Siden covid-19-pandemien brød ud i starten af 2020 og satte hele verden på pause, har flere spekuleret i, hvad der kunne have forårsaget den. 

I starten blev de, der foreslog, at den var menneskeskabt, lynhurtigt affejet som konspirationsteoretikere

Men nu viser det sig, at de måske havde ret. 

De sidste fire år har de amerikanske efterretningstjenester undersøgt virussens oprindelse. 

Med »lav tillid« vurderer efterretningstjenesten CIA nu, at det er mest sandsynligt, at virussen stammer fra et laboratorium i Kina. Det skriver Financial Times

»CIA vurderer med lav tillid, at en forskningsrelateret oprindelse af covid-19-pandemien er mere sandsynlig end en naturlig oprindelse baseret på den tilgængelige rapportering,« skriver CIA i en meddelelse lørdag. 

Efterretningstjenesten følger op med at konstatere, at både et forskningsrelateret og et naturligt oprindelsesscenario fortsat er mulige. Dermed udelukkes det ikke, at virussen kan være opstået af sig selv.

Men de fleste pile peger på et laboratorium – og mere specifikt på Wuhan Institute of Virology, som er placeret i Hubei-provinsen i Kina. 

Laboratoriet har før fået skylden for at starte covid-19-pandemien, blandt andet af FBI, som er en anden af USAs i alt 18 efterretningstjenester. 

Og nu får det altså skylden af endnu en efterretningstjeneste. 

Wuhan Institute of Virology i Wuhan har før været genstand for anklager om at have forårsaget covid-19-pandemien. 
Wuhan Institute of Virology i Wuhan har før været genstand for anklager om at have forårsaget covid-19-pandemien.  Hector Retamal/AFP/Ritzau Scanpix

Et produkt af politisk manipulation

Meddelelsen fra CIA kommer kun få dage efter, at en ny direktør ved navn John Ratcliffe er blevet sat i spidsen for CIA. 

Inden han blev godkendt som ny direktør og netop var blevet indstillet til stillingen af præsident Donald Trump, sagde John Ratcliffe ifølge Financial Times også, at sund fornuft »dikterer, at covids oprindelse må være et udslip fra Wuhan Institute og Virology«, og at han nok skulle sørge for, at CIA snart ville melde noget officielt ud.

Ordren til efterretningstjenesten om at tage stilling til covid-19s sandsynlige oprindelsessted blev dog givet af den tidligere direktør Bill Burns, som var blevet udpeget af Biden-administrationen.

Kinas ambassade i Washington, D.C. har reageret på kritikken og afviser CIAs »politisering og stigmatisering af kilden til virussen«, skriver Financial Times. 

»USAs såkaldte rapport opdigter vildledende konklusioner uden substantielle beviser, smider beskidt vand på Kina og bruger framing. Det er stadig en gammel rutine med politisk manipulation for at spore kilden og har ingen troværdighed,« sagde ambassaden.