En amerikansk statsborger, der er smittet med den dødbringende sygdom ebola, er natten til onsdag ankommet til Tysklands hovedstad, Berlin.

Det skriver de tyske medier Bild og Tagesschau onsdag.

Amerikaneren, der er læge, er blevet smittet med ebola i det afrikanske land Den Demokratiske Republik Congo (DR Congo).

Efter ankomsten til Berlin er lægen transporteret til universitetshospitalet Charité, der skal stå for behandlingen.

Amerikaneren blev eskorteret fra lufthavnen til hospitalet af køretøjer fra politi og brandvæsnet, skriver Tagesschau. Patienten ankom til hospitalet omkring klokken 03 natten til onsdag.

USA har ifølge mediet bedt Tyskland om hjælp for at mindske rejsetiden og på grund af tysk erfaring med behandling af ebolapatienter.

Tysklands sundhedsminister, Nina Warken, bekræfter over for nyhedsbureauet dpa, at USA har henvendt sig.

Samtidig siger ministeren, at landets borgere ikke skal være bekymrede for deres sikkerhed.

- Patienten får den bedst mulige behandling, og vi vil opretholde de højeste sikkerhedsforanstaltninger, siger Nina Warken til dpa.

Charité har ifølge nyhedsbureauet en særlig isolationsenhed til behandling af patienter med meget smitsomme og livstruende infektionssygdomme.

Det aktuelle udbrud af ebola i DR Congo har indtil videre kostet 131 mennesker livet, vurderede landets sundhedsministerium tirsdag. Det skrev nyhedsbureauet AFP.

I alt har myndighederne i det afrikanske land registreret 513 formodede tilfælde af smitte med ebola.

Ebolaudbruddet har desuden bredt sig fra DR Congo til nabolandet Uganda.

Her er der kendskab til to smittetilfælde. Den ene af de smittede er afgået ved døden. Der er tale om en person, der er rejst ind i Uganda fra DR Congo.

Generalsekretæren i Verdenssundhedsorganisationen (WHO), Tedros Adhanom Ghebreyesus, betegnede tirsdag situationen i DR Congo som dybt bekymrende.

- Jeg tager ikke let på det. Jeg er meget bekymret over epidemiens omfang og hastighed, sagde generalsekretæren tirsdag.

Kun en mindre andel af de registrerede smittetilfælde i DR Congo er blevet endeligt bekræftet af laboratorietest.

Det skyldes, at mange af de formodede smittede befinder sig i svært tilgængelige egne.

/ritzau/