Amal har betalt krigens højeste pris

Gaza-krigens frygteligste og blodigste episode var angrebet på Samouni-familien, der mistede 48 medlemmer. Berlingske har mødt flere overlevende, der tilbragte fire dage spærret inde med døde forældre og slægtninge.

Amal en af dem, der har betalt den højeste pris: Begivenhederne har gjort hende forstyrret og uligevægtig. Hun griner, når hun burde græde, stirrer barskt frem for sig og er hjemsøgt af mareridt. Den lille, levende pige tilbragte fire dage spærret inde i et hus med døde; blandt de omkomne var hendes far og hendes fireårige lillebror. Fold sammen
Læs mere
Foto: Louise Stigsgaard
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ni-årige Amal sidder ved randen af en ruinhob i en »gade«, der består af murbrokker, iturevet plastic, glasskår, affald og fritgående haner og gæs, der trods alt giver det udbombede nabolag et præg af liv.

Amal al-Samouni stirrer frem for sig; ud over ødelæggelserne. Hun følger en hanes rykvise bevægelser med øjnene, som den tøvende stavrer hen over støv og metalstumper.

Så ler hun – intenst, vedholdende, næsten hysterisk, mens eftermiddagssolen glødende et kort øjeblik lyser hendes ansigt op.

Latteren er affødt af et spørgsmål om, hvad der skete med Amal om morgenen den 4. januar. Det er en morgen, som Amal og de omkringsiddende kvinder og børn på ruinbakken helst vil glemme – derfor kommer latteren.

Men det er også et daggry, som vil definere deres liv fra nu af, som kostede 48 medlemmer af al-Samouni- klanen livet af grunde, som hverken familien eller det israelske militær til fulde forstår.

Lokale iagttagere og internationale organisationer beskylder israelske soldater for at forsøge at udslette en hel klan. Mange europæiske diplomater og eksperter i international lov betegner begivenheden som en »krigsforbrydelse«. Røde Kors kaldte i en sjældent oprørt pressemeddelelse forløbet »chokerende«.

Den næsthøjeste pris
Næst efter de, der betalte med deres liv, er Amal en af dem, der har betalt den højeste pris: Begivenhederne har gjort hende forstyrret og uligevægtig. Hun griner, når hun burde græde, stirrer barskt frem for sig og er hjemsøgt af mareridt.

Den lille, levende pige tilbragte fire dage spærret inde i et hus med døde. Blandt de omkomne var hendes far og hendes fireårige lillebror. IDF, det israelske militær, nægtede at lade redningspersonel komme frem til huset i Gaza Bys sydlige Zai-tounkvarter.

»Min far, min bror, to onkler, deres koner, deres svigerdøtre, mine nevøer og min kusine er døde,« fortæller den ni-årige til Berlingske. Da Røde Kors omsider nåede frem til huset, fandt de fire levende børn ved siden af deres døde mødre.

Amal blev selv såret af granatsplinter, der ramte hende i højre del af hovedet, derfor blev hun forvekslet med de døde og ladt i stikken med ligene. Hun tager sin strikkede hue af og viser såret fra granatsplinterne.

»Arabs need to die!!«
Begivenhederne i Zaitoun 4. januar er et af de mest rystende forløb i Israels 22 dage lange Gaza-offensiv, som skulle få den islamiske gruppe Hamas’ raketter over Sydisrael til at ophøre.

I alle krige sker der fejl, og det er kendt, at soldater i militære opgør er nødt til at opbygge et had for at kunne dræbe deres fjender. Men flere elementer af al-Samouni-angrebet er gådefulde.

Vender vi et øjeblik ryggen til Amal, ruinbunkerne og eftermiddagssolen, der nu er blevet mere glødende og har fået røde islæt, ser man et hus, der fortsat knejser i tre etager, hvoraf de to øverste er grå mursten, den nederste cement. Går man ind i huset, møder ens blik graffiti, der angiveligt er udført af israelske soldater, som brugte områdets huse som base. På en hvid væg er malet en gravsten med indskriften »Arabs 1948 – 2009.« »I skal alle dø!« lyder en anden indskrift på samme mur, der også er »dekoreret« med stjerner, symbolet på den israelske stat.

»Arabs need to die!!« lyder det på en anden mur. Hvor en grøn indskrift ved siden af en blå stjerne også siger: »1 is down – 999,999 to go!«

»Sammenholdt med drabene virker det, som om noget grufuldt er begået her,« siger en tysk-jødisk journalist, der studerer graffitien.

Dage blandt de døde
Forløbet er ifølge Røde Kors, FN, den israelske menneskerettighedsorganisation B’Tselem, og en lang række vidner og implicerede, som Berlingske har interviewet, som følger:

Nogle familier fra al-Samouniklanen blev natten mellem den 3. og 4. januar af det israelske militær tvunget ud af deres huse og ind i det grå cementhus, som stadig står. Andre valgte selv at flygte til huset. Endnu andre familier befandt sig allerede i huset:

»Vi var fem par, som boede i denne bygning,« fortæller 27-årige Ola al-Samouni, mens hun viser den raserede bygning frem, da Berlingske dagen efter kommer tilbage til området. »Da det israelske militær indledte deres landoperation og angreb kvarteret lørdag nat 3. januar, søgte vi alle tilflugt i husets stueetage. Mændene sov på stengulvet,« hun peger ned mod det kolde gulv. »Og kvinderne i værelser ved siden af. Vi var over 100 mennesker.«

»Om søndagen bankede israelske soldater på døren, og min svigerfar, der taler godt hebraisk, talte til dem. Soldaterne, der var bevæbnede med maskingeværer, gennede os alle ud og førte os over til Wael al-Samounis hus, en slags lagerbygning.«

Ifølge adskillige opgørelser og vidneudsagn var der nu 110 palæstinensere fra al-Samouni familien i lagerbygningen få hundrede meter væk. Militæret sagde, de skulle blive i bygningen.

Familierne havde intet vand, ingen mad, men Ola al-Samounis bedstemor – der senere blev dræbt – fandt noget mel, hvoraf hun bagte brød, som familierne delte.

»Jeg vil aldrig glemme den nat,« fortæller Ola al-Samouni. »Soldaterne var lige udenfor. Vi kunne høre dem råbe og diskutere.« Hele nabolaget, som IDF brugte som en slags base, var ifølge en lang række vidner fyldt med soldater.

Næste morgen gik fire palæstinensiske mænd ud af huset for at finde vand. IDF fyrede mod dem, og to blev dræbt. Da de overlevende løb tilbage til huset, affyrede IDF granater ind i bygningen, som de havde anbragt palæstinenserne i.

»Efter den anden granat spurgte vi hinanden: ’Hvem er i live?’,« fortæller 38-årige Nahel al-Samouni, den ni-årige Amals mor. »Vi levende besluttede at efterlade de døde og flygtede gennem røgen og granatstumperne op til Salah ad Din street.«

En af de ni levende efterladte var Amal.

Hendes 16-årige bror Ahmed fortæller: »Jeg kunne mærke blodet dryppe inde i mit hoved.« Hans far kravlede, fordi han ikke kunne bevæge benene. Hans ti-årige fætter Abdullah kunne ikke stå op. Hans 12-årige bror Yaqoub fjernede store stykker af granatsplinter fra sin mave, mens Amal lå helt stille.

Et andet barn, der ligeledes tilbragte fire dage i ruinerne, omgivet af døde og sårede, var tre-årige Omar, der er iført en rød striktrøje og leger bag sin mor med en æske med en papegøje på låget.

Børnene blev fundet, da Røde Kors fra onsdag eftermiddag 7. januar omsider fik IDFs tilladelse til at komme igennem til ruinerne.

»De kom med en æselkærre. Vi var alle meget trætte og skræmte,« fortæller ni-årige Amal.

Ola al-Samouni, moren til tre-årige Omar, siger:

»Han rystede, da han kom til hospitalet. »Jøderne dræbte Aza. Blod,« blev han ved med at gentage om sin toårige søster, der døde.««

IDF undersøger
Som svar på henvendelser angående al-Samouni-klanen har IDF pointeret, »at det ikke er IDFs praksis at samle folk i huse«. Men fredag i denne uge udtaler IDF følgende som svar på Berlingskes henvendelse:

»IDF er i øjeblikket i gang med post-operationelle undersøgelser, hvor påstandene vil blive undersøgt.« Militæret understreger, at målet med »Operation Cast Lead« var »at ramme Hamas hårdt«. »Dette var også formålet med kampene i Zaitoun,« lyder det.

Zaitouns beliggenhed gør bydelen strategisk attraktiv. Men beboere og eksperter siger, at indbyggerne i Zaitoun er »primitive bønder«. »Der blev ikke fundet dræbte krigere i området,« siger en ekspert, der er ved at udføre en undersøgelse. Nogle familiemedlemmer har imidlertid sagt til New York Times, at militante opererede tæt ved kvarteret. Og det er en kendt sag, at Hamas opererede fra mange civile områder.

Mens IDF og internationale organisationer undersøger forløbet, leger tre-årige Omar videre i skraldet, og hans mor håber på det bedste: »Han er ung, måske kommer han over det,« siger hun.« Så ser hun op og tilføjer: »Jeg ville ønske, der var modstand mod Israel, så ville jeg egenhændigt skyde alle dem, der begik dette mod os.«

Ni-årige Amal stirrer ikke længere ud over ruin-bunkerne. Hun er på vej til Italien for at blive opereret.

»In shallah (om Gud vil) håber jeg, hun bliver rask og kommer tilbage til os som den pige, hun var,« siger moderen og ser op mod himlen, der nu er flammende rød, som om også den bløder.