Alle kinesere skal tale det samme sprog inden 2020 - der er bare lige 400 millioner problemer

Kinas regering vil have alle landets 1,3 milliarder borgere til at forstå mandarin inden 2020. I dag er 400 millioner kinesere ikke i stand til at kommunikere på såkaldt standardkinesisk.

Illustration: Rasmus Bregnhøi. Se nederst i artiklen for den fulde illustration. Fold sammen
Læs mere

»Nihao« lyder det vel nok mest kendte kinesiske ord på verdensplan. Men kinesisk er ikke bare kinesisk, og goddag kan siges på et utal af måder i det virvar af godt 1.500 dialekter, der alle er en del af kinesernes sprogunivers.

Det har over årene ført til ikke så lidt polemik og interne stridigheder om, hvilke varianter der er størst, vigtigst og mest officiel. Kantonesisk, der tales i Sydkina, var tæt på at tage føringen, da kejseren blev afsat i 1911, men det blev nordboerne og Beijing, der vandt sprogfejden. Derfor er mandarin i dag kendt som standardkinesisk.

Men bare fordi nordkineserne løb med den officielle dialekt, bertyder det langt fra, at Kinas mange minoriteter og geografisk afgrænsede sprogområder har ladet sig løbe over ende af krav om et fælles tungemål.

Der findes således stadig omkring 400 millioner kinesere, der ikke er i stand til at kommunikere på mandarin, viser en ny opgørelse fra det kinesiske uddannelsesministerium. Og det ser Kinas Kommunistparti som et problem.

Partiet har i årtier anset fælles sprogbrug som et afgørende redskab til at skabe en national identitet på tværs af folkeslag og andre forskelligheder. Målet er derfor at udbrede en basal forståelse af standardkinesisk til alle landets hjørner inden 2020. Der er tale om en overordentlig ambitiøs målsætning, selv om udviklingen bevæger sig i den rigtige retning. Ved årtusindskiftet kunne 53 procent af befolkningen begå sig på mandarin, mens andelen nu er oppe på 70 procent.

Kinas hastige urbanisering er en del af forklaringen, men også myndighedernes egen indsats spiller en rolle. Metoden til fremme af nationaldialekten går primært gennem uddannelsessystemet og landets medier, for både aviser og TV-stationer har fået indskærpet, at de skal holde sig til standardkinesisk i deres formidling.

Dette har langt fra været populært alle steder. Blandt indbyggerne i millionbyer som Shanghai og Guangzhou, hvor lokale dialekter er udbredt, vækker den slags beslutninger fra centralregeringen store frustrationer.

I skolerne er undervisning i mandarin blevet opprioriteret i Kinas fjernere egne, hvor mange af landets minoriteter er bosat. I den vestlige Xinjiang-provins investeres der over en kvart milliard kroner i sprogundervisning af lærere tilhørende den muslimske uighur-minoritet. Blandt uighurer, tibetanere og andre minoriteter får den kinesiske sprogpolitik en blandet modtagelse. Kendskab til mandarin er brugbart for at begå sig i det kinesiske samfund, men mange ser det som et slet skjult forsøg på at underminere lokale skikke, traditioner og kulturer.

Lasse Karner er Berlingskes korrespondent i Kina.

Illustration: Rasmus Bregnhøi Fold sammen
Læs mere