Amerikanere får sværere ved at købe e-cigaretter med smag

USA vil skærme unge ved at fjerne e-cigaretter med smag og mentolcigaretter fra almindelige butikker.

Amerikanere, der til dagligt ryger e-cigaretter med smag eller mentolcigaretter, vil snart få sig en slem overraskelse, når de går i kiosken for at hente tobak.

USAs lægemiddelstyrelse, FDA, har torsdag offentliggjort sine planer om at forbyde salget af de to typer tobaksprodukter i almindelige butikker.

Styrelsen vil indføre begrænsningerne for at undgå, at unge mennesker bliver afhængige.

Kommissær for FDA Scott Gottlieb frygter, at de eksotiske smage i e-cigaretterne kan gøre unge afhængige af traditionelle nikotincigaretter.

»Vi vil ikke lade denne her gruppe af unge, en gruppe af fremtidige potentielle rygere og ofre for fremtidig sygdom og død, forsætte med at vokse.«

»Jeg vil ikke lade en generation af børn blive afhængige af nikotin gennem e-cigaretter,« siger Scott Gottlieb.

Gottlieb henviser til en amerikansk undersøgelse fra en myndighed under sundhedsstyrelsen. Den viser, at over tre millioner unge amerikanere bruger e-cigaretter.

Antallet af gymnasieelever, der bruger de elektroniske cigaretter, er steget med 78 procent det seneste år.

Størstedelen af de unge ryger e-cigaretterne med frugt- og sliksmag. Derfor vil Gottlieb gøre det sværere for de unge at købe produkterne online, mens han helt vil stoppe for salget i almindelige butikker.

Vil de ældre stadig have fat i e-cigaretterne med frugtsmag, må de i fremtiden i butikker, der kun sælger til kunder over en vis alder.

Gottlieb vil også fjerne mentolcigaretter fra butikkerne.

»Jeg er dybt bekymret over tilgængeligheden af cigaretter med mentolsmag. Jeg tror, at de her mentolprodukter er en af de mest almindelige og skadelige måder, som sætter gang i unges cigaretforbrug,« siger han.

Flere selskaber, der producerer cigaretterne, er allerede begyndt at trække produkterne tilbage.

Selskabet Juul, der producerer e-cigaretter, har indstillet salget i butikker og fjernet sin markedsføring på de sociale medier.

Selskabet skriver i en pressemeddelelse, at e-cigaretter med smag af frugt nu kun kan købes på Juuls hjemmeside.

/ritzau/Reuters