængere af terrorbevægelsen Islamisk Stat (IS) har hævdet at stå bag angrebet på danskeren.

Myndighederne i Saudi-Arabien har udtrykt bekymring over tiltagende militante islamistiske strømninger i landet på grund af konflikterne i Irak og Syrien.

BNB