Ligene af to bjergbestigere er blevet fundet, efter at de var styrtet ned fra New Zealands højeste bjerg. En af de dræbte er amerikansk statsborger.

Det oplyser lokalt politi ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Mændene var en del af en gruppe på fire - heriblandt to guider. De forsøgte at bestige bjerget Mount Cook, som også kaldes Aoraki, der ligger på Sydøen.

Bjerget måler 3724 meter.

De to mænd styrtede ned fra bjergets vestlige side sent mandag, lyder det. Ingen af de to mænds navne er blevet offentliggjort af politiet.

Myndighederne blev alarmeret sent mandag aften lokal tid. Et redningshold fandt tirsdag morgen to medlemmer af gruppen i god behold.

Helikoptere fortsatte eftersøgningen og fandt senere ligene af de to savnede bjergbestigere. Ligene blev bjærget tirsdag ved middagstid, lyder det.

- Vi kan nu begynde processen med at få disse mænd bragt tilbage til deres familier, siger den lokale politiinspektør Vicki Walker ifølge Reuters.

- Jeg vil gerne takke alle, der har været involveret i redningen og bjærgningen. Det har været en svær tid, især for de to bjergbestigeres familier og lokalsamfundet, tilføjer han.

En redningspilot har fortalt den lokale tv-station 1News, at de to bjergbestigere var forbundet med et reb, da de faldt ned fra bjergkammen.

- De gled begge og faldt muligvis omkring 450 meter, siger han ifølge Reuters.

Adskillige mennesker har mistet livet på New Zealands højeste bjerg, som er populært blandt bjergbestigere.

Terrænet er teknisk vanskeligt på grund af sprækker, lavinefare, omskifteligt vejr og gletsjere, der bevæger sig, skriver nyhedsbureauet AP.

Der er registeret mere end 240 dødsfald på bjerget og i den omkringliggende nationalpark siden begyndelsen af det 20. århundrede, skriver AP. Mange af de omkomne er aldrig blevet fundet.

/ritzau/