Alt-right: Kampen for den hvide mands identitet

Alt-right bevægelsen har kopieret venstrefløjens identitetspolitik og bruger den til at fremme ideen om hvides genetiske overlegenhed og drømmer om et racerent USA uden sorte, latinoer og jøder.

Richard Spencer fra National Policy Institute blev berygtet efter en tale, hvor mange tilhørere heilede i begejstring. Her vinker han dog farvel efter en tale på Texas A&M University 6. december. Fold sammen
Læs mere
Foto: SPENCER SELVIDGE

Før den 21. november var Richard Spencer ikke et navn, der var kendt i den brede offentlighed. Men det ændrede sig, efter at den 38-årige leder af organisationen med det upåfaldende navn National Policy Institute, som arbejder for at fremme »hvid identitet, hvide interesser og den vestlige kultur« holdt en tale, som han afsluttede med ordene.

»Vi blev ikke skabt til at leve i skam, svaghed og vanære. Vi blev ikke skabt til at trygle om moralsk anerkendelse fra nogle af de mest foragtelige væsner, der forurener denne planets jord. Vi blev skabt for at overvinde – overvinde det det hele. Fordi det er naturligt for os. Fordi, for os som europæere er det kun normalt igen, når vi er mægtige igen. Hil Trump. Hil vort folk. Hil sejren!«

Herefter rejste et jubelbrøl sig fra de overvejende yngre mænd, der udgjorde publikum, og en stor del strakte begejstret deres højre arm frem mod Spencer i den hilsen, som Adolf Hitler populariserede.

Måske var det en ironisk gestus, måske oprigtig. For det kendetegner bevægelsen alt-right (det alternative højre, red.), at man her flirter med fascismens udtryksformer. Både fordi, man godt kan lide dem, men også fordi det provokerer de politiske modstandere.

Provokere gjorde optrinnet unægtelig. De heilende højrearme blev foreviget af tilstedeværende pressefolk og nåede ud til medier overalt i verden, under overskrifter som »Hvide nationalister hylder den nyvalgte præsident«.

Det var første gang, den bredere offentlighed blev præsenteret for et fænomen, der har simret på internettet i nogle år.

Udenfor alt-right er der imidlertid stadig stor forvirring om, hvad alt-right faktisk står for. Men internt i bevægelsen, der udgøres af et vidt forgrenet netværk af blogs og enkeltindivider, er der megen lidt uenighed om de centrale værdier. Her er det gennemgående troen på biologisk racisme og drømmen om et racerent USA – en såkaldt »hvid etnostat«. Alt-righterne ser nemlig den vestlige europæiske kultur som et produkt af hvide menneskers overlegne gener. De mener, at mænd og kvinder har forskellige biologiske roller, hvorfor kvinders plads primært er i hjemmet. Også jødehad – her ofte betegnet »JQ«, »the Jewish Question« – er centralt, da man opfatter jøder som et parasit-folk, der fremmer globalisering, feminisme og ikke-hvid indvandring.

Et særligt træk ved alt-right, er at bevægelsen åbenlyst omfavner den identitetspolitik, som ellers har været venstrefløjens domæne.

Ikke mindst på den akademiske venstrefløj har det været en fremherskende opfattelse, at hudfarve, etnicitet, køn og seksuel orientering er af afgørende betydning for både ens selvforståelse og position i samfundet. Derfor bør man organisere sig om at fremme sine interesser som eksempelvis feminister, sorte eller homoseksuelle, lød mantraet her.

Ideen om at organisere sig identitetspolitisk omkring hudfarve er alt-righterne fuldstændig enige i, som en af bevægelsens prominente bloggere, Lawrence Murray, forklarer:

»Alt-right føler intet behov for at gå på kompromis med hensyn til selvinteresser eller gruppetilhørsforhold, fordi venstrefløjens klientbefolkning har vist os, at det er helt fint at være etnocentrisk. Sorte og mestizer (personer af blandet europæisk og indiansk afstamning, red.) får besked på at fejre deres kultur og lade sig finansiere af de hvide. Det er alt-rights mål at vende det på hovedet.«

I deres optik er særlig den hvide, mandlige og heteroseksuelle arbejderklasse nemlig de sande ofre, der bliver påtvunget indvandring, afvigende kønsnormer og politisk korrekthed af venstreorienterede politiske eliter.

Så hver gang modstandere af Donald Trump argumenterer for, at hvis blot flere farvede havde stemt ved præsidentvalget, så ville Trump ikke have vundet, ser alt-righterne det som en sejr for deres argument om, at Trump netop repræsenterer hvides værdier og interesser, mens hans modstander ikke gør.

Forsøget på at anvende identitetspolitikken som mobiliserende kraft blandt hvide kan have fremtiden for sig. Ifølge en meningsmåling citeret i Washington Post svarer 39,1 procent af hvide vælgere, der har mindre end en bachelorgrad, at det er »ekstremt vigtigt« eller »meget vigtigt« for deres identitet at være hvide, mens tallet er 28,7 procent for dem med en videregående uddannelse.

Da alt-right ikke har nogen form for medlemskab, kender hverken tilhængere eller modstandere antallet af sympatisører. Alt-right-hjemmesiden Occidental Observer gætter optimistisk på, at der er fire millioner sympatisører i USA og Europa sammenlagt, mens podcasten The Daily Shoah, som er et af bevægelsens mest poulære medier, ifølge dem selv bliver downloadet mere end 100.000 gange ugentligt.

Om alt-righterne formår at gå fra en løst organiseret bevægelse på internettet til en reel politisk magtfaktor, vil tiden vise. Imidlertid er det en stærkt ideologisk bevægelse, der mangler en lederskikkelse, mens Trump er en karismatisk leder, som endnu ikke har givet udtryk for at have særlig megen ideologi. Skulle han ønske i endnu højere grad at spille det identitetspolitiske hvide kort, er alt-right klar til at levere.