Ambassadør vil have svensk politiker udleveret til Tyrkiet

Tyrkisk ambassadør i Sverige retter flere anklager mod medlemmer af Riksdagen om, at de har bånd til PKK.

Amineh Kakabaveh er kurder fra Iran. Hun bor i Sverige, har svensk statsborgerskab og er medlem af det svenske parlament, Riksdagen. (Arkivfoto) Noella Johansson/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Stockholm. Tyrkiets ambassadør i Sverige ser gerne et medlem af Riksdagen, Amineh Kakabaveh, udleveret til Tyrkiet. Det siger han til det svenske nyhedsbureau TT.

Tyrkiet har udtrykt modstand mod, at Sverige bliver optaget som medlem af Nato.

Hvis tyrkerne skal stemme for, kræver det, at Sverige "kapper båndene" med PKK, siger ambassadør Hakki Emre Yunt.

Han hævder, at Kakabaveh og andre, unavngivne riksdagsmedlemmer har forbindelser til den terrorstemplede kurdiske organisation.

- PKK har koblinger til visse riksdagsmedlemmer. De arbejder mod Tyrkiet i Riksdagen hele tiden. De presser den svenske regering til at indtage en negativ indstilling til Tyrkiet, siger ambassadøren.

På spørgsmålet om, hvilke politikere han mener, svarer Hakki Emre Yunt:

- Jeg kan kun nævne Amineh Kakabaveh, eftersom hun havde en aftale med det socialdemokratiske parti om at støtte dem.

Amineh Kakabaveh blev oprindeligt valgt ind i Riksdagen for Vänsterpartiet i 2008, men har siden 2019 været løsgænger.

- Jeg er svensk statsborger, og jeg er valgt til at repræsentere Sveriges borgere i Riksdagen. Det er ambassadøren, der burde sendes tilbage til Tyrkiet, skriver hun fredag aften på Instagram.

Kakabavehs stemme blev den afgørende, da parlamentet sidste år skulle stemme om Magdalena Andersson (S) som ny statsminister.

I den forbindelse aflagde regeringspartiet et løfte om et dybere samarbejde med partiet PYD, der er det største parti blandt de syriske kurdere.

Dengang skrev Socialdemokraternas partisekretær, Tobias Baudin, i en udtalelse:

- At frihedskæmpere, som har kæmpet med eller sympatiserer med YPG/YPJ eller PYD, klassificeres af visse statslige aktører som terrorister, er uacceptabelt.

Kurdiske militante grupper som YPG/YPJ, der er PYD's væbnede gren, kæmpede på USA's og de øvrige vestlige landes side i kampen mod Islamisk Stat i Syrien og Irak.

Tyrkiet mener, at kurdiske væbnede grupper som YPG/YPJ og PYD er koblet til det forbudte arbejderparti PKK, der er på Tyrkiets, USA's og EU's terrorliste.

Kakabaveh er opvokset i den kurdiske del af Iran. Hun blev allerede i 13-års alderen medlem af en peshmergagruppe, der kæmper for kurdernes rettigheder.

Hun var medlem af den væbnede gruppe i fem år, inden hun i 1992 kom til Sverige som kvoteflygtning. Det har hun fortalt om i en bog, der udkom i 2016.

/ritzau/TT