Amerikanerne skal finde en køn balance

Det nye udtryk »racekapital« skal tages alvorligt i USA. For hvis virksomheder ikke ejer nok af den, kan næste stop blive domstolene eller internet-gabestokken.

Illustration: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

WASHINGTON: Sig kvindens navn, og direktørerne i Silicon Valley får nervøse trækninger.

Ellen Pao var topdirektør for blandt andet internetselskabet Reddit. Nu er hun inspiration for hundredevis af andre, som føler, at de er blevet chikaneret eller forbigået ved forfremmelser – blot fordi de er kvinder eller har en anden hudfarve end hvid.

Ellen Pao lagde sag an mod et selskab, hun på et tidspunkt var ansat i. Hun tabte ganske vist sagen, som handlede om, at hun følte, at hun var blevet forbigået ved en forfremmelse på grund af sit køn. Men hendes sag vakte så megen opsigt, at mange andre virksomheder efterfølgende blev slæbt i retten, fordi de ikke levede op til deres egne målsætninger om at fremme »diversitet« – forskellighed. Især når firmaerne forfremmede eller ansatte folk.

Udtrykket diversity er det nye klicheudtryk i USA. Amerikanske virksomheder bruger det i flæng for at vise, at de tager »forskellighed« alvorligt og husker at ansætte sorte, kvinder, homoseksuelle, asiater, kristne, muslimer, buddhister og alle slags religioner på lige fod med hvide, kristne mænd. De sidste er der nu stadig flest af – også i Silicon Valley.

Men diversitet er også blevet et udtryk, der forpligter. Det er den slags ord, en virksomhed bruger som staffage for at vise, at den altid vælger talent og kvalifikationer.

I det politisk korrekte samfund, som USA også er, lyder det godt. Det bekræfter udadtil, at virksomheden er en del af den amerikanske smeltedigel.

Men udtrykket er blevet en hul kliche, når det drejer sig om at gøre ord til virkelighed. Undtagen i retssalene hvor det kommer under juridisk behandling, og hvor der er kontant afregning, hvis det kan bevises, at en virksomhed diskriminerer i forhold til køn, race eller religion.

I 2012 fortrød kapitalfonden Kleiner Perkins Caufield & Byers (KPCB), at de nogensinde havde ansat Ellen Pao med de imponerende eliteeksamensbeviser fra Harvard og Princeton. For hun fandt sig ikke i noget og lagde sag an, da hun ikke blev forfremmet.

Det begyndte ellers så godt. Ellen Pao er højt begavet og dygtig. Hun har ovenikøbet kinesisk baggrund, hvilket passede godt ind i virksomhedens erklærede mål om at fremme alle etniske grupper.

Ellen Pao lagde sag an mod sin arbejdsgiver, og inspirerede snesevis til at gøre det samme. Fold sammen
Læs mere

Men hun blev stiktosset, da hun blev forbigået til den forfremmelse, hun angiveligt var blevet lovet. Sagen endte dog med, at virksomheden blev frikendt. Men det var en sag, der rystede erhvervslivet i den del af Californien. For den foregik ikke i stilhed og bag lukkede døre.

Den rullede også på de sociale medier, og det betød, at snesevis af andre lignende sager blev anlagt mod de pæne og fremadstormende virksomheder i Silicon Valley. For ganske vist kunne alle påvise, at de skam ansatte alle racer og religioner. Men spørgsmålet var, om det var nok til, at de kunne opfylde deres egne målsætninger om »diversitet«. Også når der skulle forfremmes.

Der blev lagt sag an mod Twitter af Tina Huang, Facebook fik en sag på halsen af Chia Hong, og Microsoft blev slæbt i retten af Katie Moussouris. Advokater talte om en »Pao-effekt« der greb om sig og betød, at især kvinder turde stå frem og protestere over, at de ikke var blevet forfremmet, eller at de var blevet udsat for seksuel chikane undervejs i deres karriereforløb.

Det er kommet helt bag på mange virksomheder. KPCB, der blev ramt af Ellen Pao-retssagen, gennemfører nu træningsprogrammer for ledere og chefer, så de udtrykker sig korrekt, når de taler med deres medarbejdere, så der ikke kommer til lignende sager. For hvad en hvid og heteroseksuel mandlig chef synes er en normal samtale, opfattes ikke nødvendigvis på samme måde af personer af det modsatte køn eller race eller seksuel observans. Humor – og ord og udtryk – skal anvendes med stor varsomhed for at undgå misforståelser.

Men det varede ikke længe, før Ellen Paos egen tidligere chef i KPCB, John Doerr, selv faldt i sprogfælden. Ovenikøbet over for flere hundrede tilhørere.

John Doerr skulle holde en tale om, hvor vigtigt det er for virksomheder klart at signalere, at man går ind for »diversitet«, og at man forstår at anvende sproget korrekt uden at fornærme nogen.

»Man skal tænke sig om, inden man siger noget, for det, man selv synes er morsomt, er ikke morsomt i en andens øre. Man kan uforvarende komme til at udtrykke sig uheldigt, og jeg går stærkt ind for at ansætte folk med forskellig baggrund i virksomheden, og at man tager vidtgående hensyn til hinanden«, som han udtrykte det.

Talen gik sådan set strygende, indtil han skulle fortælle en historie fra »det virkelige liv« om, hvor meget virksomheden tager det med at fremme diversiteten.

»Jeg har fået to nye partnere, der kommer fra så forskellig baggrund, at jeg er stærkt udfordret, når jeg skal udtale deres navne,« lød det.

Pinlig tavshed blandt tilhørerne. For dér beviste John Doerr lige præcis det, han havde sat sig for at modarbejde. Den 64-årige, hvide, mandlige topchef forstod netop ikke de finere nuancer i, hvad der var morsomt, og hvad der sender uheldige signaler til dem, der har en anden baggrund.

Det overrasker ikke juraprofessor Nancy Leong fra University of Denver. Hun mener, at virksomhederne er desperate efter at vise, at de mener det, de siger. At de vil fremme »diversiteten« i virksomhederne.

»Ofte gør de det ved at ansætte nogle få sorte eller asiater og helst kvinder. Og så har virksomheden fået styrket det, man kan kalde virksomhedens »racekapital«, selv om der stadig er stor ulighed i virksomheden«, siger hun til The New York Times.

»Man kan kalde dem for »racekapitalistiske virksomheder«. De ansætter få gode eksempler på, at de ikke diskriminerer. Dem bruger de så udadtil til at vise, at de ikke gør forskel. De bliver så at sige fanget i deres egen retorik«, siger hun.

Og som Doerr nu er klar over, så opfattes den måde, man bruger udtryk og ord på, forskelligt.

En større undersøgelse, som løbende gennem årene er foretaget af University of Michigan, viser, at sorte og hvide ikke mener det samme, når de taler om at bo i et »blandet« område.

Hvis man spørger sorte i USA, hvad de forstår ved at bo i et blandet kvarter, så er svaret, at der skal være 50 procent sorte og 50 procent hvide. Spørges hvide i kvarteret, svarer de, at hvis der er to sorte beboere i området, så er det »blandet«. Det går igen i virksomhedernes ydre og interne målsætninger: At nogle få kvinder, sorte eller asiater er nok til, at virksomheden har »racekapitalen« hjemme.

Men retssagerne i Silicon Valley har fået virksomhederne til at trække det næste symbolske kort. De ansætter HR-medarbejdere, der skal sikre diversitet i ansættelserne. Og det er ikke kun firmaerne i Silicon Valley, der har problemer. Også filmindustrien slås med retssager. En nylig rapport lavet af University of Southern California viser, at der stadig er et stort efterslæb i amerikanske film i forhold til kvinder, sorte og folk fra det homoseksuelle miljø.

Men årsagen er også, at der er forskellig opfattelse af, hvordan diversiteten skal måles. Er det i chefpositionerne, er det i de nedre lag i virksomheden eller er det et helt tredje sted?

Den hvide, amerikanske skuespiller Matt Damon fik problemer, da han i en diskussion med den sorte amerikanske producer Effie Brown udlagde, hvordan diversitet skal forstås. Ifølge Matt Damon er det vigtigste at sikre diversiteten foran kameraerne, for det giver en synlig gevinst. Matt Damon blev stærkt kritiseret for det synspunkt, fordi det ifølge andre er bag kameraerne, at problemet er størst i Hollywood.

»Hvor er for eksempel de gode, kvindelige instruktører? Hvor er de sorte manuskriptforfattere? Hvor er de homoseksuelle producere?« spurgte forfatteren og skribenten Anna Holmes i The New York Times.

Andre advarer til gengæld mod den politiske korrekthed, der har gennemsyret det amerikanske samfund.

»Den politisk korrekte bevægelse er gået for langt. Den oprindelige intention har været at opmuntre til større lighed i samfundet. Men resultatet er blevet det modsatte. Alle bliver fanget i ord ,og derfor forsøger man nu at undgå disse udtryk. Det er blevet så stort et problem, at politisk korrekthed i dag er samfundets største problem«, mener den amerikanske blogger og forfatter Barbara Gallagher, der skriver under navnet BJ Gallagher.

Når topchefer som John Doerr og filmstjerner som Matt Damon forsøger at ramme den rigtige tone i den amerikanske forskellighedsdebat, går det let galt. Som hvide, succesrige mænd er de jo netop levende modbeviser på, at der er lige vilkår for alle uanset køn og hudfarve,

Og at diskussionen er blevet hård, måtte Matt Damon sande. For efter TV-diskussionen om diversitet blev han beskyldt for både »mansplaining« og »whitesplaining«. En mansplainer er en mand, der taler ned til en kvinde, fordi manden jo altid ved bedre... Whitesplaining er at tale ned til alle andre racer end hvid. Og så har man for alvor lukket sig ude af det gode selskab,