Det Demokratiske Parti er i krise.
Ifølge en ny meningsmåling fra Wall Street Journal er opbakningen til det Demokratiske Partis faldet til det laveste niveau i mere end tre årtier.
Den nye undersøgelse viser, at knap to tredjedele af vælgerne, 63 procent, har et negativt syn på Det Demokratiske Parti.
Kun 33 procent af vælgerne ser ifølge meningsmålingen positivt på partiet.
Demokraterne har ellers store forventninger om, at de skal lukrere på en voksende modvilje mod Donald Trump og genvinde dele af magten i Kongressen ved midtvejsvalget næste år:
Trump har problemer nok, som Demokraterne kunne udnytte: Den verserende Epstein-sag, usikkerhed med told og højere priser på mange varer, der suger købekraften ud af forbrugerne.
Alligevel har vælgerne ikke været så negativt stemte overfor Demokraternes politik, siden Wall Street Journal lavede deres første af den slags målinger i 1990.
Republikanere står bedre, men ikke godt
Paradoksalt nok betyder den Demokratiske chokmåling dog ikke, at vælgerne fluks er hoppet over på den side af den amerikanske politiske kløft.
Godt nok ser det bedre ud i den republikanske lejr.
Målingen viser, at 43 procent ser positivt på Det Republikanske parti, mens 54 procent ser negativt på partiet.
Men målingen vidner samtidig om et fald i amerikanernes opbakning til Republikanerne; I april var det 45 procent af de adspurgte, der så positivt på Det Republikanske Parti, mens 51 procent så negativt på dem.
Ser man over en årrække, tegner der sig et generelt billede af en dalende opbakning til USAs to største partier.
Vælgere vælger ikke Trump
En anden meningsmåling peger ligeledes på, at den Demokratiske krise ikke nødvendigvis er ensbetydende med, at Donald Trump er ved at få det amerikanske folk over på sin side.
En meningsmåling foretaget af Associated Press-NORC Center for Public Affairs Research viser, at 40 procent af de adspurgte amerikanere sagde, at de er positivt stemte overfor Donald Trump.
Det er lavere end i den foregående måling fra marts, hvor præsidentens score lå på 42 procent.
Det er også en lavere vurdering end andre nylige præsidenter ved begyndelsen af deres anden embedsperiode, herunder demokraten Barack Obama og republikaneren George W. Bush, skriver nyhedsbureauet AP.
Andre meningsmålingsinstitutter, såsom Gallup, dokumenterer også et fald i den samlede tilslutning til Trumps politik siden januar.