Når præsidentkandidaterne Joe Biden og Donald Trump mødes til debat om ganske få dage, er det angiveligt værd at holde et særligt øje med sidstnævntes entourage.
Donald Trumps kandidat til vicepræsidentposten skulle nemlig være til stede ved debatten.
Det skriver den amerikanske journalist fra NBC, Jake Taylor, på det sociale medie X.
»NYT: Trump fortæller lige nu mig og Dasha Burns (journalist på NBC, red.): Han har valgt sin VP (vicepræsident, red.). Han har ikke fortalt vedkommende det endnu. Vedkommende vil være til stede ved debatten,« skriver Taylor.
Vedkommende, der altså angiveligt endnu ikke har fået noget at vide, vil således være tilstede ved den første tv-debat mellem de to præsidentkandidater, som bliver afholdt på CNN 27. juni.
Debatten kom i stand i maj, efter at præsident Joe Biden i en opsigtsvækkende video havde udfordret Donald Trump til debat.
»Donald Trump tabte to debatter til mig i 2020. Siden da er han ikke dukket op til en debat,« sagde Biden i en video på X:
»Nu lader han, som om han ønsker at debattere mod mig igen. Red min dag, kammerat. Jeg gør det endda gerne to gange.«
Og udfordringen blev accepteret af Donald Trump.
»Bare sig hvornår, så er jeg klar. Let’s get ready to rumble!« skrev han på det sociale medie Truth Social.
Flere kandidater i spil
Der er blevet spekuleret i flere potentielle kandidater til posten som Donald Trumps vicepræsidentkandidat, og der er flere gamle kendinge blandt de kandidater, der nævnes.
Blandt andet har CNN nævnt både Marco Rubio og Nikki Haley – der begge tidligere har stillet op mod Trump – som potentielle kandidater.
Men også mindre kendte navne som Doug Burgum, der er guvernør i North Dakota, J.D. Vance, som sidder i Kongressen, og Byron Donalds, der er medlem af Repræsentanternes Hus og har lavet kampagne for at skaffe sorte stemmer til Donald Trump, nævnes som mulige bud.



