Amerikaner kendt skyldig i sag om drab på iraker

En amerikansk marineinfanterist er blevet dømt for at have dræbt en uskyldig iraker og placere et gevær og en skovl ved liget for at retfærdiggøre mordet.

En militær domstol frifandt onsdag marineinfanterist Trent Thomas i overlagt mord på en pensioneret irakisk politimand. Til gengæld blev den 25-årige Thomas kendt skyldig i at planlægge bortførelse og drab. Sammen med en gruppe andre soldater gik Thomas i april 2006 på jagt efter en mistænkt oprører, men da de ikke kunne finde ham, snuppede de ifølge anklagerne i stedet den pensionerede politimand, som de skød og efterlod i en grøft. De smed en AK-47 riffel og en skovl ved liget, så det så ud som om, at manden havde været ved at plante en vejsidebombe. En fremgangsmåde, som flere amerikanske soldater med en fortid i Irak har fortalt, er meget normal, når en uskyldig er blevet dræbt.

/ritzau/