Alle holder vejret ved Europas nye landegrænse

Der er ingen tvivl om hvem, der bestemmer ved Krim-republikkens grænser, hvor de russiske og ukrainske soldater direkte over for hinanden, men i så god afstand, at de undgår direkte konflikter.

Et kosakflag placeres ved vejen mellem Simferopol og Sevastopol. Der hersker et vist hierarki mellem grupperingerne i den spændte zone. Fold sammen
Læs mere
Foto: FILIPPO MONTEFORTE
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

SIMFEROPOL: Krims nye herskere har trukket en tyk streg på landkortet. Og de har trukket den her ved den lille ukrainske landsby Tjonhar, der lige nu må være Europas bedst bevogtede grænse.

Store flokke af militærfolk går rundt, formentlig er her over hundrede uniformerede mennesker alt i alt. Det viser, at bemandingen af grænseposten er blevet voldsomt udbygget de seneste døgn.

Der synes at herske et vist hierarki. De, der bestemmer, er russiske soldater med elefanthue for ansigtet og uden kendetegn på uniformerne. Det er også dem, her er flest af. Russerne står i siden af vejen i grupper på tre-fire soldater og holder øje med mennesker og trafikanter, med Kalasjnikov-geværerne pegende skråt nedad.

Så er der Berkut-folkene, deserterede medlemmer af Ukraines forhadte og nu opløste politikorps. Stadig iført deres blå ukrainske uniformer gør de det grove arbejde med at kigge i pas og bagagerum og lastrum.

Endelig er der kosakkerne, let genkendelige på deres skrabsammen-uniformering og runde pelshatte med rød top. Det ser ud som om, man har overladt det til dem at sørge for forsyninger, genne pressefotografer væk og holde ilden ved lige i de store bål, hvis røg driver hen over pladsen.

»Nej, der har ikke været nogen provokationer her. Og det bliver der heller ikke, så længe vi står her! Men De må ikke stå her. Gå ud på vejen,« siger en russisk soldat til mig.

Han er høflig, men meget bestemt. Og en lille smule fornærmet over, at jeg ikke straks genkendte den russiske kejserfamilies flag. For sandelig om ikke Romanovernes hvid-gul-sorte trikolore er det første flag, man møder på denne grænsestation. Ellers vajer store russiske flag i vinden. Krim-republikkens eget flag ser man ikke; dette er en russisk militærpost.

Hele scenen ville have noget middelalderligt over sig, hvis ikke det var for den russiske pansrede mandskabsvogn, der brummer rundt i baggrunden på den anden side af vejen. Bag den ligger en lang, nyopgravet grøft, formentlig en kampvognsspærring.

Dårligt for forretningen

De lokale er trætte af situationen, så meget desto mere som russerne har trukket grænsen et godt stykke nord for Krims administrative grænse, inde i selve Ukraine. Men det var nu her, der var bedst plads til en kontrolpost, for her er landevejen udvidet med en slags markedsplads.

Enkelte af boderne er stadig i brug; her sælges tørrede fisk. Ellers er det uniformerne, som dominerer.

»Ja, selvfølgelig er det skidt for forretningen,« siger en af fiskesælgerne, der præsenterer sig som Sergej.

»Der kommer jo næsten ingen mennesker forbi mere og køber noget.«

Sergej kommer selv inde fra Ukraine, og nu er hans fiskebod altså pludselig havnet på den forkerte side af en landegrænse.

»Dette her, hvordan skal det ende? Jeg ved det ikke, men forhåbentlig ender det snart. Det er ufatteligt,« siger Sergej lavmælt, stående et stykke væk fra kosakker og Berkut-mænd.

Her er ellers smukt. Landevejen løber på en lille landtange med åbent vand på begge sider. Mågerne flyver lavt over strandengene. Ved checkpointet ligger et lille hotel, men det har russerne sat sig på.

Varselsskud mod inspektører

Lige nord herfor har russiske soldater gravet landminer ned. Ved en anden grænseovergang blev to ukrainske journalister forleden arresteret, hvorefter de forsvandt. En militærmission fra OESCE blev i weekenden afvist tre gange, sidste gang med varselsskud.

Ukrainske aktivister – provokatører, ville russerne sige – er der blevet skudt direkte på. Journalister har fået stjålet skudsikre veste, og TV-kameraer og bærbare computere bliver gennemgået for billeder.

Mens Berlingske opholdt sig ved kontrolposten, fik en pressefotograf inddraget sit kamera til nærmere undersøgelse af en kosak og en Berkut-mand.

En anden Berkut-mand hiver passet ud af hånden på mig og hører næsten vantro mit ønske om at køre til Ukraine og tilbage igen med det samme. Bevares, lad gå med det. Han kigger i bagagerummet og lader os køre videre, og vi siksakker os frem mellem betonblokke og gamle bildæk.

Undervejs passerer vi en snes personbiler og over 30 lastbiler, der holder og venter på at blive lukket ind på Krim. Ikke alle får lov; en personbil med ukrainske nummerplader bliver afvist og må vende om.

Ingen kontakt med russerne

Først efter flere kilometers kørsel gennem en slags ingenmandsland når vi frem til den ukrainske hærs kontrolpost; den er trukket så langt tilbage, at man ikke risikerer sammenstød med russerne. I vejkanten holder en pansret mandskabsvogn, og på vejbanen står en håndfuld soldater og en ung civilist; formentlig en politimand.

En major kommer til syne, uden Kalasjnikov. Han tager sin handske af og giver hånd.

»Vi kan godt slappe lidt af her. Vi er jo hjemme hos os selv,« siger han, med tryk på »vi«.

Javel, vi kommer altså fra Danmark? Dér har majoren faktisk været. I Aalborg, i 1996, til et ungdomsidrætsarrangement.

»Vi er selvfølgelig bekymrede over situationen, men vi har ingen kontakt med dem dernede, og vi provokerer dem ikke, vi overvåger bare situationen.«

Mere vil majoren ikke sige. Opgaver, styrker, minefelter og den slags er fortrolig information. Vi giver hånd igen og ønsker hinanden alt godt.

»Tak fordi De kom,« siger han.